Læsetid: 2 min.

Trusler mod hollændere

Trusselsbrev fundet på den myrdede filmmand Theo van Goghs lig alarmerer myndighederne. Den 26-årige mordmistænkte og seks andre sigtes efter terrorparagraf
6. november 2004

Flere fremtrædende hollændere står til at blive myrdet af radikale muslimer, sådan som det er sket med filmmanden Theo van Gogh, der blev dræbt på åben gade i tirsdags. Det fremgår bl.a. af et brev med nye dødstrusler, som morderen efterlod på van Goghs lig sammen med et afskedsbrev for sig selv, og som hollandske medier kunne viderebringe i går.
Brevet er først og fremmest rettet mod den somalisk-hollandske politiker Ayaan Hirsi Ali, der havde lavet en film om islamisk kvindeundertrykkelse sammen med van Gogh.
»Kære fru Hirsi Ali. Siden du trådte ind på den politiske scene i Holland, har du konstant haft travlt med at terrorisere muslimer og islam med dine udtalelser,« hedder det bl.a. i brevet, som forudsiger Hirsi Alis snarlige død.
Brevet indeholder også trusler mod Amsterdams borgmester, Job Cohen, og Jozias van Aaartsen, leder af det liberale regeringsparti VVD’s parlamentsgruppe og partifælle med Hirsi Ali.
Disse ville alle blive holdt ansvarlige for »terrorisme mod islam,« står der i brevet, som anklager hollandsk politik politik for at være domineret af jøder. Job Cohen og Jozias van Aartzen beskyldes i den forbindelse for at se ned på alle andre end jøder.
Ayaan Hirsi Ali er nu blevet flyttet til »sikkert hus« uden kontakt til omverdenen. Det samme gælder den højre-populistiske Geert Wilders – af mange set som en ny Pim Fortuyn – som har modtaget trusler på email.
Bevogtningen omkring de øvrige nævnte personer er desuden blevet skærpet. Det gælder også integrationsminsiter Rita Verdonk, der har modtaget en dødstrussel via email.

Sigtes for terror
Den 26-årige hollandsk-marokkanske Mohammed B, som er mistænkt for med adskillige skud og knivstik at have myrdet van Gogh, har forholdt sig helt tavs under politiets forhør. Men ifølge politianklager Leo de Wit vil Mohammed B blive anklaget på tre fronter: for selve drabet, for at være medlem af en kriminel organisation med »terroristiske intentioner« og for at være med til at planlægge at få andre myrdet.
Af de otte øvrige anholdte i sagen er de to siden blevet løsladt. De seks tilbageværende – fem med marokkansk og en med algerisk statsborgerskab – vil blive også blive sigtet for at være medlemmer af en kriminel organisation med terror som mål.
En marokkansk diplomat kom torsdag til Holland for at hjælpe med undersøgelserne, der blandt andet skal klarlægge mulige forbindelser til al-Qaeda, og kriminalpolitiet har sat 75 personer på sagen.
I en pause under EU-topmødet i Bruxelles i går sagde Hollands ministerpræsident Jan Peter Balkenende, at han var i »gigantisk chok« over, at der er udstødt dødstrusler mod adskillige personer. Også justitsminister Piet Hein Donner og indenrigsminister Johan Remkes, som torsdag aften havde besluttet at offentliggøre både trussels- og afskedsbrevet, var stærkt bekymrede. Ifølge Donner vidner brevene om »en ekstrem religiøs ideologi, hvorved fjender af islam må frygte for deres liv«. Remkes kaldte trusselsbrevet for et »direkte anslag på vores demokratiske retsorden«.
Regeringens ministre drøftede i går yderligere styrkelse af kapaciteten hos efterretnings- og sikkerhedstjenesten AIVD og politiets antiterrorenhed KLPD. Ifølge Remkes er ekstra midler nødvendige for at kunne beskytte kritikere af islam.
»En lille gruppe af radikale muslimer tvinger os til at tage forholdsregler, som vil kunne have en effekt på borgere med gode intentioner,« skrev Remkes og Donner i et brev til parlamentet.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her