Læsetid: 9 min.

’Jeg har skrevet hvad jeg kunne huske’

Med sit tredje erindringsbind, Noget Nær, bevæger Hans Edvard Nørregaard-Nielsen sig så højt op mod nutiden, som han har tænkt sig at komme på skrift. Men han er ikke færdig med at revse sin samtid
8. november 2004

Interview
Karen Blixen sagde engang, at hun aldrig havde forstået et landskab uden først at have fået det tolket af en stor kunstner. Hans Edvard Nørregaard-Nielsen er selv kunsthistoriker, men når man læser hans erindringsbøger, Mands Minde, Riber Ret og nu Noget Nær, der udkom i fredags, slår det én, at det er sangene og salmerne, der fortolker naturen for ham.
»Det er rigtig nok det med at få et landskab fortolket. Når folk går i land på Saltholm, udbryder de næsten automatisk ’det er jo en Phillipsen’! Men hvad angår sangene, hænger det sammen med, at jeg altid har holdt meget af genkendeligheden, af at hjemstavnen er kær og nær – jeg bliver ikke glad, hvis nogen gør nar ad Jeppe Aakjær.«
»Første gang jeg så Nolde-museet, var det også med den samme fornemmelse af at indgå med instinktet, som sangene formidler.«

Sandt og falsk
– Du mener, verden er blevet ringere. Nogle vil sige, at sådan har alle ældre generationer det, men du synes at mene det mere uskrømtet end de fleste?
»Det væsentligste for mig er, at ting er det, de giver sig ud for at være. Det var de i min barndom. Når man stod og så på en havremark med toogtyve fold, så stod man med en rig, fed fornemmelse af, at jorden gav sæden igen toogtyve gange. Nu kan man høste fyrre fold, men det er hentet frem ved misbrug. Fra grundvandet til ozonlaget er det noget svineri. Min glæde ved som barn at isolere mig selv en morgenstund og gå i engen var, at det vand, der trængte op mellem tæerne var rent vand.«
– Tænkte du på det den gang?
»Næh, for det var en selvfølge! Men nu om dage giver ting sig ud for noget andet, end de er. ’Håndplukkede ærter’, læser man, og tænker, ’hvordan fanden skulle de ellers få dem plukket?’ Jeg har noget mod dårlig mad, men jeg synes også fin mad, der gør sig til med den slags falske detaljeringer, er noget svineri.«
»Og hvis mosekonens bryg stiger op fra et giftdepot, så generer det mig. Hvis det, man oplever, er løgn, duer det ikke mere.«

Noget der rører ved én
»For min skyld kunne man rive domkirken i Ribe ned og så korn i stedet, hvis det virkelig var til gavn for mennesker, men det er det jo ikke. Vi bliver rigere og rigere, vi lever alle i et vældigt, overflødigt forbrug – som jeg er selv er en glad deltager i! En bonderøv som mig kigger efterhånden nøje på, hvad det er for en rødvin, jeg drikker – men vi føler en skyld og en afmagt, som vi har til fælles. Når jeg siger det, bliver folk virkelig aggressive, det er krænkende, sagde en pæn og ordentlig mand til mig, for han ved heller ikke, ligesom jeg ikke ved, hvad vi skal gøre.«
»Men jeg bliver ikke fodret så rigeligt, som jeg bliver, for at sidde stille og ikke kritisere.«
»Det, man trænger så forfærdeligt til, er noget, der er større end én selv, og når jeg beklager mig over forfaldet, er det også ud fra en følelse af, at hvis der ikke er noget, der er større end mig, så giver jeg ikke meget for resten.«
– Hvad er gået galt? Tidligere tiders armod længes ingen vel tilbage til?
»Jeg skelner mellem fattigdom og armod. Hvis en tarvelig person svigter min tillid, så kalder jeg ham en armodig person. Armod er værre end fattigdom. I min barndom var vi fattige, men vi var ikke armodige. Der var glæden ved at findes, at samles om noget, der strakte sig lige fra kristendommen til Aakjærs sange. Man blev rørt ved, og er det ikke det, man har allermest brug for som person?«
»Nu er så meget tit det samme, man kommer i selskaber, hvor ikke en konstellation er uprøvet, og man går uberørt derfra. Men ind imellem sker der dog noget, så man bliver løftet, fordi noget virkede ubrugt og rørte ved noget, og så er der da stadig noget ubrugt i én selv.«

Nærved og næsten
– Er der noget moderne arkitektur, du synes er pænt?
»Arkitekturen er jo vores væsentligste visitkort til fremtiden. I arkitektkonkurrencer har jeg altid forsøgt at få nogle knortede bygninger med nærvær og karakter igennem. Alt det, der er bygget langs havnen, ser da meget pænt ud, men det er på en eller anden måde harmløst og facilt, hvor det lige så godt kunne have haft karakter. Hvis man skal gå ned i knæ og se gennem et hul for at få et glimt af vandet, så gider jeg ikke være med mere.«
»Det meste af det, der har gode bestræbelser, forbliver nærved og næsten, hvilket hænger sammen med små intriger og forfængelighed.«

Bedraget
– I begyndelsen af bogen skriver du, at »der er et sted et bedrag, som har splittet mange i min generation op i to halve liv, og det bliver – uden at der behøver at være noget galt med halvdelene – ikke nødvendigvis til et helt liv.« Hvad er det for et bedrag, du tænker på?
»Hvis der er noget, jeg er utilfreds med, tager jeg fat på mig selv som eksempel. Og siger: ’Du har fået præcis det menneske, du ønskede dig at leve sammen med, alting flaskede sig for dig, tyksak, og så løber man alligevel hver til sit.«
»Det er ligesom, når man laver mad af alle de fineste råvarer. Man skal gøre noget forkert, hvis det ikke skal blive godt. Og at man stiller op til noget, som kun kan blive godt, hvis man gør det godt, og det så ikke lykkes, deri ligger bedraget. Ingen har lovet dig noget. Du har hørt, at kærligheden ikke søger sit eget, men har vi ikke alle søgt vores eget? Det er vores generations del af arvesynden.«
– I kærlighed og i forbrug?
»Vi er alle skyldige, det er knap nok Bushs skyld. Vi har alle kastet os ud i et overforbrug, ingen vover at standse, det er nærmest oparbejdet af en kollektiv stemning.«
»Jeg ville ønske, der var en politiker, der ville sige fra, men det er vist ikke sket siden Poul Møller. William Faulkner siger det så præcis, at ’en gentleman er altid skyldig, med mindre han udtrykkelig har meldt fra’.«
– Og du forsøger udtrykkeligt at melde fra og sige: Det her er forkert?
»Jeg har behovet for at melde fra – og det, jeg kan gøre, er at fastholde nogle værdier, som jeg anser for væsentlige.«
»Det egentlige glædestrålende er at være en lillebitte gnist i en stor sammenhæng, som når man hører Schubert eller Mozart, som jeg af samme grund kalder ’den kære Mozart’. De er blevet spillet fra generation til generation, hver generation har grebet musikken og bragt den videre, den skimrer som en lykketing, og det koster ingenting.«
– I begyndelsen af bogen ser det ud, som om du bor på landet, eller i det mindste har en have, du går og roder i?
»Vi bor delvis på landet, og hvis jeg skal holde min slanke skikkelse,« – Hans Edvard Nørregaard Nielsen vender flere gange under interviewet selvironisk tilbage til de pund, årene og velstanden har føjet til staturen – »så skulle sådan en husmandstype som mig i virkeligheden helst arbejde fysisk hele dagen. Jeg vil med glæde slæbe sten til et gærde, men jeg vil hellere have et nakkeskud end spille tennis!«
»Jeg tror dog, jyder er ekstra gode til at akklimatisere sig, også i København, for de knytter sig til det sted, de bor. Vi har brug for at vide, hvad der var før, på den jordbund, vi bor på,« siger Nørregaard-Nielsen og beretter om sine egne arkæologiske ekspeditioner i det indre København.
»Hver gang tjenestepigerne havde smadret suppeterrinen, så var det op i forklædet med stumperne og ned i latrinen med dem. Der ligger lag på lag af porcelæn i jorden over alt.«

Fladlus og domkirker
– Apropos akklimatisering, så var du lidt af en outsider i din tid på Information, forstår man?
»Mine venner på avisen var betænkelige. Det at være venstreorienteret var stadigvæk nyt og lidt skrøbeligt, det var vigtigt, at de rigtige personer sad på de rigtige poster. Og jeg kom jo med den jyske vind omkring mig, man vidste ikke rigtig, hvor man havde mig.«
»Men når forskellige typer med en vis agtelse for hinanden mødes, bøjer man sig mod et midtpunkt.«
»Efterhånden blev tingene mere tilspidsede. Men jeg var enormt dum. Engang gik jeg sammen med Lasse Ellegaard i Århus, og så sagde han, at derinde boede en kvinde, der havde givet ham fladlus. Dernæst kom vi til domkirken, hvis kalkmalerier jeg foreslog, vi gik ind og så, for dem havde Lasse aldrig set.«
»Så sagde han: ’Nørregaard, det er forskellen på os to: Jeg har aldrig set domkirken, selv om jeg har boet 10 år i Århus. Og du er så snotdum, at du ikke ved, hvad en fladlus er!’«
»Men jeg var jo meget forelsket og meget forlovet, så jeg havde aldrig stiftet bekendtskab med sådan én.«
»Information var og blev hjerteblod. Det var meget sværere bagefter at akklimatisere sig inden for det kunsthistoriske miljø. På Information nikkede man hinanden en skalle, og så gik man videre. Nu kom jeg i et miljø, hvor man stak hinanden med knappenåle.«

Fælles minder
»Da jeg var yngre, har jeg sikkert været irriterende, når jeg gik rundt som et omvandrende hjemstavnsmuseum, men nu, hvor jeg fylder 60 næste gang, og det, jeg kan huske, er forsvundet, begynder det måske at interessere mere.«
– Unge mennesker skal til at have historieundervisning igen. Læser unge mennesker dig?
»Min fanskare, hvis man kan tale om sådan en, er dem, jeg deler alder og erfaring med. Dem, der ligesom mig kommer fra en landsby med et lille mejeri, hvor der lugtede syrligt af mælk, mens man rendte rundt og legede med en sukkermad i hånden og der blev lavet god mad af den slags, som skulle koge i fire timer.«
»Når man kommer igennem den slags steder i dag, så er de der stadig. Men det er ligesom Ramses II stadig er der, det er længere og længere tid siden, hans verden forsvandt. Nu er det uhyggeligt at komme igennem disse småbyer, der er hvide gardiner for vinduerne, og alt er fravær.«
»Men det er ikke de unge, der kommer, når jeg holder foredrag. Jeg vil jo nødig befinde mig i en ghetto, men det er ligesom med Børge Outze, der, når man spurgte ham, hvorfor han dog modtog besøg af visse gamle nazister, svarede: »Vi har så mange minder sammen.«

Hvordan staves Brorson
Hvad angår historieundervisningen, er den absolut påkrævet, mener Hans Edvard Nørregaard-Nielsen, der eksemplificerer med en lærerinde, som hverken kendte Brorson eller kunne stave til ham.
»Der er dukket en art ’det er ikke mit bord’-mentalitet op. Tidligere, når man talte med en skolelærer, kunne man snakke om alt muligt – om Hans Schack og angrebet på Kerteminde,« siger Nørregaard-Nielsen, og demonstrerer derved eget lokalkendskab til min fødebys andel i svenskekrigene.
»Historie skal være en kontinuerlig masse, der flyder ubrudt op gennem tiden, og hvor man selv er den seneste lille klat. Jeg ved ikke, hvad jeg tror på, men jeg holder af salmerne, jeg kan lide at hvile mig i de tanker, andre har gjort om det samme.«
– Noget Nær, hedder tredje bind. Er vi så nær på nutiden, at der ikke kommer flere bind?
»Jeg bevæger mig ikke længere op i nutiden, der bliver for mange modstridende hensyn at tage, men jeg har planlagt et fjerde bind, der skal hedde Som sagt, og som netop skal handle om de ting, vi har talt om. Om det, jeg savner i nutiden, om hvad vi har mistet og vundet og den pris, vi har betalt.«
»Jeg har skrevet, hvad jeg kan huske, for jeg har ræsonneret som så, at hvis jeg skulle lave avisresearch for at huske det, var det nok ikke vigtigt.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her