Læsetid: 7 min.

Parsifals triumftog i USA

Det amerikanske flertal klamrer sig til moralens genrejsning og troen på en stærk mand, fordi intet job, ingen livsudsigt og ingen besiddelse længere føles sikker i den fleksible kappestrid, mener den polske sociolog Zygmunt Bauman
12. november 2004

Bush er som Wagners Siegfried eller Parsifal. Det siger den polske sociolog, Zygmunt Bauman, om den moralske bølge, der bar George W. Bush til sejr ved det amerikanske præsidentvalg den 2. november.
Bauman, der i dag er professor emeritus ved universiteterne i Leeds og i Warszawa, har igennem sit 79-årige lange liv intenst beskæftiget sig med moralske spørgsmål i sociologien – bl.a. i sit mesterværk om moderniteten og holocaust, der i 1990 blev prisbelønnet med den europæiske Amalfi-pris i sociologi. I et interview til Information forsøger han at forklare den moralske genrejsning i USA, hvor 22 procent af vælgerne sagde, at moralen var valgets vigtigste spørgsmål. Bauman mener, at det er udslag af en ny Wagnersk moral, eksponeret via tv-medierne:
»Betydningen af denne moral blev vist i spontane tv-erklæringer, hvor almindelige mennesker priste Bush for ’at holde fast ved sine overbevisninger’, ’ikke som Kerry at skifte meninger i forhold til meningsmålingerne’ og ’ikke at vente på FN og koalitionslande for at gøre det, han synes er rigtigt’. Med andre ord er moralen her en hård mand, der tror, at han ved, hvad der er rigtigt og så går han hele vejen. Og hvad er rigtigt? Rigtigt er her, hvad der er godt for Amerika. Det hjælper også, at Bush er en usofistikeret og u-intellektuel lige som os-type, hvis moral foregiver uskyldighed i stedet for at bygge på etisk filosofi.«
I en tidsalder, hvor de fleste politiske slag udkæmpes på tv-skærmen, er intellektuel sofistikering nærmest blevet en risiko, mens evnen til at erstatte argumenter med slagord er en fordel, argumenterer Bauman.
»Massekommunikationens tidsalder har ændret lovene for naturlig selektion af succesfulde politikere. Eller som en fransk journalist engang sagde vittigt: Hvis Dreyfus-affæren var sket i dag, og Emile Zolá havde fået adgang til tv-studiet for at forklare sig, ville han kun lige få tid til at råbe: J’accuse!«
Bauman selv har ikke et traditionalistisk begreb om moral, som Bush’s moralske bagland. Men han er ikke bleg for at tale om moral, bl.a. for som en vigtig byggesten for at genskabe solidaritetsfølelsen i samfundet. Han har i flere af sine bøger argumenteret for en genpersonalisering af moralen, som led i den enkelte persons autonome ansvarspåtagelse – som friheden til at kritisere og gøre op med tvangsmoral fra autoritære magthavere.
»George Bush’s budskab til den amerikanske nation er den simpleste, man kan forestille sig: ’Amerika står over alle andre, alle der ikke er for os er imod os, og alle vore bekymringer går væk, når vi har slået dem ned, der truer med at ramme Amerika,’« parafraserer Bauman. Han mener, at denne retorik er et bevidst forsøg på at skjule og tildække den dybe usikkerhed, som mange amerikanere føler i hverdagen.
»Den amerikanske nation har ingen lige i militær magt, men folk er ikke desto mindre usikre på sig selv, fordi intet job, ingen livsudsigt, ingen besiddelse og intet menneskeligt engagement føles sikker mere. Ingen opskrift for et anstændigt og værdigt liv har udsigt til at overleve i ret lang tid. Ingen forsøger og ingen lover mere at tøjle kilderne til den usikkerhed eller forsøger at skabe et sikkerhedsnet. Tværtimod er kravet om mere fleksibilitet og konkurrence et forvarsel om, at mere usikkerhed er på vej. Den form for usikkerhed, der plager det amerikanske folk skelner ikke mellem rige og fattige, for den rammer spredt, både forkælede og udsatte. Derfor appellerer Bushs tale til alle ører og skaber en bekvemmelighedsfølelse af enhed for den på alle andre måder smertefuldt splittede nation.«
– Hvorfor er det så svært for Demokraterne, der er henvist til metropolernes og den urbane bykulturs såkaldte blå zone, mens de moralske, genfødte kristne konservative rykker frem i landområderne og i det amerikanske hjerteland?
»Den knivskarpe splittelse af Amerika ser ud til ikke at kunne mindskes,« svarer Bauman. »Uanset hvad den anden fløj gør, gentager det samme billede sig valg efter valg: En tynd blå halvcirkel rundt om en fed, nogen vil sige overvægtig, rød krop.«
»Amerika står i dag uden et reelt politisk alternativ, der kan tvinge det til et kritisk blik på sig selv. Man lader den umådelige amerikanske gæld og den voksende sociale polarisering fortsætte uanfægtet, indtil den kommer til et punkt, hvor der ikke er nogen vej tilbage.«
– Vil Bush fortsætte den store optrevling af den amerikanske økonomi, der har forstærket de økonomiske og sociale spaltninger som aldrig før, eller har amerikanerne grunde til at håbe på den såkaldte medfølende konservativisme vil blive genoplivet?
»Den kendsgerning, at præsident Bushs parti nu kontrollerer begge lovgivende kamre skaber endnu en fristelse til at ’gå alene’ uden at tage hensyn til dem, der er for svage til at gøre sig udtilbens. Bushs strategi indtil nu har været at fremme de riges ubæredygtige interesser på bekostning af de svageste. Ja, ikke bare de svageste. Som Richard Rorty har sagt, er Amerika efter nogle få årtier med borgerliggørelse af proletariatet gået ind i en periode med proletarisering af borgerskabet. Selv for en middelklassefamilie med to indkomster er det blevet overmåde svært at få enderne til at mødes, at sikre en god uddannelse til børnene og sundhedssikring for alle. Polariseringen af det amerikanske samfund vokser i indkomster, i forsikring, i pensioner, værdighed og fremtidsudsigter. Efter at alle begrænsninger, der var pålagt af et politisk afbalanceret senat, er blevet fjernet helt, så kan meget løbe helt ud af kontrol, med et voksende antal amerikanske børn, der lever i fattigdom, og et flertal af amerikanerne vil blive udelukket fra at få del i velstandsfremgangen. Selv konsekvenserne på mellemlang sigt kan få én til at skælve.«

USA er helt overordnet splittet mellem en logik for lokal forskansning og en logik for global ansvarlighed, mener Zygmunt Bauman.
»Den første logik ser resten af planeten som en stor slangegrav fyldt med fjender eller en hule med ufattelige trusler. Og den sætter Amerika først, og postulerer, at hvis ’vi kan gøre det, så lad os gøre det og promovere vores livsstil her og der, uanset hvad de andre tænker,’« forklarer Bauman, der ikke lægger skjul på, at præsident Bush mest hælder til denne logik. Overfor den står en anden logik:
»Den globale ansvarslogik antager, at på en globaliseret planet kan intet land være sikkert på lang sigt, hvis ikke hele planeten gøres sikker. De globale problemer kan kun løses gennem genforhandlinger og reform af de globale afhængigheder og interaktioner. I stedet for at stile efter mindst mulig lokal skade og størst mulige lokale gevinster fra de globale økonomiske kræfters lunefulde drift, stiler denne logik efter – som Jürgen Habermas har sagt – at udvikle en ’politik, der kan indhente de globale markeder.’«
»Logikken for lokal forskansning er fristende, men den er kortsigtet. Den globale ansvarslogik er dikteret af fornuften og er måske mere holdbar. Men fornuften har det svært overfor vor tids fristende løfte om umiddelbar tilfredsstillelse. Lad os gøre det selv-filosofien vinder.«
– Kan europæerne forvente, at USA under Bush satser på en fortsat militarisering af det nye amerikanske imperium, eller vil Bush og hans neo-konservative ideologier blive tvunget til et tilbagetog i Irak og i andre afgørende spørgsmål?
»I modsætning til alle imperiale magter har Amerika en aversion imod at erobre udenlandske territorier, der kan give dem det forfærdelige ansvar for den daglige administration,« svarer Bauman, der ikke bryder sig om at kalde USA et imperium.
»Tidsalderen for territoriale erobringer er forbi. Vi lever på en politisk fragmenteret planet med det amerikanske militær som en mobil, straffende politistyrke. Og de amerikanske politi-eskapader efterlader – på grund af hit and run-taktikken – en del ødelæggelser og social opløsning, der er svære at reparere for de lokale magthavere. Forsvarsminister Donald Rumsfeld kritiseres, fordi han ønsker at forlade den taktik. Men jeg vil vædde på, at toppen af det amerikanske militær og et voksende antal af deres politiske ledere tænker på, hvordan de kan overlade roderiet til de indfødte og vaske deres egne hænder,« forudsiger Bauman.
»Allerede for et halvt århundrede siden sagde Arnold Toynbee spydigt, at Amerika er en stor, venlig hund i et meget lille rum. Hver gang den logrer med halen, vælter den en stol. Jeg er bange for, at det er tilfældet i Irak, som det allerede har været det i Afghanistan. Og der er stadig det iranske og koreanske spørgsmål, der står for tur.«

Bauman er dybt bekymret over, hvad der kan ske i de næste fire år: »Det er en opgave på liv-og-død at tilbagerulle Amerikas fortsatte sabotage mod den planetære orden, mod reglerne for obligatorisk mijøbeskyttelse, mod styring af Den Tredje Verdens gæld, mod et globalt retssystem og FN’s monopol på afstraffende aktioner. Og at gøre op med Amerikas vilde, ukontrollerede og ofte ødelæggende økonomiske og finansielle globalisering, der er ikke er under politisk, endsige demokratisk, kontrol.«
Bauman, der fornylig udsendte bogen, Europe: An Unfinished adventure, håber, at Europa kan skabe et alternativ:
»Hvis Europa giver logikken for global ansvarlig højere prioritet end den lokale forskansnings-logik, kan Europa måske udvikle sig til at blive et globalt forbillede. Kun hvis Europa udfolder sine værdier og får erfaringer med demokratisk selvforvaltning, kan det bidrage til at opbygge et inklusivt, universelt menneskeligt fællesskab, der erstatter de forskansede territoriers nul-sum spil.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her