Læsetid: 7 min.

Er der plads til Gud i Europa?

Militante islamister, vrede hvide fundamentalister og konservative katolikker kæmper fra hver deres kant for at vinde terræn i et udvidet Europa, der helst vil være fri for at tage parti for nogen tro
30. november 2004

EUROPAS SJÆL
Efter Anden Verdenskrig og de tragiske erfaringer med totalitarismen og Holocaust tog katolske politikere som Robert Schumann, Konrad Adenauer og Alcide de Gaspari initiativ til at danne det europæiske fællesskab. Europa skulle forenes for at undgå en tilbagevenden til fortidens krige og skabe økonomisk fremgang.
Men Schumanns og Adenauers trosfæller skal i dag ikke mere regne med, at EU tager imod med åbne arme. Heller ikke selv om cirka halvdelen af de 450 mio. indbyggere i det udvidede EU menes at være katolikker. For det Europa, der i middelalderen blev omtalt ’det kristne hus’ – fra Rom til Byzans – er ikke længere en kristen magt, men mere et politisk projekt, der gennemlyst af oplysningstidens liberalisme og frihedstanke har presset kirken og religionen væk fra det offentlige og ind i privatlivet. Her i det 21. århundrede må man spørge, om der overhovedet er plads til Gud i det verdsliggjorte Europa? Eller til Allah, for den sags skyld? Er troen en stopklods for friheden, eller kan den gamle kristne ide om menneskets værdighed støtte udbredelse af de menneskerettigheder, som også ikke-troende europæere hylder i dag?Den katolske kirke kritiserer, at den nye EU-forfatning ikke nævner, at Europa har kristne rødder. I torsdags fik Europa-Parlamentet overrakt 1,2 mio. underskrifter fra borgere, som vil have kristendommen nævnt i forfatningen. Men de er nok for sent ude.Den katolske kardinal Joseph Ratzinger sagde forleden i avisen La Repubblica, at i Europa »er vi gået fra en kristen kultur til en aggressiv sekularisme med intolerante træk. (...) Vi må forsvare religionens frihed imod en påtvungen ideologi, der hævder, at den er fornuftens eneste stemme. I det politiske rum synes det næsten at være uanstændigt at tale om Gud, som om det er angreb på friheden for dem, der ikke tror.«Han argumenterer også imod dem, der mener, at en reference til de kristne rødder vil fornærme europæiske muslimer: »Det, som fornærmer islam, er mangel på respekt for Gud og fornuftens arrogance.«
På overfladen ser det ud som om, verdsligheden har sejret over troen. De europæiske kirker står tomme selv i katolske lande som Spanien og Italien. Menighederne skrumper, familierne bliver mindre, splittes op og ændrer karakter i takt med, at love og ændret mentalitet baner vej for andre livsformer, homoseksuelle ægteskaber, abort o.s.v. Et stort flertal af europæere støtter trosfriheden, og at kirken ikke må blande sig i statens forhold. I Tyskland, Italien og Storbritannien mener kun mellem hver tredje og fjerde borger, at troen på Gud er forudsætning for den personlige moral, viser en undersøgelse foretaget af Pew Research. I USA svarer hele 58 procent af de adspurgte amerikanere ja til det samme spørgsmål. I Frankrig er det kun 13 procent – måske ikke så overraskende i et samfund, der siden revolutionen i 1789 har været en sekulær stat med skarp adskillelse mellem kirke og stat.»Europa er bange for sig selv og for at åbne en diskussion om, hvad det virkelig er,« klager den vragede italienske EU-kommissær Rocco Buttiglione.
Han vil nu – med inspiration fra USA – danne en teologisk konservativ bevægelse, der skal mobilisere de kristne i Europa: »Amerika, verdens mest avancerede land, har vist os, at religionen kan være og er et fundamentalt element i et frit land og en moderne økonomi,« jubler han.

Naivitet
Netop som europæerne troede, at de demokratiske, liberale stater havde tæmmet kirkerne og henvist religionen til privatlivet, er de religiøse konflikter blusset op igen i det offentlige rum. Afvisningen af Buttiglione, mordet på den hollandske filminstruktør Theo van Gogh og den efterfølgende nedbrænding af muslimske skoler i Holland tegner et billede af en ny religiøs slagmark på europæisk jord. Tro, fordomme og angst blandes sammen i et hav af følelser, mens moderate politikeres håb om en eftertænksom dialog bliver mindre.
»Europa betaler nu prisen for sin kulturelle naivitet,« skriver kommentatoren William Pfaff i International Herald Tribune. »Selv om historien har gjort alt for at modbevise det, vil folk i Vesten tro på den illusion, at alle er på vej mod et liberalt demokrati, verdslighed og religiøs ligegyldighed. (...) Den bygger på den naive version af troen på det uundgåelige menneskelige fremskridt, som voksede frem under den franske oplysningstid og har inspireret stort set alle vestlige politiske ideologier siden da.«
Den 19. november fløj EU-landenes justits- og indenrigsministre til Bruxelles, hvor de enedes om, at indvandrere skal forpligtes til at lære det lokale sprog og tilslutte sig de ’europæiske værdier’. Stemningen var anspændt. Dagen inden var der kastet en brandbombe mod en moské i den tyske by Heidelberg, og en ortodoks jøde var blevet skudt i den belgiske by Antwerpen. Flere politikere i Belgien og Holland er udsat for dødstrusler.
»Det 21. århundrede bryder frem som religionens århundrede. Stort set overalt, bortset fra Vesteuropa, søger folk hen imod religionen for at finde trøst, vejledning, lindring og identitet. Guds hævn er, som Gilles Keppel (fransk forsker, red.) har sagt, i fuld sving,« skriver Harvard-professor Samuel Huntington i sin bog Who Are We?
Modernisering, økonomi, urbanisering og globalisering får folk til at gentænke identiteten i snævrere, intime og mere religiøse fællesskaber.
»Vold mellem religiøse grupper slippes løs rundt omkring i verden. Folk er i stigende omfang bekymret over skæbnen for trosfæller, der geografisk set er langt væk. I mange lande er magtfulde bevægelser dukket op, der omdefinerer deres lands identitet i religiøse termer.«
Der er, som den grønne politiker Daniel Cohn-Bendit sagde i fredags til Information, islamiske fundamentalister, der »afviser en bestemt dimension af vores liberale og åbne samfund og i stedet ønsker et totalitært samfund baseret på en bestemt tolkning af islam.« Og bag moské-attentaterne står »en hvid fundamentalisme« båret frem af »proletariserede og aggressive hvide unge mænd«.
Det er ikke kun jihadister, der fra deres netværk i de europæiske byer udsender trusler. En rapport fra Det Europæiske Center for overvågning af Xenofobi og Racisme, der blev offentliggjort i foråret, viste en stigning i antisemitismen i Belgien, Holland, Frankrig, Tyskland og Storbritannien. Racismen og den religiøst motiverede vold er ved at sprænge sig ind i bevidstheden af det Europa, der i 50 år har arbejdet møjsommeligt for at skabe fred og forsoning på det gamle krigshærgede kontinent.

Nervøsitet
I Frankrig har den politiske klasse taget bestik af omslaget i befolkningen. Regeringen har ikke alene grebet hårdere ind over for radikale imamer og forbudt muslimske piger at bære tørklæder i skolerne. Man distancerer sig også fra løftet om, at Tyrkiet en dag kan blive en del af EU. Man skal ikke lade »islams flod skylle ind over den europæiske sekularismes flodbred,« har regeringschefen Jean Pierre Raffarin sagt. Det, mener den mellemeuropæiske forfatter Claudio Magris, er den forkerte konklusion. Han advarer de europæiske demokratier mod at krænke de religiøses ret til at udtrykke deres tro offentligt.»Hvad ondt gør en pige, der bærer tørklæde? Det er nok, at man kan se hendes ansigt, resten er ligegyldigt. En dreng, der bærer et kors om halsen, gør heller ikke nogen ondt. Der er ting som omskæring af kvinder, der ikke kan accepteres, men i næsten alle andre forhold bør man kunne nå et fornuftigt kompromis,« sagde han fornylig i et interview til avisen El País.Europas liberale statstradition skal ikke frygte religionen, mener han: »Den europæiske verdslighed er ikke truet af nogen religion, men af nationalismerne. Sekulariteten er truet af den nationalisme, der helliggør nationen og glorificerer dens varme værdier.«

Trængt kirke
Men mange europæere ser med stigende nervøsitet på den religiøse vækkelse, der breder sig blandt muslimske indvandrere i Europa. Unge veluddannede kvinder ifører sig sløret, unge mænd melder sig ind i Hizb’ Ut-Tahrir og lignende stærkt politiserende islamistiske grupper.
Den voksende religiøsitet hos mange af Europas 13 millioner muslimer står i kontrast til en mat og svækket kristendom. Protestantiske lande som Storbritannien, Danmark og Sverige har statskirker, men troen er for mange erstattet af ritualer. Udenfor de danske folkekirker vajer Dannebrog som et symbol på, at nation og kirke er smeltet sammen. Men kirken har tomme bænke og blodfattige valgkampe til menighedsrådene. Kun en Grosbøll-debat eller snak om muslimernes bønner synes momentant at sparke liv i den officielle danske kristenhed.
Også den tidligere så magtfulde katolske kirke er trængt. Den er ikke længere en flertalskirke, og selv i katolske lande som Spanien, Italien og Polen har kirken svært ved at få fat på de unge generationer. I Spanien raser kirkens folk over, at Zapateros socialistregering vil erstatte skolernes kristendomstimer med lektioner i etik, stoppe direkte statsstøtte til kirken, legalisere homoseksuelle ægteskaber og sige ja til forskning i menneskelige stamceller.
Biskopper vil her i december demonstrere imod reformerne. Professor José María Castillo fra foreningen af Johannes XXIII-teologer mener, at det er et symptom på, at »kirken føler sig svag og ude af stand til at sprede sin doktrin. Denne kirke kan ikke overbevise folk om, at de skal følge de moralske kriterier, som den føler nødvendige. Derfor stræber kirken efter, at den sekulære stat forpligter borgerne via love og straffe,« siger han. I Tyskland – der i sin tid var arnested for Luthers opgør med den katolske kirkes magt – er parterne ved at positionere sig i den store religionsdebat. Forbundskansler Schröeder har lagt sig tæt op ad den franske tradition, og han gider ikke sværge på Gud for at styre landet: »Politiske beslutninger skal motiveres så lidt som muligt af religionen,« sagde han til ARD. Hans modstander, Edmund Stoiber, har derimod varslet, at han vil gøre de konservative til et »værdiparti«, der med en kristen prægning skal formulere en ny »selvbevidst patriotisme«.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu