Læsetid: 3 min.

Tæt på våbenhvile i Baskerlandet

Det baskiske separatistparti, Batasuna, der regnes som terrorgruppen ETA’s politiske arm, forbereder strategisk nybrud
13. november 2004

Analyse
Velodromen i San Sebastian er denne søndag ramme for et møde, der måske kan føre til et ’kvalitativt spring’ frem mod et opgør med terrorismen og volden i Baskerlandet. Det forbudte baskiske separatist-parti, Batasuna, der regnes som terrorgruppen ETA’s politiske arm, har i alt fald bebudet, at det på cykelbanen vil offentliggøre et historisk dokument. Det skal sætte punktum for de sidste 25 års politiske æra og »skal søge nye formler til at opnå fred og afslutte den væbnede konflikt.«
Mødet holdes kun to uger efter, at seks fremtrædende ETA-folk – anført af den fhv. leder Francisco Múgica Garmendia – sendte et fra brev fra deres fængselsceller, hvor de opfordrede ETA til at stoppe den væbnede kamp. Fordi den »i dag ikke virker. Det er som at dø ved en sagte ild. Man fører en væbnet kamp med kommunikéer og udsende trusler, som bagefter ikke realiseres.«
Aldrig før i historien har ’organisationen’ været så svækket, fastslog veteranerne. Brevet er skrevet i august – det vil sige før fransk politi for en måned siden anholdt den absolutte topleder, Mikel Antza, konfiskerede over et ton sprængstof og afslørede flere våbendepoter. ETA, der i de sidste 30 år har dræbt over 830 personer, er sunket ned på et historisk lavpunkt. I år er der anholdt over 60 mistænkte ETA-folk, kommandogrupper falder fra hinanden og i de sidste fem år er der anholdt over 500 mistænkte terrorister.
De seks fængslede ETA-veteraner advarer imod, at den baskiske separatistbevægelse ender i absolut ’resignation’ og uden indflydelse, hvis ikke den væbnede kamp afsluttes.

Våbenhvile på vej?
Batasunas politiske leder, Arnaldo Otegi, forsøgte først at nedtone betydningen af brevet, men i tirsdags sagde han, at ETA er fuldt ud parat til at »lade våbnene hvile.«
Forudsætningen er ifølge Otegi, at den spanske regering under ledelse af socialisten José Luis Rodríguez Zapatero »respekterer det baskerne bestemmer.« Underforstået accepterer baskisk selvbestemmelse.
Otegis udmelding kom dagen efter, at den baskiske regeringschef, nationalisten Juan José Ibarretxe, ved et offentligt møde – hvor den spanske konge Juan Carlos var til stede – sagde, at han »drømmer« om den dag, hvor »alle kan være repræsenteret i byrådene, også Batasuna«. Lederen af de baskiske konservative, Maria San Gil, replicerede, at det vil være ’et mareridt’ for mange baskere, der må gå rundt med livvagter. Hun sagde, at drømmen »ikke vil føre et opgør med ETA, men beskytte og give husly til bødlerne.«
Formanden for de baskiske socialister, Patxi López, valgte en mere imødekommende tone: Batasuna kan vende tilbage til institutionerne, når de har »afvist, fordømt og fjernet sig fra volden og terrorismen og opfordret ETA til at opløse sig.«

Strategiskifte
Batasuna har i de seneste måneder ført en intern debat om et strategiskifte, og det er resultatet af den proces, der præsenteres søndag. I baskiske og spanske medier er der intense spekulationer, om Batasuna vil opfordre ETA til at erklære våbenhvile. Men vil de vil også berede vejen for et ja til den såkaldte Ibarretxe-plan om – formodentlig næste år – at udskrive folkeafstemning om selvbestemmelse og dannelse af en suveræn baskisk nation i Europa. Indtil nu har Batasunas ledere afvist det blankt – i øvrigt fuldt ud på linje med de seneste kommunikéer fra ETA. De er utilfredse med, at Ibarretxe ikke også vil trække naboregionen Navarra og de baskisk-talende franske regioner nord for Pyrenæerne med i suverænitetsprojektet. Det er urealistisk og uigennemførligt – både i Spanien og i Frankrig – og det ved Ibarretxe. Spørgsmålet er nu om Batasuna er klar til at spille ud med mere realistiske og imødekommende forslag?
Det kan de være pisket til. Der er maksimalt syv måneder til det baskiske valg, og hvis ikke Batasuna laver et radikalt strategiskifte, der gør op med volden og terrormetoderne, har de ingen udsigt til at deltage i valget – og få ophævet forbuddet. De jernhårde strammere vil ikke, men partiet har brug for de penge og den lokalmagt, som udelukkelsen fra institutionerne koster dem.
Talsmand for Batasuna, Pernando Barrena, sagde forleden, at der er »store muligheder for at åbne en ny fase«, og det kan være et signal om, at partiet er ved at være modent – til at følge rådet fra de seks ETA-veteraner. Der har på det seneste været intense kontakter til Ibarretxes nationalistparti, PNV, og de har så igen haft tætte kontakter til de baskiske socialister. I et håb om, at der kan åbnes op for ny dialog med den spanske regering i Madrid. Beskeden fra Zapatero er krystalklar: Batasuna skal først sige definitivt farvel til volden, før der er noget at tale om.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her