Læsetid: 2 min.

Skørbug med skønsang

Sejer Andersen lægger koldbrandskrop til smukt dødsdigt over Vitus Bering
4. november 2004

Teater
Koldbranden har taget benene – og skørbugen har taget resten. Så når han sidder der, nedgravet i sit hul på stranden for at holde varmen, har han kun stjernerne at snakke til. Og så blårævene, der håber på at finde rigtige lig og ikke bare halvdøde…
Det pinefulde, dødbringende forrådnelse, der overgik den danske søfarer og opdagelsesrejsende Vitus Bering i 1741, er udgangspunktet for Gregers Dirckinck-Holmfelds dramatiske solo Og her ligger man så som en anden idiot…. Skuespilleren Sejer Andersen spiller den 60-årige Vitus Bering i en forrygende, selvbestaltet turnéforestilling – med dødningehænder og frostsprængte kinder og mandemavekramper med hærdet machosmerte i mundvigene. Han dukker op af det tilsneede sand med sin vrede overkrop og med sin angst; her hjælper selv en ulveskindspels ikke mod dødsblæsten.

Magisk musik
Den indre storm blander sig med lyden af Bo Holtens magiske musik – en slags dødsmesse udsat for badebroserindringer og ’Jeg har fanget mig en myg’... Tonerne følger Berings mareridt og hans ønskedrømme. Han finder stjernetegnene, ét for ét, mens kvindestemmerne finder tonerne, én for én i små glade åh’er. Indtil mændene basser ind med mørkere mælkeveje i tonarter længere borte.

Jordnære ord
Det er en sjældent smuk fusion af toner og ord – op mod Lin Utzons råskitser af en udmarvet Bering. Mærkeligt nok er dødskvalen også meget beroligende. Og Musica Fictas ni sangere synger med en engleagtig renhed og vægtløshed, som lægger sig beskyttende over Sejer Andersens nedgravede desperation.
Hvad skal man kalde det? Et musikalsk dødsdigt måske. Men i hvert fald en medrivende og poetisk skønsang i internationalt format over en af Danmarkshistoriens mest hårdføre mænd. Denne Bering udspyder da også både jordnære ord om at være bange og politiske hånord om zarens sindssyge. Og så hvisker han blide ord om sin Anna…
Fra sin egen ø ved verdens ende drømmer han sig tilbage til hende og til kirkeklokkerne ved Horsens Fjord. Men som verdensbetvingeren indrømmer om Alrø og Hjarnø derude i horisonten: »Så langt har jeg aldrig været ude.«

*’Og her ligger man så som en anden idiot…’ af Gregers-Dirckinck-Holmfeld. Komponist og dirigent: Bo Holten. Kor: Musica Ficta. Scenisk koncept og skuespiller: Sejer Andersen. Personinstruktion: Thomas Bendixen. Set i Lyngby Kulturhus. På turné. www.sejerandersen.dk

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her