Læsetid: 3 min.

Taberen Fogh

5. november 2004

VIA DEN KLAREV valgsejr har Bush fået mandat til at fortsætte sin aktivistiske – nogle kalder det ’messianske’ – udenrigspolitik for udbredelse af de amerikanske værdier, sådan som den p.t. udfoldes i Irak. Flertallet af kommentatorer forventer, at Bush holder fast i denne offensive, magtbaserede og stærkt ideologiske udenrigspolitik. Fordi den har vist sig at give stemmer. Fordi Bush oprigtig tror på sagen som en gudgiven mission. Og fordi hans natur ikke er til kursskift og nyorientering.
Det betyder i givet fald, at engagementet i Irak vil blive fastholdt i den form, som nu illustreres med de daglige luftbombardementer af Falluja – en forberedelse til det militære stormløb på byen, der ventes hvert øjeblik.
Denne Irak-politik er ikke produktiv. Sikkerhedsanalytikere peger på, at Bush og det amerikanske militær nu synes besluttet på at knuse det irakiske oprør. Ikke alene er oprøret ved at umuliggøre det planlagte valg til januar – dets vedvarende ydmygelser af USA er dertil blevet ubærlige. Derfor skal der sættes hårdt mod hårdt. Men de samme analytikere påpeger, at denne amerikanske tænkning indtil nu kun har ført til optrapning af den irakiske vrede og eskalering af oprøret, foruden til tiltagende fjendtlighed mod USA overalt i den arabiske og muslimske verden.
Det vil imidlertid ikke få Bush til at vige. Som sikkerhedseksperten Joseph Cirincione sagde i gårsdagens avis: Amerikanerne går ingen steder. Bush og hans rådgivere er indstillet på i år fremover at bære de fortsatte tab, som den hårde kurs vil indebære. Fordi man er overbevist om, at det vil ende med en militær sejr og et deraf følgende frit Irak som spydspids for et forvandlet Mellemøsten

HER LIGGER Anders Fogh Rasmussens problem. Ligesom Tony Blairs. De to regeringschefer er i en militær alliance og noget, der ligner et skæbnefællesskab, med en amerikansk præsident, der i sin gudgivne mission er i færd med at miste jordforbindelsen. Dvs. den nøgterne, realpolitiske evne til at indse, hvornår en strategi er blevet selvdestruktiv og bør lægges om. Bush er fanget i eskaleringens og magtretorikkens onde spiral, som tidligere i historien – under Vietnam-krigen – har trukket flere præsidenter ned.
Andre har indset dette og besluttet at gøre sig fri. Onsdag meddelte den ungarske regering, at den til marts trækker sine soldater ud af Irak. »At forblive længere er blevet umuligt,« sagde ministerpræsident Ferenc Gyurcsany. Samtidig meldte Bulgarien, at man reducerer sin lille styrke i Irak, mens Holland gjorde klart, at man nu sender sit sidste kontingent med hjemrejsedato i marts. 11 andre lande har allerede trukket sig eller annonceret, at de enten gør det eller indskrænker deres deltagelse i det, som på den amerikanske centralkommandos hjemmeside fortsat kaldes ’the largest coalition ever built’.
For Anders Fogh Rasmussen og Tony Blair, der begge fra starten svor USA troskab, må håbet have stået til en valgsejr til John Kerry. De må have krydset fingre for, at en ny præsident kunne give et hårdt tiltrængt ’window of opportunity’, en åbning for amerikansk nytænkning og dialog med irakerne om vejen ud.
Nu hænger de i stedet på skæbnefællesskabet med en præsident på gudgiven mission for – med vold og magt og bombefly – at frelse den arabiske verden til The American Way of Living.
Mange forventer, at Europas statsledere nu vil overlade Bush til hans skæbne. Læne sig tilbage og lade Bush sejle sin egen sø, indtil hans fartøj med usvigelig sikkerhed løber på et skær. Den mulighed foreligger ikke for Fogh og Blair. Tiltagende isoleret i Europa har de bundet sig til det udsigtsløse amerikanske projekt. For Blair, der i forvejen er under voldsomt politisk pres, er det livsfarligt. For Fogh kan det kun gå, så længe han har en opposition, der tier og klapper hælene sammen.
Der er kun én spinkel chance at få øje på: At det lykkes at gennemføre valget til januar. Og at valget ikke vindes af den USA-loyale Iyad Allawi, men i stedet af Iraks moderate religiøse kræfter, som straks vil bede USA og dets allierede rejse hjem. Det kan give en sådan ny regering legitimitet og skabe vilje til fred i den irakiske befolkning. Og derigennem måske gøre det muligt at invitere fredsbevarende styrker under FN-flag til Irak.
Den spinkle chance forspilder USA antagelig det øjeblik, den amerikanske militærmaskine indleder sit knusende slag mod Falluja. Og så sidder Anders Fogh Rasmussen for alvor i saksen.

jsn

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu