Læsetid: 3 min.

En resignation rigere

Psykoanalysens berømteste trekant som kultiveret forelæsning på Det. Kgl. Teater
15. november 2004

Barn ? – Snart
Køn ? – Han
Skilsmisse ? – Nej !
Jungs kone er højgravid, hun ønsker brændende at kunne give sin mand en søn – den søn, alle mænd siges at ønske sig – og hun afviser kategorisk skilsmisse. Når de fleste teatertilskuere kan svare på Jungs famøse associationsprøve lige så hurtigt som dens fødselshjælper i øjeblikket Sabine S. er psykoanalysens dåseåbnere virkeligt blevet allemandseje.
Men Sabine Spielrein – tjek lige det navn i sammenhæng med at Jung stædigt afviser tilfældigheder, og at historiens omdrejningspunkt er hans egen løgn – er først sent blevet trukket frem i lyset. Af feminister for at vippe wienerskolens tidlige mandsherredømme af pinden og hænge Jungs mangel på professionel etik ud, af kunstnere og historikere af indlysende grunde. Hampton, der før har beskæftiget sig med kortvarige, men langtrækkende forbindelser, f.eks. i Solformørkelse, der dvæler ved Rimbaud-Verlaine besættelsen, centrerer sig om hendes rolle som katalysator i Freud-Jung relationens nedblomstring.
Desuden er der heltindestof i den stærke dame, der begyndte som møbelkastende patient med favoritdiagnosen ’hysteriker’ hos Jung, hurtigt blev medicinstuderende og erklæret rask samt den gifte borgermand Jungs fordækte elskerinde. Og derefter talentfuld analytiker med egne, stadigt anerkendte teoriarbejder og følelsesmæssigt frigjort fra Jung, til hans elendighedsblandede forundring – i hvert fald på scenen. På trods af replikken »vores arbejde består i at hjælpe vore patienter til at klare friheden«.

En psykoanalyse værd
Scenografien langskærer scenerummet med sindets motorveje, hvorfra Jung kan trække ind på hvilesporet, stige ud og spejde i horisonten efter et fixpunkt. En enkel og funktionel transponering af et filmmanus (som The talking cure oprindeligt er) til scenebrug; med sparsomme rekvisitter fokuseres opsætningen på dialog og de relationer, hvis forskydning driver stykket.
Som en Klimt-najade rejser Helle Fagralid gennem Sabine, afneurotiserer det lille stykke troldtøj, der tér sig selvbevidst på klinikken og vokser i mødet med barndomskonfrontationen, kærligheden og ikke mindst den eksistentielle blindgyde, bindingen til den ufri Jung repræsenterer. Parallelt modnes Ole Lemmekes Jung-portræt – med fine glimt af terapeutens små belønninger undervejs i forløbet og den erotiske betagelse – til den mere erfarne professionelle, nu med kaos på de private linier, og stor ægthed i splittelsen og utilpasheden ved uærligheden. Faderfiguren Freud fremstiller Kurt Ravn hårfint ironisk med gammeltestamentligt gudspræg parret med et vid så tørt, at selvantændelsen truer. Stilfærdigt morsomt, men osse en anelse ved siden af resten af opsætningen. Indirekte dog med dén pointe, at hans tilrettevisning af Jung svider så meget des mere. Få kunne som Puk Scharbau redde den altid-gravide fru Jung, der truer med at blive en vittighed som figur – Scharbau gør det med karismatisk feminin varme og intellektuel interesse i sin mands arbejde. Man aner det historiske vendepunkt hun udgør emancipatorisk – en tilfældighed kunne også have bragt hende på universitetet i stedet for på barnevagten.
I al denne højborgerlige wiener-pænhed, indtaget på Ny Scenes plydsstole, kommer anarkisten Otto Gross, genfødt i Nicolai Hamilton Dahl, som tiltrængt sprængstof. Hvor bliver der plads til kunstnerne, de a-konforme og utilpassede i psykoanalysens demonterende ordensdille ? Ingen steder. Desværre kommer Hamilton Dahl og galskaben ikke igen (Gross forsumpede til døde som 33-årig) og Hampton taber spændingsbuen, da udgangstonen, Jungs resignation, trækkes i langdrag – antiklimaks er en svær sortie, som end ikke Emmet Feigenbergs kompetente empatisk-psykologiske og vidende instruktion kan løfte.
Tilsammen én af de mærkelige og ’uretfærdige’ opsætninger, hvor helheden bliver mindre end summen af de kvalificerede enkeltdele. Måske en psykoanalyse værd.

*Sabina S. af Christopher Hampton. Ovs.af Jesper Kjær. Instr.: Emmet Feigenberg. Scen.: Karin Betz. Lysdesign: Edward Pierce. DKT, Stærekassen t. 8.april.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu