Berlin
HKH Kronprinsen var i Berlin. Stort postyr og politieskorte. Hvad kronprinsen mente om byen og det, han så, skal jeg ikke kunne sige. Under hele den officielle del af besøget kneb han læberne sammen mens en altid ubehøvlet og generelt dårligt klædt presse trængtes omkring ham, så statsbetalte muskelmænd måtte skride ind.
»Du bliver bare dér!«
Kronprins Frederik besøgte sammen med kronprinsesse Mary kunstsamlingen i Alte Nationalgalerie, Berlins rådhus, en meget omtalt kunstudstilling på Hamburger Bahnhof, kunstneren Olafur Eliasson samt den arkitekttegnede danske ambassade.
Overalt beskyttet af en rullende vold af politi og sikkerhedsfolk.
Især Hamburger Bahnhof krævede det ypperste af planlæggerne, der skulle sørge for, at parret ikke på nogen måde blev set foran de mange skal vi sige grænseoverskridende kunstværker.
Det kunne sandelig være en køn én, hvis Frederik og Mary blev fotograferet ved Paul McCartheys Appel Heads æblehovederne med de overdimensionerede kønsorganer...
»Berlin er helt vild med Mary,« hævdede Bild Zeitung mandag morgen, konkurrenterne fra Berliner Kurier og B.Z. våsede om kærlighedsferie og snarlig graviditet. Alle havde de paparazzi-fotos fra den private og hemmeligholdte del af udflugten til Berlin, men bare rolig; man kunne ikke se skyggen af skandale.
Gæsterne fra Danmark og de tyske myndigheder må have frygtet det værste, men selvom de tyske aviser på forhånd havde aftrykt det fulde program, og pladsen foran Berlins rådhus var sikret med hegn, holdt antallet af nysgerrige sig samlet set på nogle få hundrede dobbelt så mange, hvis man medregner pressens repræsentanter. Det var trods alt både arbejdsdag og gråvejr.
For den ukyndige hofreporter lignede dette en umulig opgave.
Hvad var der egentlig at skrive om, når nu Nina Hagen havde lagt sig syg og HKH var så tavs som æg?
»Han bliver jo gråhåret,« nåede jeg at tænke på ambassaden, da han gled forbi med ryggen til. »Han burde måske tale med Schröder.«
Og så var det ham muskelmanden stillede sig op, så det var umuligt at se mere. Jeg mener; det var vores opgave at berette, men hvad skriver man om en ryg i blå blazer? Efterhånden som den detaljefri forestilling skred frem, kunne jeg kun beundre mine kolleger, der uge for uge må kæmpe med at få denne fæstning til at fremstå folkenær.
Alt beror på en opgavefordeling mellem kongehusene. Hos englænderne er de tillukkede, hæmmede og forstyrrede, mens danskerne bedriver et cykelmonarki. Har man vedtaget.
I virkeligheden er det præcis omvendt: Når Charles og Di havde problemer, udlevede de dem i den bedste sendetid og deres søn smak forleden en fotograf én på tuden. Alt andet end tillukket og hæmmet.
Hos os i Norden er det sværere at være så åben. En tid var prins Joachim godt nok ret folkenær, men det er slut nu. Når alt kommer til alt er det pressens opgave at holde liv i kongehusets renommé.
Hver eneste nytårsaftensdag sidder hofreportere klar foran tv for at afæske dronningen en markant holdning, men efter at hun for 20 år siden påtalte danskernes små dumsmarte bemærkninger svandt hendes lyst til at tale direkte til folket.
Nu til dags må hofreporterne virkelig anstrenge sig for at fortolke en sætning, der egner sig som provokerende overskrift. En sjælden gang går pressen sikkert af ren kedsomhed over stregen og offentliggør nogle ganske uofficielle billeder, men så skrider gode borgere heldigvis ind med vrede grynt, og så er sjuften fra Aller kaldt til orden.
Hvor flink pressen egentlig er, så man i Berlin. På forhånd var pressen på det bestemteste blevet opfordret til at undlade alle forsøg på at få en kommentar fra tronfølgerparret. Ingen spørgsmål, ingen tilråb. Tak.
Alligevel lykkedes det helt mirakuløst for både Bild og B.Z. at fremtvinge et par kommentarer, som i betragtning af taleforbuddet muligvis må være opfundet til lejligheden, påfaldende er i hvertfald deres harmløshed:
»Vi har siddet en halv time i en (tv-tårnets) drejende kugle og drukket cacao imens,« sagde Mary således til Bild.
I betragtning af hvilke ligrøvere skandaleavisen har på sin lønningsliste, er det sandelig et tamt resultat at vende hjem med. Men det er formentlig langt mere end virkeligheden bød på, altså et falsum.
Vigtigst er det, at ordene ikke kan fornærme den angivelige ophavskvinde. Herregud, selvom de skulle være opfundet til lejligheden, kan Mary leve med dem, for hun kunne have sagt dem, hvis nogen havde fået lov at spørge.
Naturligvis er det forkasteligt, når journalister finder på citaterne selv ingen tvivl om det. Når det alligevel skete, er det udtryk for både velvilje og desperation: Grænseløs velvilje overfor det folkenære tronfølgerpar og desperation over, at de ikke ville sige noget.
Læserne forventer jo det folkenære, og hvis virkeligheden ikke stemmer helt, må vi hjælpe til.
Det er pressens ansvar.
