Læsetid: 3 min.

Red Barnet: Afskaf starthjælpen

En ny undersøgelse over børns fattigdom i Danmark viser, at markant flere indvandrerbørn lever i fattige familier. Red Barnet vil have starthjælpen afskaffet
23. november 2004

Markant flere indvandrerbørn lever i fattigdom end danske børn. Mens kun seks procent af de danske børn rammes af relativ fattigdom, er det 30 procent af indvandrerbørnene, der risikerer at leve i en økonomisk belastet familie.
Det fremgår af en ny undersøgelse, som Red Barnet netop har udgivet i samarbejde med Socialforskningsinstituttet (SFI).
På baggrund af de store forskelle mellem danske børn og indvandrerbørn, opfordrer Red Barnet til, at starthjælpen afskaffes.
»Enhver kan regne ud, at starthjælpen må spille ind på, at langt flere børn med indvandrerbaggrund rammes af fattigdom. Der har været et politisk ønske om at indføre starthjælpen, men det betyder altså, at flere børn rammes af fattigdom,« siger programchef i Red Barnet, Niels Hjortdal.

Det skorter på oplevelser
I alt 90.ooo børn i Danmark oplevede i 2002 at befinde sig under EU’s fattigdomsgrænser, der er sat til, at en familie har 60 procent af, hvad en normalfamilie har. Det svarer til, at en enlig forsørger har 9.800 eller mindre om måneden efter skat.
Af en årgang født i 1985 har godt 20 procent i løbet af deres barndom oplevet at leve under EU’s fattigdomsgrænse i to år eller mere. Det svarer til at 250.000 af de i alt 1,2 millioner børn i Danmark har oplevet fattigdom eller kommer til det.
Som noget nyt har Red Barnet og SFI også undersøgt, hvordan børn i Danmark selv oplever at have mindre end deres kammerater.
I alt 19 børn har fortalt om, hvordan de oplever den økonomiske knaphed.
»De interviewede familier har tøj og tag over hovedet, men børnene føler sig anderledes og lider afsagn på en række områder,« siger forsker Dorthe Agerlund Sloth fra Socialforskningsinstituttet.
På grund af familiens trængte økonomiske vilkår er børnene ofte forhindret i at deltage i fritidsaktiviteter, som fodbold og svømning. Ferierejser er nærmest udelukket og der kan være flere år imellem, at trængte familier kommer på udflugt til stranden, skoven eller i Tivoli. Alene udgiften til bus eller tog kan afholde fattige familier fra at tage afsted.
Programchef i Red Barnet, Niels Hjortdal opfordrer til, at politikerne forholder sig til spørgsmålet. Helt konkret foreslår Red Barnet, at der tilføres ekstra midler til daginstitutioner i områder med høj børnefattigdom, så fattige børn får mulighed for at få de samme oplevelser som andre børn. Det kan handle om, at kommunen giver tilskud til kontingentet i fodboldklubben eller, at der gives hjælp til at købe klippekort.
Og så skal politikerne generelt være mere opmærksomme på, hvad ny lovgivning betyder for børns fattigdom, og der efterlyses større viden om, hvad fattigdom betyder for børn.
»Det er ikke bare et spørgsmål om, at børnene skal have flere oplevelser. Det handler om deres udvikling. Man går ikke bare til fodbold, fordi det er morsomt, men fordi man får kammerater. Man udvikler sig både sprogligt og socialt ved at deltage i fritidsaktiviteter,« siger han.

Ledighed avler fattige børn
En af de væsentligste årsager til at børn oplever fattigdom, er ledighed blandt forældrene. Det fremgår blandt andet, at kommuner med en lav ledighed har færre fattige børn. Kommuner som Ølstykke, Allerød og Ballerup har relativt få fattige, mens Tranekjær, Nakskov og Rødby har flere fattige familier.
Fra 2001 til 2002 har et mindre fald i ledigheden blandt indvandrere fra 12,7 procent til 11,5 også betydet, at der er sket et fald i antallet af indvandrerbørn, som er fattige. Fra 2002 til 2001 faldt antallet af implicit fattige indvandrerbørn fra 26,2 til 21,5 procent. Implicit fattigdom dækker over børn, der har forældre, som har mindre end kontanthjælp. Til sammenligning var det kun 6,7 procent af de danske børn, hvis forældre havde mindre end kontanthjælp.
Lever børnene kun sammen med den ene forælder, har de også en væsentlig større risiko for at blive ramt af fattigdom. Mellem 20 og 39 procent af de fattige børn har enlige forsørgere, mens det er mellem 13 og 15 procent af de ikke-fattige børn, der har en enlig far eller mor.

FAKTA
Børn i fattigdom
Fakta om børn, der lever under EU's fattigdomsgrænse:

*I 2002 levede 90.700 børn under EU's fattigdomsgrænse. Det er lidt flere end året før.
*Af en årgang født i 1985 vil 66,2 procent sandsynligvis aldrig komme i berøring med fattigdom. (794.000 børn)
*12,8 procent vil opleve fattigdom i et år. (153.000 børn)
*20,9 procent vil opleve fattigdom i to år eller derover. (250.000 børn)
*Ifølge EU's fattigdomsgrænse er en familie fattig, hvis den har en disponibel indkomst på under 60 procent af medianindkomsten.

Kilde: Red Barnet og Socialforskningsinstituttet

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her