Læsetid: 4 min.

Simones dilemma

22. november 2004

Forsiden af Informations weekendudgave var prydet af to kvindelige politikere: Socialdemokraten Lene Bro i ternede hotpants foran Folketingets talerstol i 1969 og den konservative Lene Espersen henslængt på en bilkøler foran Folketingets trappe i 1999. Billedet af Lene Bro gik den gang verden rundt med teksten:
»Jeg betragter Folketinget som en arbejdsplads og arbejder bedst i behageligt tøj,« sagde hun – i en tid, hvor miniskørter og hotpants var unge kvinders tegn for frigjorthed og oprør mod 50’ernes svungne, korselettæmmede husmoderkurver.
I slutningen af 60’erne var politik stadig et udpræget mandeanliggende, andelen af kvinder i landets parlament svuppede rundt omkring de 10 procent, og Lene Bro bandt en løkke til sit politiske selvmord ved at vise sine flotte ben i lakstøvler i Billedbladet.
30 år senere bragte Information forsidebilledet med den konservative kølerfigurs flotte barm i centrum. Billedet illustrerede en artikel om, at Lene Espersen var blevet politisk ordfører for et splittet parti – i en tid, hvor unge, modebevidste kvinder fremhævede deres bryster som selvbevidst krydderi på begavelse og handlekraft, og som oprør mod 80’ernes maskulinisering af kvindedragten med skulderbredder, der gjorde det vanskeligt at forcere en almindelig dør.
Lene Espersen spændte ikke ben for sig selv, men øgenavnet ’den talende kavalergang’ – opfundet af Ekstrabladets tv-anmelder – blev hængende, også efter hendes udnævnelse til justitsminister.

Mellem billederne af de to Lene’r lå tre årtiers indryk af kvinder på Christiansborg. Ingen undrer sig længere over kvindelige ministre, gruppeformænd og partiledere, og Folketingets kvinder føler sig ligeværdigt behandlet af Folketingets mænd.
Alligevel er der forskel på de usynlige, mentale præmisser, som mænd og kvinder arbejder på i det offentlige rum. Billederne af Lene Bros korte bukser og Lene Espersens nedringede kjole indgår i rækken af historier om kvinder, der ’bruger deres køn’ til at komme til tops – underforstået, at de er fagligt inkompetente.
Tilsvarende fortællinger om mænds brug af deres køn findes ikke – udsagn a lá »NN blev udelukkende udnævnt, fordi han er en mand« indgår aldrig i politiske analyser, selv om det er en ret oplagt forklaring på inkompetente mænds magtfulde positioner.
I en ny bog Håndtasken, Heksen og de bløjede blondiner, omtalt i weekendens Information, fortæller en række kvindelige folketingspolitikere om offentlighedens særlige opmærksomhed på deres køn.
En kvindelig læge anbefalede eksempelvis Lene Espersen at anskaffe sig en hund i stedet for børn, hvis hun ville være minister. Underforstået, at moderskab og politiske ambitioner er uforeneligt.
Forhenværende finansminister Pia Gjellerup blev derimod spurgt »Hvorfor bor du stadig hjemme sammen med din mor og søster i stedet for at få mand og børn?« – underforstået, at politikeren udviste en mistænkeligt ukvindelig adfærd.
Journalister har tilladt sig at udfritte Enhedslistens Jette Gottlieb om, hvorfor hun aldrig går i kjole, og om hun er lesbisk. Underforstået, at Gottliebs ringe interesse i sit udseende er mindst lige så foruroligende som at fremvise lår og kavalergang.
I dember 2003 vovede BT denne karakteristik af Kristendemokraternes leder: »For ikke så længe siden lignede Karlsmose en hengemt leverpostej. Grå, kedelig og helt uspiselig for mange vælgere. Så lod hun sig style efter alle kunstens regler. Smart hår. Makeup. Trendy tøj. Okay, Helena Christensen kan stadig sove roligt om natten, men Marianne Karlsmose ligner ikke mere noget, hvor datoen er løbet ud.« Selv fortæller Karlsmose, at hun kun nødtvungent er begyndt at bruge så meget tid på sit udseende – det er en pris, hun må betale for at være med i et politisk liv, hvor medierne er så fokuserede på kvindernes udseende.

PÅ forskellige måder gennemlever politikerne det dilemma, som ingen har beskrevet bedre end Simone de Beauvoir gjorde i Det andet køn fra 1949:
»At opgive sin kvindelighed er at opgive en del af sin menneskelighed. Kvindehadere har ofte bebrejdet intellektuelle kvinder, at de ’forsømmer sig selv’, men de har også præket for dem, at hvis I vil være ligestillet med os, må I holde op med at male jer i ansigtet og lakere jeres negle. Det er et meningsløst råd. Netop fordi opfattelsen af, hvad der er kvindeligt, fastlægges kunstigt af sædvanerne og moden, påtvinger den sig alle kvinder udefra.«
»Udtrykket for kvindelighed ændrer sig. Men det ændrer intet ved det grundlæggende i spørgsmålet, at det ikke står den enkelte frit for, at omforme kvindeligheden efter sit eget forgodtbefindende. Den kvinde, der ikke retter sig efter den, devaluerer sig selv seksuelt og følgelig også socialt, eftersom samfundet har optaget de seksuelle værdier i sig.« Dette citat burde være obligatorisk læsning for enhver journalist, der beskæftiger sig med politikere – og så burde unge kvindelige politikere holde op med at lade sig pikant fotografere kun iført badebold eller boksehandsker.

fris

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu