Læsetid: 6 min.

Perlen, alle vil have skal skinne

Uganda er altid blevet fremhævet som Afrikas succeshistorie. Alt er pænt på overfladen, men under den får korruption, traditionel tankegang og en glemt blodig konflikt suceccen til at blegne
26. november 2004

Uganda
Eleverne på skolen i Mtukula er alle forældreløse. Aids har slået de fleste i deres familie ihjel, men skolen sikrer deres fremtid. Giver dem et diplom, så de kan åbne egen skrædderforretning. Børnene viser glade, hvordan de lærer at sy, men maskinernes pedaler kræver hårdt pres fra de bare tæer. Maskinerne er Singer-modeller fra 1920’erne. Symaterialet er pap, men det kan være det samme – der er ingen tråd i maskinen.
Winston Churchill kaldte engang Uganda for The pearl of Africa, og landet lever i flere sammenhænge op til den betegnelse. For eksempel som foregangsland i bekæmpelsen af aids. For 10 år siden var en tredjedel af befolkningen dødsmærkede. Nu har smitten kun tag i 6,3 procent. Men tallet er et gennemsnit. Det dækker over en ulighed, der har eksisteret i Uganda i to årtier. Uligheden mellem et krigshærget nord og et fremgangsrigt syd. Uganda er ikke kun plaget af denne dobbelthed i kraft af krigen. Også af et samfund, der virker moderne og progressivt på overfladen, men når man kigger efter ikke er så forbilledligt, som det normalt bliver gjort til. Succeshistorien har en bagside.
Det nordlige Uganda er et af de frodigste områder i Afrika og kunne brødføde hele landet og mere til. Men en årelang konflikt mellem oprørere og regering har sat udviklingen fuldstændigt i stå. Over halvanden million mennesker lever i lejre som interne flygtninge i det nordlige Uganda. Som resultatet af, hvad FNs vicegeneralsekretær for humanitærhjælp, Jan Egeland, har kaldt den mest oversete humanitære katastofe. Dødeligheden i de lejre, der har været midlertidige i 20 år, er næsten tre gange så stor som det internationalt fastsatte katastrofeniveau.
Befolkningen i det nordlige Uganda er jaget på flugt af The Lords Resistance Army (LRA), der kæmper for at få indført De Ti Bud som lovgrundlag for landet. Lederen af LRA, Joseph Kony, nyder ingen reel opbakning til sit korstog. Den har han selv skabt ved at stjæle og kidnappe. Drenge helt ned i seksårsalderen fra landområderne går hver eftermiddag ind til de større byer for at overnatte. De kaldes nightcommuters og er det af tvang. Bliver de i landsbyen risikerer de at blive bortført af LRA.
I militsens lejre indoktrineres de til at følge Konys befalinger. LRA truer dem til underkastelse: Kæmper de ikke for Kony, brænder LRA ikke bare familiens hus ned, men hele landsbyen. Derfor lærer drengene at bære våben og kæmpe. Som seks-årige.
Regeringen har forsøgt at underminere Konys hær ved at tilbyde soldaterne amnesti. Udleverer de deres våben, får de et stykke jord og en lille sum penge til gengæld. Lovgivningen har været en succes, og også de øverste ledere er nu begyndt at overgive sig.
Når aviserne skriver om, at en gruppe har meldt sig og overgivet deres våben i henhold til amnestilovgivningen hedder det ’stjålne børn reddet’. Når regeringens tropper derimod har slået en flok Kony-soldater ihjel, så hedder de ’rebeller’, Det er den samme gruppe, der tales om. Nemlig ørn.
Den ugandiske regering forsøger forsat at overbevise det internationale samfund om, at landets egen hær kan overvinde LRA. I ministeriets lokaler i Kampala fra enden af et ærefrygtindgydende langt og bredt bord tager indenrigsminister Rukunda imod og gentager, hvad præsident Yoweri Museveni har sagt adskillige gange tidligere:
»Konflikten i det nordlige Uganda nærmer sig sin afslutning. Derefter må vi påbegynde forsoning og genopbygning.«
Den selvsikre klang i den sympatiske mands stemme er overbevisende, godt hjulpet på vej af de overdimensionerede stole, der giver én fornemmelsen af, at man kunne dingle med benene og at ens næse knapt er synlig over bordpladen.
Til spørgsmålet om, hvad der vil ske med Kony, hvis han skulle blive fanget, siger minister Rukunda:
»Han vil blive retsforfulgt og straffet. Domstolene vil tage beslutningen.« Uganda er et demokrati i ministerens øjne, og i et demokrati retsforfølger man folk, men: »Det ville da være glædeligt og løse de fleste af vore problemer, hvis Kony på en eller anden måde forsvandt,« tilføjer han.
I weekenden indgik præsident Museveni en midlertidig våbenhvile med LRA. Det spinkle håb er blevet en smule stærkere.
Men nedbrændte landsbyer, forladte huse og øde marker hærget af spor efter krigen er, hvad de over halvanden million interne flygtninge har at vende tilbage til. I bedste fald. Risikoen for at skruppelløse jordopkøbere vil udnytte situationen er mere end reel.

I det sydlige Uganda i landdistriktet Rakai ikke langt fra grænsen til Tanzania ligger en lille landsby. Her har en gruppe kvinder opfundet en metode til at opsamle regnvand. En stor tank står i midten af gårdspladsen, hvor et lag af grønne blade og lyserøde blomster lover godt om fugtigt indhold. Formanden for gruppen fortæller stolt om projektet, som landsbyens kvinder også har været i Zimbabwe og fortælle om.
Imens kvinden i den spraglede kjole med pufærmer snakker, deler gruppens kasserer ud af Coca-Cola til de fremmede gæster, mens landsbyens børn kigger nysgerrigt på. Kvinden peger op i himlen og forklarer: »Det regner og så løber vandet ned i tagrenden og ned i beholderen.« Hun peger med begejstring mod en vakkelvoren træstige, der fører op til toppen af den cirka to meter høje tank: »Se selv,« opfordrer hun. Forsigtigt kravler gæsterne op ad stigen og kigger ned gennem den runde åbning, »Jamen, den er jo tom,« udbryder én. Formanden trækker på skuldrene: »Nå ja, næsten. Der har ikke været vand nok i en måned,« siger hun. Pludselig virker børnenes blikke som andet end bare barnlig misundelse, og Coca-Cola’en smager ikke så godt mere.
Men kvinderne er ikke ulykkelige. De er stolte over, at den viden, de har tilegnet sig om opsamling af regnvand, kan de give videre til andre, der så kan bruge regnen til noget. Når den kommer. Dette overskud og denne initiativrigdomm er, hvad der kendetegner det sydlige Uganda, der ikke har oplevet krig i flere årtier. Her er stoltheden over de projekter, som mange landsbyer er indblandet i, overvældende. I hver af dem bliver man som dansker modtaget med et »Tak, Danida og tak, Danmark« Rakaidistriktet har i mange år været et »partnerskabsområde« for den danske udviklingsbistand.
It-udviklingen i det sydlige Uganda har nået et niveau på højde med flere østeuropæiske lande.
Nær toppen af et bjerg, for enden af en lang og støvet rød grusvej i det sydlige Uganda ligger Rakai distriktets landbrugsskole. Et lille skilt over en dør i den første bygning fortæller, at her følger man med den teknologiske udvikling: Internet Café.
Skolens leder Jimm Kawa fortæller: »Vi har haft internetadgang i seks måneder, og indtil videre er det kun skolens undervisere, der lærer, hvordan man bruger internettet. Men snart vil eleverne også bruge det, og vi kan bruge hjemmesiden til at dele erfaringer med andre landmænd.«
Det har dog lange udsigter, at landmændene skulle kunne bruge internettet. På landet er computere stadig lige så sjældent som rindende vand.
Men skolens elever har allerede adgang til den teknologiske udvikling. De kommunikerer med omverdenen via mobiltelefonen. Midt i at 17-årige Wilson fortæller, hvordan en gedebuk har øget skolens indkomst betydeligt, undskylder han sig og vender opmærksomheden mod den insisterende brummen i hans brystlomme.
Den forstyrrende lyd af en polyfonisk ringetone er lige så almindelig på gaden i Uganda som på Ryesgade i Århus. Mobiltelefonen er et statussymbol på linie med coca-cola og flerkoneri.

Det er dette billede af et afrikansk land, der både er hoppet med på it-bølgen, har bremset aids-smitten og oprettet instanser som en menneskerettighedskommision, der giver Uganda positionen som forbillede og succeshistorie. Men som vandtanken i landsbyen er alt ikke så fantastisk, når man stiller sig op på stigen og kigger ned.
Den makroøkonomi, som den danske ambassadør, Stig Barlyng, kalder ‘den stærkeste, han har set i Afrika’, er hærget af korruption. Korruptionen er nærmest en parallel økonomi, og der skal altid regnes med en ekstra udgift til manden ved skranken.
Alt i Uganda, har to sider. Oprettelsen af en menneskerettighedskommission er nærmest overflødig, når befolkningens retsopfattelse ikke ændrer sig. En fornuftig makroøkonomi kan være nyttesløs, så længe korruptionen praktisk talt fungerer som en paralleløkonomi. Men den største modsætning i Uganda er hele landets fundament. Nord og syd. Krigen har forkrøblet hele den nordlige del af landet, og her er ingen historier om mobiltelefoner, vandtanke eller landbrugsskoler. Kun om død og ødelæggelse. En skrøbelig våbenhvile har skabt nyt håb om, at Uganda engang kan leve op til betegnelsen ’Afrikas perle’. I en flygtningelejr rømmet for unge drenge har den betegnelse i meget lang tid klinget hult.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her