Læsetid: 4 min.

Slip dog bogen fri

13. november 2004

Der har sænket sig en osteklokke over det danske bogmarked. Man har malet sig selv op i et hjørne, hvor selvmodsigelserne støder mod hinanden, og hvor ingen for alvor har et fornuftigt bud på en vej ud af den nuværende situation. Der tænkes gode tanker, bevares, rundt omkring i det danske bogmiljø, men der mangler i fatal grad kulturpolitisk vilje til forandring og vision for bogen. Og kulturpolitik er hvad det hele handler om! Det er nemlig stadig visionær kulturpolitik at sørge for, at folk i al almindelighed har nogenlunde let adgang til at læse ordentlige bøger og til en rimelig pris. Og det er stadig visionær kulturpolitik at sørge for, at folk ikke i så stærk grad flygter til andre medier end bogen, fordi den er for dyr.

I gÅrsdagens avis kunne vi fortælle historien om næste uges dom i sag om bogklub, der vil få store konsekvenser for fastprissystemet: »Køb Dorrit Willumsens ’Bruden fra Gent’ hos din lokale boghandel til 275 kroner. Eller køb nøjagtigt den samme bog gennem Gyldendals Bogklub til 169 kroner.« »Konkurrencenævnet skal nemlig tage stilling til, om Gyldendal fortsat skal have lov til at kræve, at de danske boghandlere skal sælge forlagets bøger til en fast pris samtidig med, at Gyldendal sælger nøjagtigt de samme bøger med store rabatter gennem forlagets bogklubber«. Bøgerne er med andre ord givet fri på en mærkelig måde. Bøger er noget, man låner på biblioteket, køber billigt i bogklub eller på udsalg.
Sagen er et glimrende billede på den fastlåste situation, der hersker i den danske bogverden, hvor de enkelte aktører forfølger deres umiddelbare økonomiske interesser. Man har fuldstændig tabt det perspektiv af syne, at bøger skal cirkulere frit og tilgængeligt for menigmand på et levende og mangfoldigt marked. Bogen trives ikke i lukkede cirkler og diverse klubber.

Vi har gennem lang tid bildt os ind, at det nuværende bogprissystem er godt, og at det beskytter den smalle litteratur. Ifølge Per Helge Sørensen, der er formand for Dansk Forfatterforening, kan det betyde, »at den smalle litteratur ikke længere er tilgængelig i boghandlen om to år.« Han ser fastpris-systemet som en garant for, at bogmarkedet ikke kun bliver et marked for bestsellere. Men forsvaret for det nuværende system er trukket for langt og endt i ren angst for den fremtidige udvikling. Det er, som om man nægter at tage hensyn til andre landes erfaringer med frie bogpriser. Man kan nøjes med at tage over sundet og kigge på det svenske bogmarked, der grundlæggende er kendetegnet ved stor optimisme og begejstring. Her har man frie priser – og en væsentligt lavere bogmoms end i Danmark, nemlig seks procent. Selvfølgelig finder man i de svenske boglader en masse bras, men man finder også i langt højere udstrækning de gode og såkaldt smalle bøger – i langt højere oplag og til langt lavere priser end i Danmark.

Vi har lullet os selv ind i illusionen om, at faste priser er godt for den gode litteratur. Faste priser er godt for de forlag, der tænker i gynger og karruseller, for boghandlerne, fordi det er lettere at administrere og skaber sikkerhed. Men faste bogpriser i et lille land kombineret med verdens højeste bogmoms fremmer ikke just bogens udbredelse. Og det må være det, det handler om. De nuværende fastbogpriser gør bogen til et anliggende for de velstillede. Folk har jo vænnet sig til, at nye bøger er noget sjældent og kostbart, i stedet for at den også er en brugsvare. Hvad er det for et land, hvor ikke blot studerende, men også relativt velstillede folk ikke synes, at de har råd til at købe en bog og derfor har vænnet sig af med at gøre det – bortset fra som gave ved festlige lejligheder? Er bogen ikke til glæde, berigelse og oplysning for en selv?
Hvornår har det været visionær kulturpolitik, at bogen skulle være eksklusiv og for de velhavende? Også her i weekenden vil Bogforum i København blive besøgt af en masse mennesker, som ikke køber ret mange bøger med hjem. På bogmessen i Göteborg, for nu at blive i sammenligningen med Sverige, køber folk derimod stakkevis af bøger. Og gode bøger!

Det handler dog mest af alt om visioner, kulturpolitiske visioner. Ligeså vigtig en sag som frie bogpriser er en nedsættelse af den danske bogmoms. Bøger er i dag alt for dyre. Tv er næsten gratis og aviserne er momsfritaget. Hvorfor kan det så ikke også gælde bogen? Det er helt uforståeligt, at der ikke er nogen seriøs politiker eller seriøst politisk parti, der som kernesag har nedsættelsen af den danske bogmoms. Det ville være et af de vigtigste værktøjer til at fremme bogen og læsningen. Bogen skal også være noget man spontant falder over og køber med hjem. Også på Bogforum!

/pn

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her