Læsetid: 3 min.

Spanien åbner for en million indvandrere

Flere millioner papirløse indvandrere vil udnytte ny lov om opholds- og arbejdstilladelse i Spanien, advarer konservative kritikere
6. november 2004

Spanien går imod den politi-ske hovedstrøm i Europa og satser bevidst på at sluse endnu flere udlændinge ind på det spanske arbejdsmarked.
Den socialistiske regering har meddelt, at den vil give opholds- og arbejdstilladelse til omkring en million papirløse immiganter, som opholder sig illegalt i Spanien.
Regeringen har indgået en aftale med arbejdsgiverne og fagforeningerne, der skal gøre det muligt for papirløse indvandrere – i løbet af en tre måneders amnesti-periode fra februar 2005 – at opnå opholdstilladelse. Den eneste forudsætning er en seks måneders kontrakt hos en arbejdsgiver og registreret bopæl i Spanien. Tilladelsen er gyldig i et år og kan fornyes. Efter tre års arbejdsophold skal indvandrerne kunne gøre krav på familiesammenføring.
Foreningen af marokkanske arbejdere i Spanien, ATIME, kalder det et »konstruktivt og forsonende« initiativ. I bygge-, hotel- og restaurationsbranchen og i landbruget hilser arbejdsgivere loven velkommen. De har længe presset på for at sikre en legalisering af de mange udenlandske arbejdere, der opholder sig uden papirer i Spanien.

Magnet
Ikke alle er tilfredse. Præsidenten for de equadorianske og latinamerikanske indvandrere i Spanien, Edgar Constante, er utilfreds med, at loven ikke vil blive permanent, men kun giver tre måneders amnesti til de papir-løse, der allerede er kommet ind i Spanien: »Man smider muligheden for at lave en progressiv udlændingepolitik over bord,« der kunne satse på »folkevandringer som en mulighed for udvikling,« siger Constante, der frygter, at de tre måneders amnesti til de papirløse følges op af ny »repression« og »lukkede grænser«.
Formanden for det konservative parti, Mariano Rajoy, har i skarpe vendinger kritiseret den ekstraordinære legaliseringsrunde, som den socialistiske regering vil sætte i værk. Han kalder det »et vildt forslag«, hvor Spanien lægger afstand til resten af Europa i udlændingepolitikken. Han advarede imod, at Spanien kan blive en magnet for indvandring udefra, og at »de 200.000, som ikke kan få opholdstilladelse i Frankrig vil krydse grænsen« til Spanien.
Og onsdag sagde de konservative under en debat i parlamentet, at der vil være »flere millioner irregulære indvandrere« i Spanien, inden den nye amnestilov træder i kraft.
Den socialistiske regering afviser kritikken. Arbejdsminister Jesús Caldera sagde onsdag, at »dette ikke er en proces med normalisering af immigranter,« men »en normalisering af arbejdere,» som allerede er i Spanien. Regeringen vil kun åbne op for ekstraordinær legalisering i tre måneder, og derefter bebudes skrappere foranstaltninger for at lukke grænserne for illegal indvandring.
Caldera anklagede Rajoy for at forsøge at dække over de konservatives ansvar for, at der er så mange papirløse indvandrere i landet. Da de konservative havde regeringsmagt fra 1996 til marts 2004 gennemførte de tre ekstraordinære legaliseringer, der gav flere hundrede tusinde papirløse indvandrere adgang til at få opholdstilladelse i Spanien, men de satte ikke prop i den illegale indvandring.
Efter de konservative er kommet i opposition, er de begyndt at artikulere den voksende utilfredshed i befolkningen over den voksende indvandring. 54 procent af spanierne siger ifølge en meningsmåling, at der er for mange immigranter i landet. I de seneste fem år er den spanske befolkning vokset med tre millioner til 43 millioner på grund af indvandringen.
Antallet af udlændinge i Spanien er mere end fordoblet i de sidste tre år til nu at udgøre 3,1 millioner, eller syv procent af befolkningen. En halv million EU-borgere har bosat sig i Spanien, men flertallet af indvandrerne kommer fra andre kontinenter, især Latinamerika og Afrika.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu