Måske er et det spørgsmål om smag og behag og menneskelig mavefornemmelse; men som han står der, ældet, men åndsfrisk, i sin døråbning i den bayerske by Kempten, ser Søren Kam ikke ud til at angre sin forbrydelse. Hans mund spørger:
»Kan du tilgive mig?«
Men hans øjne siger noget andet. Hans momentane imødekommenhed ligner en iskold kalkule: Hvordan slipper jeg hurtigst af med det menneske?
Mennesket er Søren Fauli, barnebarn af en person, som Kam var med til at likvidere for 61 år siden. Fauli befinder sig ude i kulden og ydmyger sig over for den gamle nazist. Al stolthed er kastet overbords. »Hr. Kam, hr. Kam... jeg vil Dem intet ondt, De må tro på mig,« siger han og lyder som et barn, der skal forklare en smadret rude i skolen.
Søren Kams forbrydelse taget i betragtning er forsoningen kortvarig. Men seancen bliver optaget med skjult kamera og gør fyldest som et klimaks i Faulis og Mikala Kroghs doku-skildring Min morfars morder.
Mordet traumatiserede Faulis mor, Mona Clemmensen, og har i årtier været et unævneligt spøgelse i hjemmet også under Faulis opvækst. Navnet Kam var bandlyst.
Men fornedrer Søren Fauli sig ved at opsøge bøddelen i Kempten? Nytter det noget at tilgive en mand, der ikke angrer oprigtigt?
På netop området tilgivelse kan der ikke udstedes nogen regler, siger Hans-Jørgen Schanz, der er professor i idéhistorie ved Århus Universitet. Der findes en bred skala af situationer, hvor det er meningsfyldt at tilgive, siger han.
»Fauli har åbenbart valgt at tilgive, og det synes jeg er en meget suveræn gestus,« siger Hans-Jørgen Schanz. »Jeg tror ikke, at han tilgiver for at få fred, men jeg tror, at han får det, når han har tilgivet. Det er en bieffekt.«
Han understreger, at det også er helt i orden at undlade at tilgive. Det vigtigste er, at man gør op med sig selv, om man synes, at det nytter. Og så kan det for så vidt være underordnet om forbryderen angrer.
»Der er meget, som tyder på, at Faulis tilgivelse ikke spiller nogen større rolle hos Søren Kam, det kan jeg ikke afgøre. Men det kan man beklage, og længere er den ikke,« siger Schanz.
Mona Clemmensen, der ligesom sin far er journalist, har ikke tilgivet Søren Kam, men hun har forsonet sig med, som hun siger, at »det der væsen eksisterer.«
»Jeg er stadigvæk ikke særlig vild med at sige hans navn. Jeg plejede at kaste op og besvime og få fråde om munden, når jeg hørte navnet, og det gør jeg ikke mere. Jeg har forsonet mig med, at han eksisterer, jeg har forsonet mig med virkeligheden. Med mindre man forsoner sig med tilværelsen, så kan man ikke være et rigt menneske.«
Det er først i de senere år, at nogen har talt tingene igennem med Mona Clemmensen. Hun skulle skånes. Og hun sagde kun tøvende ja til at medvirke i sønnens film, fordi hun tænkte, at der kunne ligge en væsentlig bearbejdning i den, og at den kunne hjælpe andre i en lignende situation. Men tilgive kan hun ikke.
»Det kan vi ikke som mennesker, så enestående er vi ikke,« siger hun.
I Kristeligt Dagblad forleden udtalte Søren Fauli, at Min morfars morder først og fremmest handler om »det dybt kristne emne: tilgivelse«, og at »Jesus var da ikke bange for at ydmyge sig selv«.
Tilgivelsesmomentet sættes i ofte ind i en kristen sammenhæng.
Forfatteren Kristian Ditlev Jensen skrev for et par år siden den meget roste bog Det bliver sagt om de overgreb, en pædofil udsatte ham for som barn. Han har brugt år af sit liv på terapi og på at forlige sig med, at et voksent menneske misbrugte hans tillid og er personligt meget skeptisk over for den kristne kirkes brug af envejstilgivelse, om man vil, som en slags ophævelse af konflikter.
»Sådan som jeg opfatter det, har man nogle konflikter, og selv om man ikke kan løse dem, så klarer man dem ved at ophæve dem. Så er konflikten forsvundet! Det er sevet over i noget vestlig psykoterapi, hvor der sidder mange mennesker og siger, at man skal tilgive sine forbrydere. Det vil typisk sige, at hvis man bliver voldtaget i en port, så siger man bare årh pyt, det tilgiver jeg lige, og så får man det bedre.«
Som Kristian Ditlev Jensen ser det, er det i et vist omfang med til at pålægge ofret endnu et ansvar for forbrydelsen, hvis han også skal tilgive den. Det er endnu en krænkelse.
»Jeg oplevede her for nylig at modtage et brev fra den pædofile mand, der forbrød sig mod mig. Han skrev en masse ting om, at han siger undskyld. Jeg havde det meget svært med det brev, for jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle reagere på det. På den ene side er det jo rørende, at sådan en kleppert har lyst til at undskylde. På den anden side hvor vi er ude i den slags karakterbrister så er det et spørgsmål om, at jeg skal have det godt med mig. Der var mange sætninger, som begyndte med jeg i det brev, så det måtte jeg bare sende videre til min advokat og opfatte som endnu en krænkelse.«
Den opfattelse deler Susanne Bjerregaard, der er fængselspræst i Vestre Fængsel. Sådan må reglerne være.
»Som forbryder kan man aldrig forlange, at offeret skal tilgive én, for så bliver det et nyt overgreb,« siger hun.
For nylig blev Min morfars morder vist for 70 indsatte i Vestre Fængsel, og Søren Fauli var til stede. Ifølge Susanne Bjerregaard var de meget glade for at se filmen. Men en af de indsatte spurgte Fauli, hvordan han dog kunne tilgive Søren Kam, uden at denne tydeligt angrede sin forbrydelse. Fauli svarede, at den side af det var Søren Kams problem.
For Kristian Ditlev Jensen forudsætter en rigtig tilgivelse en stor deltagelse fra forbryderens side; han skal tage sin straf, han skal aktivt og demonstrativt undskylde, han skal forstå sin forbrydelse, han skal sone over for samfundet, udbetale en form for godtgørelse og gøre en masse for at rette op på tingene. Først da kan en egentlig tilgivelse komme på tale.
Mona Clemmensen begyndte i det små at se indad, da ærkebiskop Desmond Tutu efter apartheidstyrets fald i Sydafrika førte landet ind sin berømte forsoningsproces. Sårene var så dybe, at et opslidende retsopgør kunne have udløst borgerkrig mellem sorte og hvide. I sin bog No future without forgiveness forklarer Tutu fremgangsmåden: Hvor de fleste mennesker taler om en gengældende retfærdighed retributive justice opererede processerne med genopbyggende retfærdighed restorative justice. Relationen mellem offeret og gerningsmanden er ødelagt og skal genoprettes.
»Et menneske er kun et menneske gennem andre mennesker,« skriver Tutu. Det er obunto et sydafrikansk ord som betyder essensen af menneskelighed.
Det gav mening for Mona Clemmensen, som dog har valgt at angribe problematikken på en facon, der ikke nødvendigvis bygger på et kristent grundlag. Som hun formulerer det:
»Det med at Jesus siger, at vi skal vende den anden kind til, synes jeg er fuldstændig forfærdelig.«
Kristian Ditlev Jensen fortæller, at han, når han holder foredrag, tit oplever, at der sidder en kristen fyr på tredje række, som rejser sig op og spørger, om ikke han ville få det bedre, hvis han tilgav manden, der forbrød sig mod ham.
»Jeg tror, at der ligger en berøringsangst i det. Jeg er ikke bange for virkelighed. Jeg interesserer mig for, hvordan tingene er som virkelighed, og det, jeg reelt har oplevet, er en alvorlig forbrydelse, som giver alvorlige skader, og det kan jeg ikke forsone mig med,« siger Kristian Ditlev.
»Jeg kan leve med det, men jeg kan ikke forsone mig med det. Jeg kan dagligt opleve, at det og det kan jeg ikke gøre, og at de og de følelser dukker op i mig igen. Hvis det en dag heler, så synes jeg, at det skal lægges til side. Men der kan være noget meget forfærdeligt ved ikke at fastholde smerten. Hvordan skulle man nogensinde komme sig over, at en eller anden galning skød ens mand eller kone?«
Ifølge dr.jur. Vibeke Vindeløv, der er leder af Københavns Universitets masteruddannelse i konfliktmægling skal der sondres mellem tilgivelse og forsoning og mellem at forsone sig med nogen og noget. Tilgivelsen er netop at give noget, den er ofte ensidig.
»For gerningsmænd kan det være forfærdelig svært at tilgive sig selv, fordi de skal leve med, at deres selvbillede er blevet forvansket.«
»Samtidig er det vigtigt, at ingen ofre føler sig presset til forsone sig med sin gerningsmand. Forsoning kan kun være en frivillig sag,« siger Vindeløv, der i mange år har beskæftiget sig med forsoning i lande som eks-Jugoslavien, Albanien og Sydafrika.
Hun nævner en anden pointe, som hun finder særdeles vigtig: Den overvejende kristne vestlige verden har gjort forsoningen og tilgivelsen til særligt kristne karaktertræk. Men det er de på ingen måde. »Jeg synes, at man skal være meget forsigtig med at monopolisere forsoning og tilgivelse ikke mindst i forhold til den herskende politiske debat,« siger hun.
Den lettelse eller forløsning, som man kan føle ved at tilgive eller forsone sig med en modpart, knytter sig ikke til nogen religion den er universel.
Det er ifølge Vindeløv et vendepunkt eller kan være »et magisk øjeblik«, snarere end det er noget religiøst.
»Hvis troen ligger inde i hjertet, så er det en tro, som hvem som helst kan have, uanset om man er katolik, protestant, muslim, eller hvad man er.«
Da Mona Clemmensen var med til en 60 års fødselsdag tidligere på året, hørte hun en historie, som har naget hende siden:
Der sidder i et tætpakket tog i Indien en vismand og hans tilhængere. Pludselig træder nogle banditter ind »sådan nogle indiske rockere« og straks de ser ham, kaster de sig over ham; spytter på ham, forulemper ham og siger frygtelige ting til ham. Men han rører sig ikke. Da banditterne efterhånden bliver gennet ud af personalet, spørger en af hans tilhængere: »Altså, mester, hvordan kan du bare sidde og lad dig fornedre og håne uden at reagere?« Vismanden kigger op og svarer med et spørgsmål: »Hvem tilhører en gave, som ikke modtages?«
»Jeg har spekuleret som en vanvittig over det,« siger Mona Clemmensen. »Vismanden sammenligner deres svineri med en gave. Og når han ikke tager imod den, er det vel afsenderen, der ejer den. Ja, det må være sådan, det skal forstås. Man kan jo heller ikke tilgive nogen, der ikke vil tilgives.«
