Læsetid: 4 min.

Pollesch kontra Bush

Efter den amerikanske valgnat drømmer jeg, at René Pollesch hvisker i George W. Bushs øre: ’Hvad hjælper det, at du erobrer hele verden, men taber din sjæl?’
6. november 2004

Kommentar
BERLIN – I nærheden af Kastanieallee i Berlin kan man på en containerlignende teaterscene – med klaustrofobisk Big Brother-atmosfære – betragte skuespillere, som med frenetisk hede gestalter alt det, som skjuler sig under de entydige moralske værdier, som ifølge de fleste valganalytikere førte til George W. Bushs sejr ved det amerikanske præsidentvalg.
Det var trods alt relativt forudsigeligt, at en sporty præsident, som agerer Guds udvalgte tjener med en baseballtræners drengespejderagtige urokkelighed, ville sejre over en præsidentkandidat, der ligner en mekanisk påklædningsdukke med identitetsproblemer og desuden i alle situationer strækker armen ud og peger på folk. Ingen bryder sig om at blive peget på. Associationen til ’Gå ind i hæren’ eller ’Det er din fejl!’ er fatal, og amerikanerne foretrak at vælge en uforbederlig slyngel frem for en kønsløs Ken-dukke, som peger enkeltindivider ud i stedet for at sammensvejse masserne.
Med sit nej til sex før ægteskabet, nej til abort og nej til sociale reformer gav George W. Bush den troende majoritet et sikkert fundament for en fortsat fastlåsning af de moralske værdier efter en ekstremt fundamentalistisk model. Det er en hierarkisk struktur, hvor godhed er noget, der forkyndes, og retfærdighed indebærer at favorisere de rige og succesfulde.
Det, som afgjorde sagen, var Bushs evne til – med sand populistisk tæft for tidsåndens slaphed – at affeje al diskussion og kritik for i stedet at bede eller befale: »Moral – det er det, jeg siger«.
Den østrigske forfatter Robert Musil vendte sig i sin grav. Det knagede fra undersiden af kistelåget, da han mindede om sin analyse af den overamerikaniserede by: Et samfund gennemstrømmet af kræfter, hvor hver en vej fører til et godt mål, når bare man ikke tvivler og grubler for længe.

Alting er mere råt
I et sådant samfund opstår – hvis vi skal tro bankeslagene fra under jorden – en hjemve efter at få sat grænser og slippe for at udvikle sig, et ønske om at vende tilbage til punktet, før man slog ind på den gale kurs.
Bestemmelsesstedet for de rejsende i tidens amerikanske valgtog var ikke Kakanien, men Midtvesten eller Florida, Houstons downtown eller Chicagos skyline – samfundet som et gated community.
Og det, som man med en komfortabel majoritet vender tilbage til, er troen på moralske værdiers absoluthed, deres enestående evne til at fortrænge den omgivende verden og dens elendige, daglige, krigeriske og anmassende problemer.
René Pollesch er en nyskabende tysk dramatiker, som på samlebånd producerer stykker, i reglen trilogier, som kommentarer til den globaliserede verdens tilstand og den entydige morals dilemmaer. Hans personer søger flugtveje fra The world according to Bush.
I Berlin har man netop kunnet se Teltsagaen – en trilogi om São Paulo: Telefavela, Svetlana in a Favela og Pablo in der Plusfiliale (Pablo i Brugsen). I disse stykker udforskes vor samtid i replikker som: »Jeg troede, at det ville lykkes mig at få hold på mig selv, men den globale usikkerhed er blevet en permanent tilstand.«
Livet i timillionerbyen São Paulo undersøges i et teaterlaboratorium, som udnytter stil og greb fra de brasilianske tv-sæbeoperaer. De rige er indespærrede bag alarmsystemer og sikkerhedsvagter – levende døde – mens de sociale underdogs dissekerer samfundet og dets egen tvivl i underlige replikker.
Skikkelserne i Polleschs stykker hedder Svetlana, Contessa, Big Daddy, Twopence, Diabolo eller Sugamamie, men de er aldrig sig selv. Det er, som om sproget slæber dem efter sig – som tomme blikdåser i halen på en hund.
I den seneste Pollesch-produktion 1000 dæmoner vil, at du skal dø behandles den globaliserede verdens ’okkulte økonomi’. Stykket udspiller sig i en rig mands villa i en afrikansk by domineret af videofilmproduktion. Mennesket er på flugt, reduceret til sin markedsværdi – en druknende i billedfloden.
Præcis som hos Shakespeare forsøger figurerne at forstå sig selv og mislykkes. Til forskel fra Shakespeare er herskerne hos Pollesch ikke magtbegærlige konger, men anonyme økonomiske processer, uklare sammenhænge, transaktionsvillige providers og store selskaber.
Det er den verden, hvori George Bush den Ældre rejser omkring i Saudi-Arabien som ekspræsident og samtidig repræsenterer familiens virksomheder. Det er den verden, hvori alle bin Laden-familiemedlemmer flyves ud af USA dagen efter 11. september, til trods for at det amerikanske luftrum var spærret.
Hos Pollesch er Richard III skiftet ud med Fuji Bank eller Disney Corporation. Den smiskende undersåt er en virussmittet email-besked. Overordnede og ansvarlige er blevet diffuse. Kollektiv forvirring og oprørthed fremstår som følgerne af en civilisationsproces, der udmøntes i personlighedens splittelse.
Alting er blevet mere råt. Det er virkeligheden og den sansede politik, som iscenesætter chokkene, voldsvældet og forfalskningerne. Jeg’et er sønderslidt. Men sproget protesterer, det stejler, rejser sig og eksploderer.
Skriget formidler indsigter: »Sært! Jeg er ikke nær så pæn, som jeg troede! Arbejdet med din subjektivitet er et lortejob! Og nu udføres det af oplevelseskoncerner!«
I denne teaterverden er George W. Bushs moralske model et urgammelt våben i præsidentens krig mod menneskeligheden. Polleschs figurer håber trods alt på en redning – lidt som Shelley i Den befriede Prometheus. »Håb føder håb, fra sit eget vrag, fra den sag, det funderer over… Hope till Hope creaters, from its own wreck, the thing it contemplates…«
Efter den amerikanske valgnat drømmer jeg, at René Pollesch hvisker i George W. Bushs øre: »Hvad hjælper det, at du erobrer hele verden, men taber din sjæl?«
Bush ser lige så rådvild ud, som under de skæbnesvangre minutter i skoleklassen i Florida, da terroristerne fløj ind i det første tårn og fortsatte mod det andet, og svarer: »Who said that, the Enemy?«
Og Pollesch står der med biblen i hånden.

*René Pollesch, født i 1962, fik i 2001 Mühlheimer Dramatikerpris. I 2002 blev han af den tysksprogede teaterkritik udnævnt til ’Årets dramatiker’. Siden 1984 har han skrevet 50 stykker, som han næsten altid selv iscenesætter

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her