Læsetid: 3 min.

’Vi starter i den ene ende...’

Det bliver et historisk slag, siger det amerikanske militær, der nu har indledt stormløbet på Falluja. Mens moskéerne kalder frihedskæmpere til kamp, melder Røde Kors om forværrede forhold for byens civile
9. november 2004

Krigsretorik
I Falluja er der to verdensbilleder.
De amerikanske styrker, som natten til mandag indledte angrebet på byens vestlige del, er »i færd med at skrive historie,« sagde seniorsergent Carlton W. Kent til 2.500 af de kampberedte marinesoldater, før det gik løs.
Dette »er ikke forskelligt fra de historiske slag ved Inchon i Korea, sejren hvor vi rejste flaget ved Iwo Jima eller det blodige angreb for at fjerne nordvietnameserne fra den gamle by Hue under Tet-offensiven i 1968.«
»Hvis vi får ordren, er jeg sikker på, at hver eneste af jer vil gøre, hvad I altid har gjort – gå ud og sparke røv,« sagde seniorsergent Kent.
»De sliber deres K-Bar kampknive, de pudser deres våben for sidste gang, de har fyldt brændstof på deres køretøjer, og de har gennemgået deres planer,« sagde oberstløjtnant Mike Ramos om de amerikanske soldater.
Og kort efter gik det løs med store C 130 Hercules kampfly, helikoptere, pansrede køretøjer, artilleri og marinesoldater, der bombede og rykkede ind fra Fallujas vestlige side, hvor byens største hospital blev indtaget, ligesom to broer der fører over
floden Eufrat. Senere mandag gav Iraks midlertidige premierminister Iyad Allawi formelt grønt lys for stormløbet på Falluja, og amerikanske kampfly genoptog heftige luftbombardementer af Fallujas nordvestlige del.
Når amerikanerne tager næste skridt, er strategien angiveligt at rykke frem så hurtigt, at de irakiske oprørere ikke når at reagere.
»Vi starter i den ene ende af byen, og vi stopper ikke, før vi har nået den anden ende. Hvis der er nogen tilbage, når det er gjort, vender vi om, tager tilbage og gør tingene færdige,« sagde oberstløjtnant Pete Newell til CNN.
»Ser jeg nogen, der ligner en martyr og kører mod min enhed med høj fart, så sender jeg ham til Allah, før han kommer i nærheden,« supplerede oberstløjtnant Mike Ramos.
Sådan ser verden i Falluja ud fra de amerikanske troppers synsvinkel. I bestræbelsen på at »give byen tilbage til det irakiske folk« må hele den amerikanske ildkraft nedkaldes over de »overfaldsmænd, slyngler, mordere og terrorister,« der holder byen som gidsel, som generalløjtnant John Sattler formulerer det over for The Independent.
Inde fra den belejrede by er oplevelsen en anden.

Bekymring for civile
»De siger til os over højttalere, at vi bliver beskudt, hvis vi prøver at forlade bygningen,« sagde lægen Salih al-Isawi, leder af det store Falluja-hospital, via telefonen til journalister i området.
»De amerikanske troppers overtagelse af hospitalet er ikke berettiget. De troede, at de ville standse lægehjælp til oprørerne, men de har ikke forstået, at hospitalet ikke tilhører nogen, især ikke oprørerne. Hospitalet er ikke bevogtet. Der er kun læger og patienter her,« sagde al-Isawi.
Ifølge premierminister Iyad Allawi blev 38 oprørere dræbt under morgenens angreb på den vestlige bydel. Ahmed Ghanim, en anden hospitalslæge, sagde til Reuters, at 15 personer blev dræbt og 20 såret under angrebet.
Amerikanske militærkilder sagde mandag til tv-stationen NBC, at man har brug for hospitalet til at behandle de forventede ofre i egne rækker, når kamphandlingerne tager til.
Hospitalet ligger på vestsiden af Eufrat, adskilt fra resten af Falluja. Al-Isawi siger, at læger og ambulancer fra hospitalet er blevet nægtet at passere over Eufrat for at hjælpe sårede i det centrale Falluja, hvor der kun findes mindre klinikker og lazaretter.
Internationalt Røde Kors, der var i Falluja indtil for få dage siden, rapporterede mandag om en forværret humanitær sitiuation i byen.
Civile »har slået sig ned på må og få i forladte bygninger eller telte i byens udkant.«
»Dem vi er mest bekymrede for, er de civile, der ikke har familie i nærheden og ikke har mulighed for at rejse. Det er de fattigste, de gamle og de syge,« siger Moin Cassis fra Røde Kors i Jordans hovedstad Amman.

Oprørere parat
I byen, hvor mange huse er ødelagte eller sønderskudte efter de seneste måneders luftbombardementer, er der nu udgangsforbud døgnet rundt for mænd mellem 15 og 55 år. Forbudet trodses af bevæbnede oprørere, der kan ses i gadebilledet og erklærer sig rede til at møde de amerikanske tropper. »Rejs jer, mujahediner. Gud er størst, oh martyrer,« lød det ud over byen fra en af dens mange moskéer.
Ifølge nogle medierapporter er mere end 100 biler fyldt med sprængstoffer placeret rundt omkring i byen, huse og veje er mineret, og 300 mand har angiveligt meldt sig som villige selvmordsbombere. En militærkomite af officerer fra Saddam Husseins hær har angiveligt rådgivet oprørsgrupperne om forsvaret af byen. I følge det amerikanske militær er der 1.000-6.000 oprørere i Falluja, men ingen ved, om den jordanske terrorist og fundamentalistiske islamist Abu Musab al-Zarqawi fortsat er – eller nogensinde har været – i byen.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her