Børn er fede
Nu skal der sættes hårdere ind mod industriens muligheder for at markedsføre junk food over for børn og unge i tv-reklamer. Samtidig skal sodavandsautomater i skoler og børne- og ungdomsinstitutioner forbydes, mens staten til gengæld skal støtte sund skolemad økonomisk, foreslår Socialdemokraternes fødevarepolitiske ordfører, Ritt Bjerregaard.
Umiddelbart tegner der sig ikke et flertal for beslutningsforslaget: Dansk Folkepartis fødevarepolitiske ordfører, Christian H. Hansen, er nemlig skeptisk, selv om han endnu ikke har nærlæst forslaget:
»Det lyder som en utroligt svær opgave og derfor også som et forslag, der let kan drukne i bureaukrati, når man skal finde ud af, hvad der er usunde fødevarer, som der ikke må reklameres for, og hvad der er sunde varer, som der gerne må reklameres for. Og hvad skal vi sige til de unge, som surfer rundt på internettet, hvor der er masser af reklamer,« spørger han.
Med beslutningsforslaget, som blev fremsat i Folketinget i går, ønsker Ritt Bjerregaard at opnå:
*Beskyttelse af børn mod reklamer for usunde føde- og drikkevarer, specielt på tv
*Forbud mod markedsføring og salg i skoler og andre institutioner af usunde føde- og drikkevarer, specielt fra automater
*Fremme oplysning og undervisning i sunde kost- og motionsvaner
*Sikring af tilbud om sunde måltider til børn og unge i skoler.
I Norge, Sverige og dele af Quebec-provinsen i Canada er der forbud mod tv-reklamer for mad- og drikkevarer rettet mod børn, skriver Ritt Bjerregaard i bemærkningerne til sit beslutningsforslag. I det engelske parlament er der i foråret fremsat lovforslaget Childrens Food Bill, der skal sætte en stopper for markedsføring af netop junkfood til børn. Ifølge Ritt Bjerregaard støttes forslaget af 205 MPer og 120 britiske organisationer.
I dansk sammenhæng må et forbud dog følges op bl.a. af et internationalt samarbejde om at begrænse tv-reklamerne, ellers vil industrien blot omdirigere sine reklamekroner til populære udenlandske tv-kanaler, der ikke er underlagt dansk lovgivning.
»Overvægt og fedme er et resultat af, at mange danskere spiser for meget, for sødt og for fedt i forhold til deres aktivitetsniveau. Dårlig kost er samtidig årsag til en række kroniske sygdomme, som allerede udgør de største problemer på sundhedsområdet. Sygdommene hjerte-kar-sygdomme, gammelmandssukkersyge, knogleskørhed og visse former for kræft udvikler sig langsomt, men er umulige eller meget vanskelige at helbrede, når de først er opstået,« siger Ritt Bjerregaard og tilføjer:
»Derfor skal sygdommene forebygges, og derfor er det nødvendigt at starte med børnene.«
*Danske børn lider under en fedmeepidemi, hvor hver femte 10-årig er overvægtig. Information beskriver fænomenet i serien Børn er fede
tema.information.dk/fede