Læsetid: 10 min.

De svageste frygter velfærdsstatens afvikling

De arbejdsløse og lavtuddannede har mindst tillid til, at velfærdsstaten eksisterer om 25 år. Forståeligt, mener eksperter
30. november 2004

De grupper i Danmark, der er mest afhængige af velfærdsstatens ydelser, er samtidig dem, der har mindst tillid til, at der også om 25 år vil være et velfærdssamfund, der sikrer materielle kerneydelser.
Mens 44 procent af befolkningen generelt er skeptiske er mistilliden endnu tydeligere hos de arbejdsløse. Her svarer 64 nej, når de bliver spurgt, om de har tillid til, at velfærdssamfundet, som det vi kender i dag, findes om 25 år.
Det viser en undersøgelse foretaget af Epinion A/S for Information.
Befolkningens manglende tillid står i skarp kontrast til statsministerens velfærdsgarantier på Venstres landsmøde. Her sagde Anders Fogh:
»Vi skal skabe en ny velfærdsvision. Til den tryghed, der er knyttet til det danske velfærdssystem med gode sociale ydelser, god arbejdsløshedsunderstøttelse og sikkerhed for, at vi kan få gratis behandling på sygehusene. Og alt, hvad der ellers hører med til den traditionelle tryghed i vores velfærdssystem.
Der skal vi tilføje en ny dimension. Nemlig, den tryghed, der ligger i, at vi bliver bedre til at skabe arbejdspladser. Bliver bedre til at få nye ideer. Bliver bedre til i det hele taget til at udnytte vores muligheder. Vi skal være en frontløber.«

Ingen tillid
Statsministeren står ikke alene på Christiansborg med politiske erklæringer om, at velfærdssystemerne er kommet for at blive. Men de garantier tror befolkningen tilsyneladende ikke ubetinget på.
Forskningschef og velfærdsforsker ved Socialforskningsinstitutet (SFI), Niels Ploug er da også umiddelbart overrasket over, at mistilliden til fremtidens velfærdssamfund er så stor.
»Jeg har aldrig hørt så høje tal før, men på den anden side fornemmer jeg også et opbrud i velfærdsforskerkredse. Alt er ligesom sat til debat. Alle taler om udfordringer og tilpasninger af velfærdssystemer, og det skaber selvfølgelig en usikkerhed i befolkningen. Og det mønster begynder nu at vise sig, når man spørger befolkningen,« siger han. Niels Ploug skelner skarpt mellem velfærdsstat og velfærdssamfund. Han deler ikke befolkningens skepsis, hvis den udlægges som frygt for velfærdssamfundets afskaffelse. Men taler man i stedet om velfærdsstaten, er han mere på bølgelængde:
»Tendensen går i retning af, at vi ikke i fremtiden vil have en velfærdsstat hvor al social sikring finansieres af det offentlige over skattebilletten, men derimod et velfærdssamfund hvor markedet organiserer løsninger og private forsikringer i langt højere grad end det er tilfældet nu,« siger Niels Ploug.
Den udvikling glæder statsministeren sig over: »For 15 år siden startede vi opbygningen af private pensioner i Danmark. Det er blevet en stor succes. De bredde grupper på det danske arbejdsmarked har i dag private pensionsordninger. I dag er private pensionsordninger ikke forbeholdt en lille elite. Det er bredt ud til alle på arbejdsmarkedet. Det er en indsats, der har gjort Danmark til en frontløber, når det gælder fremtidssikringen af pensioner,« sagde Anders Fogh Rasmussen på landsmødet. Professor i socialvidenskab ved Roskilde Universitet, Eva Sørensen er ikke specielt overrasket over, at næsten halvdelen af danskerne ikke tror på den altfavnende velfærdsstat om 25 år.

Processen er i gang
»Befolkningen ser jo hvilken vej det går. De private forsikringsordninger vokser i omfang og brugerbetaling er ikke længere et skældsord. Jeg tror, at resultatet illustrerer befolkningens fremskrivning af en proces, der er i gang, og som opleves som en snigende bevægelse,« siger Eva Sørensen. Hun mener også, at befolkningen har fat i en berettiget tvivl. »Hele tonen i den politiske debat har ændret sig på den måde, at ingen aktivt bekæmper forsikringsordningerne. Socialdemokraterne, der tidligere har stået stejlt på det punkt, er nærmest blevet tavse i debatten. Og det smitter af på befolkningen,« siger Eva Sørensen.
At de mest udsatte grupper er mere skeptiske end resten af befolkningen, mener Eva Sørensen skal tolkes som en indbygget politisk kritik:
»Det er en måde, at signalere og gøre opmærksom på en utilfredshed med systemet. Det er den gruppe, der ikke har de store forventninger til, at deres situation forbedres i fremtiden. Allerede nu mærker de nedskæringer, og at basisydelserne er blevet ringere. Der er blevet strammet op både i forhold til konkrete regler, men også i retorikken. ’Noget for noget–retorikken’ er slået igennem, og derfor ser den gruppe dystert på fremtiden,« siger Eva Sørensen.
Niels Ploug henviser til flere undersøgelser, der viser, at de svageste grupper, altid er de mest skeptiske og kritiske i forhold til fremtiden.
»Der er to parallelle forklaringer på, hvorfor de grupper reagerer som de gør.
For det første kniber det med evnen til at overskue komplicerede systemer og sammenhænge som f.eks. velfærdssamfundet. Det bunder typisk i manglende uddannelse og meget lav deltagelse i samfundsdebatten generelt. For det andet er det den gruppe, der møder systemet og har et personligt forhold til det. Og her oplever de en stigende grad af kontrol og intervention pakket ind i fortællingen om, at det er for deres egen skyld,« siger Niels Ploug.
Han suppleres af lektor ved Roskilde Universitet, Søren Juul, der netop har afsluttet et forskningsprojekt om »anerkendelse og dømmekraft i socialt arbejde,« der blandt andet beskæftiger sig med de moralske og juridiske krænkelser borgerne oplever i mødet med systemet.
»Brugerne af de sociale systemer er de svageste grupper i samfundet, og det er også dem, der oplever den største usikkerhed i forhold til fremtiden. Det, vi betegner som moralske krænkelser, er den uretfærdighedsfølelse mange oplever i mødet med systemet. Den handler om det immaterielle, oplevelsen af ikke at blive taget alvorligt sol tilregneligt menneske. At man ikke er medforfatter på ens eget liv. De juridiske krænkelser handler om, at man ikke oplever, at man får det, man er berettiget til. Den frustration, der kendetegner de svage gruppers møde med systemet kommer klart til udtryk, når man spørger dem, om deres forventninger til fremtiden,« siger Søren Juul.
Han mener desuden, at man ikke skal underkende den rolle hele den politiske debat om finansieringen af fremtidens velfærd spiller i folks bevidsthed:
»Velfærdskommissionen har gang på gang slået fast, at vi står overfor tunge finansielle problemer, hvis vi skal bevare velfærdssamfundet. Økonomer, politikere og medier bombarderer folk med dystre forudsigelser, og advarsler om, at der skal ske store reformer. Jeg overbevist om, at det spiller ind, når folk skal svare på, om de har generel tillid til, at kerneydelserne er de samme om 25 år,« siger Søren Juul

Berit er enlig, arbejdsløs og har en lav indkomst

Berit K. er 49, bor i Skjern (eller et andet sted i Jylland). Hun er enlig, arbejdsløs og har en lav indkomst, dvs. under 10.000 kr. tilbage til mad, tøj og sjov, når de faste udgifter er betalt. Hendes to store børn bor stadig hjemme.
Det er Berit og hendes ligesindede, der ikke helt tror på, at velfærdsstaten findes om 25 år. I hvert fald ikke som en garanti for folkepension, arbejdsløshedsunderstøttelse, gratis uddannelse og sundhed, som vi kender det i dag. For Berit ville det være en stor fordel, om der stadig er et velfærdssamfund, når hun bliver gammel og får mere brug for hjælp. Hun tør bare ikke rigtigt tro på det.
Fra medierne kender hun mange historier, hvor systemet svigter borgerne. Arrogante magthavere, fejloperationer, svineri på hospitalerne, handicappede, psykisk syge og gamle, der ikke får deres ret. Sådan nogle historier harmer og optager Berit.
Hun mener, at netop de, der ikke selv kan forsvare sig, har særligt krav på, at velfærdssamfundet fungerer. Hvad skal de mennesker ellers gøre?
Desuden har Berit som lavtlønnet, enlig og hårdarbejdende af og til selv været i kontakt med det offentlige, men har ikke udelt positive erfaringer.

Men oveni kommer en mere ubestemmelig følelse af at være blevet snydt for noget.
Da Berit (f. 1955) var barn og teenager i 1950’erne, 60’erne og 70’erne, blev de gode tider stadig bedre. Også Berits mor og far fik efterhånden bedre råd. Til hus, bil, ferierejser, fjernsyn, ting, de som unge ufaglærte aldrig havde drømt om.
Gælden på huset blev spist op af inflationen. Jobs var lette at få, og lønnen overraskende god. Også for Berits mor, der begyndte at gøre rent på kommunen.
Berit og hendes bror så deres gamle skole blive bygget ud med gymnastiksal og musiklokale. De gik til guitar på kommunens regning. Pornoen, aborten og p-pillen blev givet fri. Det var, som om alt kunne lade sig gøre.
Men så kom oliekrisen. Det var i 1973, netop som Berit var færdig med skolen og havde fået job oppe på slagteriet. Men så blev hun fyret. Det var pludselig blevet hverdag.
Arbejdsløsheden slog hårdt ned i Berits generation. En del af hendes skolekammerater sidder stadig på bænken oppe på hovedgaden. De gik til i druk, da de aldrig kom i nærheden af en læreplads eller et fast job. Nogle er døde.

Af og til skændes Berit med forældrene, om samfundet er blevet bedre eller dårligere de sidste 25 år. Forældrene påpeger, at folk faktisk har fået flere penge, også efter 1973. Hvordan skulle folk ellers få råd til alle de parcelhuse, computere og mobiltelefoner? Berit kan bare ikke rigtigt bruge det til noget. Det virker, som det hele bare er gået tilbage. Som om nogen på en eller anden måde bildte hende og hendes jævnaldrende ind, at tiderne blev ved med at blive bedre. Efter skilsmissen sidder hun og børnene f.eks. meget hårdere i det end forældrene i deres parcelhus, og ingen inflation kommer og betaler hendes regninger.
Så hvorfor skulle det ikke også gå tilbage de næste 25 år?

Berit er konstrueret på baggrund af de karakteristika, der indgår i Epinions undersøgelse

Anders tjener godt, er gift og optimist

Anders er 31, bor i København, er netop blevet gift med Merete. Han er cand.polit. og fik hurtigt job i et ministerium efter studiet. Han tjener godt og har over 16.000 kr. til rådighed, når de faste udgifter er betalt. Anders er meget optimistisk hvad angår velfærdsstaten. Selvfølgelig er der da folkepension, arbejdsløshedsunderstøttelse, gratis uddannelse og sundhed, også om 25 år!
Anders regner ikke selv med at få brug for de gratis ydelser lige med det første. Men han er meget positiv over for at betale til andre, der ikke har de samme gode betingelser som han. Vi bliver alle gamle, og ulykken kan ramme enhver, så systemet skal jo virke. Faktisk har Anders aldrig været ude for, at systemet ikke fungerede, når han skulle bruge det. Det har bare ikke været tit, han har haft brug for samfundets hjælp. Han blev opereret for blindtarmsbetændelse som 11-årig. Og skolen, ja, man læser jo i avisen, at børnene ikke lærer nok, så han kunne godt overveje privatskole til sine egne børn. Men det kommer også an på, hvilket kvarter de bor i til den tid.

Anders og Merete har købt deres første fælles bolig, en ejerlejlighed på fjerde sal i det allerfedeste af det nyrenoverede Vesterbro. Billig var den ikke. Om et par år eller fire vil de gerne have børn. Så regner de med at flytte i hus med have uden for byen.
Boligpriserne er høje, men Anders er netop blevet kernekunde i Nykredit. Det brev grinede han og Merete meget af. Så borgerlige ser de ikke sig selv!
Men det giver muligheder, så det er vel ok.
Får de børn, vil Merete nok gerne gå på deltid. Anders vil så måske finde et job i det private, hvor man måske nok arbejder længere dage, men også tjener bedre. Han er heller ikke fremmed for et ophold i udlandet. Merete vil gerne med.

I hele Anders’ liv er tingene hele tiden blevet lidt bedre. Folk er blevet rigere. Lidt usmageligt kan han dog synes det er, når smårollinger går i mærketøj og snakker i mobiltelefon. Det sidder stadig på rygmarven, at man må sætte tæring efter næring, som hans forældre har lært ham. Anders er født det år, oliekrisen ramte Danmark, og mange blev klar over, at der et eller andet sted gik en grænse for velstanden.
Men faktisk er det altid gået Anders godt, og tanken om ikke at have penge til et lækkert designermøbel (brugt) og god rødvin (kun i weekenden) er en smule uvirkelig. Anders tænker heller ikke på fremtiden med bekymring. Først, da der ringede én forleden aften og spurgte, om han mente, at velfærdsstaten findes om 25 år, kom han til at tænke på, om han og Merete skulle gennemgå deres forsikringer.
Pensionsopsparing har de begge gennem jobbet. Men hvad hvis de kommer til skade og ikke kan passe deres arbejde i en periode? Anders kan ikke se sig selv humpe rundt som invalid på venteliste et halvt år, hvis han skader knæet til tennis.
Vist findes velfærdsstaten også om 25 år. Men måske man skulle sikre sig alligevel.

Anders er konstrueret på baggrund af de karakteristika, der indgår i Epinions undersøgelse

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her