Læsetid: 2 min.

Prisboom skaber ulighed

Boom i ejendomspriser har skabt den største omfordeling mellem generationer siden Anden Verdenskrig. Fast ejendom er den bedste investering, viser beregninger
17. november 2004

Det skæve Danmark
Hvis målet med investeringer af formuen er at få det størst mulige afkast, skal pengene hverken sættes i værdipapirer eller anden opsparing. De skal sættes i fast ejendom. Allerhelst i ejerlejligheder i de store byer.
Det viser beregninger foretaget af BRFkredit for Information.
En ejerlejlighed købt i begyndelsen af 90’erne og solgt i 2004 gav et samlet afkast på mellem 125 og 128 procent – selv, når der er taget hensyn til boligskatter og udgifter til stat og ejendomsmægler i forbindelse med køb af ejerlejligheden. Også hvis ejerlejligheden er anskaffet så sent som i 1998 giver det samlet det højeste afkast.
»Overordnet set viser analysen, at fast ejendom inden for de sidste ti år har været et bedre investeringsobjekt end værdipapirer og anden opsparing,« siger cheføkonom
i BRFkredit Jens Christian Nielsen.
Men det, der har været en lang økonomisk optur for boligejerne, har konsekvenser for dem, der ikke har evnet at komme med på boligbølgen.

Øget ulighed
Økonom i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, Martin Windelin, beskæftiger sig med de fordelingsmæssige konsekvenser af boligprisernes himmelflugt:
»Den omfordeling, der er sket mellem forskellige socialgrupper og generationer som konsekvens af boligpris- udviklingen er den største siden Anden Verdenskrig. Der er sket en kæmpe overflytning af midler fra de unge generationer, der har skullet ind på boligmarkedet gennem de seneste år til de ældre generationer, der har i forvejen. Derudover er afstanden mellem ejere og lejere ogsåvokset markant i den periode og har bidraget til en øget ulighed i samfundet,« siger Martin Windelin.
Også Socialforskningsinstituttet (SFI) peger i rapporten »Fordeling af Velfærd i Danmark« på, at stigningen af uligheden i Danmark siden 1992 primært skyldes boligpriserne.
»Stigningen skyldes først og fremmest væksten i huspriserne, der har givet anledning til en højere lejeværdi og dermed en større vækst i indkomsterne hos boligejere, som generelt har en højere indkomst end lejere. Den stigende ulighed skyldes derfor i mindre grad udviklingen i indkomstforskelle på arbejdsmarkedet eller omfordelingen via skatter og indkomstoverførelser,« konkluderer forskningsleder Jens Bonke i rapporten.
Cheføkonom i BRFkredit Jens Christian Nielsen forklarer, at resultatet af BRF’s beregninger faktisk bryder med en god tommelfingerregel om, at aktier har større afkast end fast ejendom.
»Risiciene ved f.eks. aktier er højere end investering i fast ejendom, og derfor bør afkastet på længere sigt også være højere på aktier end ejerlejligheder, villaer og fritidshuse. De sidste ti års erfaring understreger imidlertid, at teori ikke altid følges op af praksis,« siger Jens Christian Nielsen.
Men de sidste ti års himmelflugt af priserne på fast ejendom er ikke skabt ud af ingenting, understreger Jens Christian Nielsen.
»De høje afkast dækker over et reelt boligbehov, specielt i universitetsbyerne. Set over de sidste 5-10 år har der været en massiv befolkningstilvækst især til hovedstaden og Århus, der har presset prisen op på specielt ejerlejligheder – ganske enkelt for at få tag over hovedet,« siger Jens Christian Nielsen.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her