Læsetid: 4 min.

Man sætter vel pris på kunst

Penge og kunst må selvfølgelig ikke have noget med hinanden at gøre. Men den slags kan ordnes
19. november 2004

Kunstgrebet
Da der sidste lørdag var fernisering på de hippe gallerier i Rue Louise-Weiss i Paris, kunne den opmærksomme iagttager konstatere, at galleriejer Emmanuel Perrotin, befandt sig i en tilstand, der lignede eufori. Voldsomt gebærdende, med blåligt, let champagneoppustet ansigt og et saligt smil forsøgte han at overbevise en minkklædt dame med Paul Smidtklædt mand om de dybere grunde til at investere i en upcomming japansk kunstnerindes pastelskilderi.
Mandag kunne man så i Le Monde læse om den egentlige årsag til det salige smil. Et par dage før var et kunstværk, som Perrotin for blot fem år siden var med til at producere og dengang solgte for 80.000 dollars, blevet solgt på auktion i New York for tre millioner dollars. En forrentning på over 100 procent om året, må siges at ligge absolut i den pæne ende. Hvor meget, der falder af til Perrotin af de tre millioner, står hen i det uvisse. Men hvad der falder af i goodwill og kontanter fra pelsklædte damer er nok heller ikke at kimse af.
Eksemplet hentes i denne forbindelse frem, fordi der synes at herske et puritansk, for ikke at sige hamrende naivt forhold mellem penge og kunst. De må i al fald ikke røre hinanden sådan helt direkte pengene og kunsten. Så snart kunstnere direkte har med »kapitalen« at gøre, er det i Danmark, men såmænd også i Frankrig mistænkeligt. Så sent som i sidste uge, måtte emnet da også kommenteres, da der blev uddelt en dansk litteraturpris, der ikke kun satte ære og institution, men også en pæn bunke kontanter på et forfatterskab. »Det er en udfordring for kunsten. For hvor går grænsen? Og hvad stiller man op som kunstner?« spurgte forfatteren Kirsten Thorup. Hun havde ikke overvejet at sige fra, kunne man læse her i avisen (og hvorfor var det nu også lige, at hun skulle det?), »så hvor går hendes grænse så?« »Det har jeg ikke gjort op med mig selv. Det ved man først i det konkrete tilfælde«.
Tilsyneladende behøver kunstnere ikke at gøre sig nær så mange spekulationer om pengespekulationerne, når de lader det hele foregå med mellemmand, et forlag eller en galleriejer for eksempel. Så er kunstnerne lykkeligt fri for, at nysgerrige journalister kommer efter dem med spørgsmål om dårlig samvittighed, som det er tilfældet, hver eneste gang kunstnere arbejder direkte sammen med virksomheder. Bankerne i Danmark er jo klistret til med kunst, uden at nogen har sagt så meget som: nå! Til gengæld er Anglifabrikkernes kunstmæcenvirsomhed i Herning det klassiske eksempel på, hvorledes moralen altid kommer op af stolen i en løjerlig lutheranskmarxistisk hybrid når kunst og industri går i direkte clinch. Som det da også har da også været tilfældet for andre, der har forsøgt at blande privat erhvervsliv og kunst. Så lugter det af penge.
Nej, lad os få rene varer for pengene. Nå nej, rene penge, nå nej, ren kunst. Det er her Perrotins kunstproduktion så raffineret på en og samme gang holder tingene adskilt og samlet. Som Harry Bellet skriver det i Le Monde var sidste uges salg et skoleeksempel på, hvordan kunstmarkedet fungerer i disse tider.
Skulpturen af den italienske kunstner Maurizio Cattelans La Nona Ora – der er fra 1999, forestiller den nuværende pave, ramt af en meteor. Titlen »den niende time« henviser til den time, hvor Jesus døde. Det er da et rent, ja, nærmest klassisk provokativt værk, man på ingen måde kan have mistanke om, har med penge at gøre. Der findes to eksemplarer af skulpturen. I 1999 blev det ene eksemplar udstillet i Kunsthallen i Basel (ren kunst) og året efter var den anden at finde på den bevidst skandalesøgende udstilling Apocalypse i London (ren kunst).

Masser af omtale, men skandalerne udeblev, måske fordi både de calvinistiske schweizere og de anglikanske englændere var lidt ligeglade med paven. Først da den segnede pave blev hentet til Polen, kom der rav i den. En tidligere tv-stjerne med højreekstremistiske tendenser vandaliserede værket med støvleslag, museumsinspektøren blev fyret, og skulpturen blev verdenskendt.
Så var tidspunktet kommet til at sælge paven videre på Christies i New York, hvor man nok havde håbet på en voldsom reaktion fra byens borgmester. Den udeblev, til gengæld annonceredes det, at skulpturen ville blive vist på Biennalen i Venedig. Prisen tidobledes. To år efter ser det endnu bedre ud. Dagen før salget i sidste uge, pumpede Christie to andre Cattelanskulpturer op til rekordpriser.
Paven var det dog Phillips De Pury & Compagny, der solgte. Den lille krølle på halen er så, at den anden pave ejes af François Pinault. Og han ejer også Christies...
Det gode ved det hele er, at der jo overhovedet ikke, for hvem der nu har lyst til at se sådan på det, kan være tvivl om, at det er den rene kunstneriske værdi, der i dag er tre millioner dollars værd.
Det forlyder, at kunstneren ikke selv aner, hvad han skal stille op med de priser, hans værker nu forventes at leve op til. Perrotin til gengæld mønstrede i lørdags et saligt smil og en ikke ringe salgsoverbevisning.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her