Læsetid: 3 min.

Stilsikkert sortsyn

Med kameraet og svensk films største stjerner fastlåst i en bil fortæller Simon Staho opfindsomt om en lang dags rejse mod nat
26. november 2004

Ny film
Hvis svaret er kærlighed - hvad er så spørgsmålet? Sådan spørges der retorisk på plakaten for Simon Stahos film Dag og Nat, som sender en mand (Mikael Persbrandt) på afskedsturné i sit liv.
Scenen er sat fra starten. En fortæller indvier os i, at vores ulasteligt klædte hovedperson i den lækre bil begår selvmord, når dagen er omme.
Med den definitive deadline flyttes fokus fra, hvordan det skal gå ham, til hvad der er sket i hans fortid, og hvad denne sidste dag vil bringe. Vi skal prøve at forstå denne kærlighedstørlagte mand og hans motiver gennem de efterfølgende ni møder med både hans nærmeste og ukendte mennesker i passagersædet, mens kameraet aldrig forlader bilen.
Simon Staho laver med Dag og nat et ambitiøst og stilsikkert spillefilmcomeback, efter at han som blot 26-årig debuterede med Vildspor i 1998. Siden har han lavet den eksperimenterende, ordløse novellefilm Nu med Mads Mikkelsen og Mikael Persbrandt, og under indspilningen af den blev Staho efter eget udsagn så provokeret af Persbrandts filosofi om, at livet kun kan leves i rendestenen, at han bestemte sig for at skrive en dæmonuddrivende film til ham sammen med manuskriptforfatteren Peter Asmussen.
Det originale manuskript fik en række af Sveriges andre stjerner med i historien, der effektivt kommer bag Persbrandts image som svensk films selvsikre machomand trods det begrænsede råderum bag rattet.

Overrumplende start
Persbrandt er med i samtlige scener som den sammenbidte selvmorder, der søger svar på, hvad han har betydet for sine nærmeste, og samtidig støder de fleste fra sig.
Første person i bilen er hans søn (Sam Kessel), hvis kærlighed, Manden brutalt vil dræbe. Jeg er et svin!, forsøger han at overbevise sønnen om, men sønnen klamrer sig til, at han altid vil være hans far alligevel. Det er en følelsesmæssigt overrumplende indgang til en historie, og sekvensen hviler tungt over de efterfølgende møder med bl.a. Elskerinden (Maria Bonnevie), Vennen (Michael Nyqvist), Eks-konen (Lena Endre), Søsteren (Pernilla August) og Moderen (Marie Göranzon), hvor vi gang på gang møder Mandens selvforagt og gradvist kan stykke sammen, hvorfor han handler så ekstremt, som han gør.
Brudstykkerne tegner et billede af en mand med et barndomstraume, som har forhindret ham i at have normale relationer til andre. Ikke mindst kvinder, som det kommer til udtryk i scenerne med elskerinden og eks-konen, der skånselsløst affærdiges, som når han hårdtslående konstaterer, at han har trampet mange kvinder i ansigtet, men de har alle bedt om det.

Toilet-engel
Man er skiftevis fascineret og frastødt af en velspillende Persbrandt, som uden overspil bevæger sig fra et dramatisk højdepunkt til et andet. Kun få lyse øjeblikke bryder historiens tunge tone, som når det, efterteksterne definerer som en engel, (Hans Alfredson) varmer sig i bilen i form af en observant toiletvagt med øje og øre for de små daglige glæder i livet.
Han får et enkelt smil frem på Persbrandts læber, og det ville have klædt historien med mere poesi og flere pusterum i det altomsluttende sortsyn. Man ønsker, at livet skal være sværere at give slip på med nuancer og pudsigheder midt i miseren.
Asmusssen og Staho har sans for at skrive dramatiske, om end sine steder lidt for teatralske, øjeblikke, men helheden savner forløsende følelser og svar, når den klinger ud med klicheen om den godhjertede, gravide luder (Tuva Novotny) som sidste passager. Man har for svært ved at forstå og nå Manden.
Det er imidlertid spændende at se en så konsekvent og anderledes dansk/svensk film, som tør efterlade klassisk dramaturgi og feel good-konventioner i bagagerummet. Stahos film minder om to af den iranske instruktør Abbas Kiarostamis værker. Hans guldpalmevinder Smagen af kirsebær (1997) handlede om en mand, der kører rundt for at finde assistance til selvmord.
Formmæssigt fortalte Kiarostami uden at lade kameraet forlade bilen i Ten (2002) om en kvindes 10 møder under bilture i Teheran. Dag og nat har træk fra dem begge og når langt med sit interessante og insisterende portræt, skønt det bliver for klaustrofobisk og konstrueret i forhold til den regnvåde, skandinaviske virkelighed med mennesker på godt og ondt uden for bilruderne.

*Dag og nat/Dag och Natt. Instruktion: Simon Staho. Manuskript: Simon Staho og Peter Asmussen. Svensk. (Premiere i Dagmar i København, Palads i Århus, Astoria i Aalborg og Café-Biografen i Odense)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu