Læsetid: 3 min.

U-hollandsk hverdag i Linnaeusstraat

Dagligdagen er blevet en helt anden omkring den gade i Amsterdam, hvor filmmanden van Gogh blev skudt. Over hele landet fortsætter efterspillet med brændte skoler, kirker og moskeer samt nedslag mod terrorceller
11. november 2004

AMSTERDAM – To skudhuller i kantstenen og en enkelt blomst på fortovet. Flere fysiske spor er der ikke tilbage fra drabet på den hollandske filmmand Theo van Gogh her på Linnaeusstraat i den østlige del af Amsterdams centrum.
Netop på denne dag – dagen efter dagen, hvor van Gogh blev begravet lige i nærheden – er hele blomsterbjerget på cykelstien blevet fjernet på familiens foranledning. Det er på tide at skabe en tilstand af normalitet, nu hvor der er gået otte dage siden van Gogh kom cyklende her: Forbi den lokale afdeling af den hollandske supermarkedskæde Albert Heijn. Forbi det tyrkiske Fatamorgana Grillroom. Forbi coffeeshop New York, som har rød libanon på menukortet. Forbi det marokkanske cafeteria, som reklamerer for flamske pommesfritter og de hollandske ’belegdes
broodjes’ – en slags flutes med pålæg.
Skud- og knivdrabet på van Gogh på en helt almindelig tirsdag morgen ændrede på under et minut dette multikulturelle hverdagsbillede af harmoni, som Linnaeusstraat er et typisk eksempel på. Siden mordet har gaden, bydelen, hele hovedstaden og landet været i oprør, og »det er vi stadig indeni«, som en hollandsk far til to børn, som går på Linneausskolen lige om hjørnet udtrykker det.
I løbet af ugen har indbyggerne i kvarteret talt meget om faren for polarisering i nabolaget, fortæller faderen, omend det mest er de indfødte hollændere i området, som har givet udtryk for det. Det er også dem, der har været i overtal, blandt de tusinder af valfartende til mordstedet i ugens løb.
»Men jeg ved positivt, at mange marokkanere finder det, der er sket, lige så forbandet,« siger faderen med henvisning til nationaliteten på van Goghs formodede morder.
»Jeg vil bare have hverdagen tilbage,« siger den marokkanske indehaver af
cafeteriet, som ikke vil sige mere og heller ikke have sit navn frem.

Polariseret befolkning
Som en stor kontrast til den gribende ceremoni et par hundrede meter derfra i Oosterpark aftenen før, hvor van Goghs begravelse kunne følges på storskærm i parken, ser det da også på overfladen ud som om, hverdagen faktisk er på vej tilbage i dag.
Men på cafeerne i Linnaeusstraat er folk opslugte af morgenavisernes beretninger om den islamiske grundskole i Uden i det sydlige Holland, som er nedbrændt til grunden efter en brandstiftelse aftenen før. I alt har der rundt om i Holland været 14 angreb på moskeer, kirker og skoler siden i fredags. En spiral, som denne dag har fået ministerpræsident Jan Peter Balkenende til at kalde situationen i landet for »u-hollandsk«.
Inde på baren på hjørnet skruer den ældre dame bag disken op for Radio 1 Journaal – den hollandske pendant til middagsradioavisen: Formiddagens politiaktion mod formodede terrorister i regeringsbyen Haag. Personerne, der havde forskanset sig i en lejlighed, havde svaret igen med en håndgranat, og tre betjente blev såret. 100 indbyggere i gaden blev under aktionen bedt om at tage ophold på et nærliggende gymnasium.
»Det var på tide,« udbryder ekspedienten i kiosken, da jeg som en række andre kunder står i kø for at få fat i eftermiddagsavisen Het Parool. Hun peger på forsideartiklen om formiddagens aktion i Haag:
»De skal i fængsel og smides ud, hvis du spørger mig.«
Hun tilføjer, at hun intet har imod almindelige indvandrere, som de 50 marokkansk-hollandske unge, som på begravelsesdagen i demonstrationstog cyklede rundt mellem fem moskeer i Amsterdam og delte plakater mod
ekstremisme ud for til sidst at ende ved ceremonien i Oosterpark.
Et initiativ, som var velkomment her i kvarteret. Som Amsterdams – dødstruede – borgmester Job Cohen udtrykte det i Oosterpark:
»Vi må sørge for, at vores gruppe – alle borgere, som ikke accepterer vold – bliver så stor som mulig, og at livet bliver gjort så surt som muligt for dem, der tilhører den anden gruppe.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu