Læsetid: 6 min.

Ude på Lars Tyndskids marker

I nær ved to en halv time holdt den amerikanske trubadur Tom Waits det berlinske publikum tryllebundet med et show, der ved hjælp af de enklest tænkelige virkemidler opnåede maksimal effekt
18. november 2004

Koncert
»Jeg har ladet mig fortælle, at elefanter er blevet enormt dygtige til at dæmpe lyden af deres klokker. Om natten bruger de snablen til at fylde klokkerne med jord, så de lydløst kan snige sig ud og spise nogle flere bananer. Dette er ment som en advarsel. Dyrene er ved at hale ind på os.«
Tom Waits har afbrudt en sang, for at divertere med forskellige fænomener fra biologiens verden, der har fået ham til at studse. Han har således hørt, at der i Australien findes en 25 meter lang regnorm af samme tykkelse som en dåseøl lissom han er meget optaget af den hanedderkop, der kan ’spille’ på sit net – måske med et behåret ben, måske med et andet mandligt vedhæng, det er ikke til at vide – og derved hidkalde hunnerne. Som altid har hans kommentarer alt og intet at gøre med det sungne, thi de ligger i naturlig forlængelse af et univers, der ofte tangerer det absurde, men ikke mere end den såkaldte normalvirkelighed har for vane.
Det var lige før der opstod mistanke om, at den anden af Tom Waits’ tre Berlin-koncerter primært sigtede mod hans danske publikum, thi fra Deres udsendtes plads – bagerst, øverst og varmest i salen – i en attraktiv gammel, teaterbygning med lige det strejf af vaudeville, der klæder Waits så godt, hørtes ikke meget andet end den kære danerdialekt, så langt hørelsen rakte. Ud fra de fremmødtes alder at dømme har den evige kultfigur Waits også et godt tag i de yngre generationer, thi størstedelen af de fremmødte kunne snildt have været den gamle markskrigers børn. For den nytilkomne – og alle vi andre med, såmænd – formede aftenen sig som en generøs introduktion til Waits’ yngste arbejder, thi seancen startede kl. 21 sharp og kørte uden afbrydelser frem til kl. 23.30. Da var undertegnede godt mør, dehydreret af væsketab, gennemsvedt, træt som Methusalem og med uhørt stive ben – siddepladserne må oprindelig have været tiltænkt enten børn eller dværge – men også umådeligt opløftet og endnu en gang overbevist om Tom Waits’ topplacering i underholdningshierarkiet, thi han kunne ikke kede, om han så fik en tromlerevolver sat for tindingen.

Selvantændt solist
Der var på intet tidspunkt noget, der blot lignede slinger i valsen. Fra den labre lille trio – den smågeniale Marc Ribot på diverse guitarer, E-banjo og trompet, Larry Taylor på bas og Brain på trommer – satte i med »Make It Rain« var alt på plads. Lyden var tiptop i orden, de tonstunge grooves lå sejt mellemgulvssugende og rumlede, sammenspillet var af næsten telepatisk art i al sin primale sofistikation og solisten selv noget nær selvantændt af lyst til at sparke sit materiale ud over scenekanten lige durk mellem øjne og ører på et så imødekommende og forventningsfuldt publikum, at man kunne frygte det ville virke afskrækkende på kunstneren og hans orkester. Så megen villighed kan godt have noget lidt suspekt over sig. Med tilhørende afkølende effekt.
Men tværtimod! Med det spritny album Real Gone i bæltet virkede Tom Waits både revitaliseret og topmotiveret, og det var svært ikke at undre sig over hans tilsyneladende modvilje mod at turnere, for kors hvor han dog så ud til at nyde det. Fra Real Gone fik vi otte af pladens i alt 15 sange, der tilsammen på ingen måde bringer nyt til torvs, men endnu engang kridter Waits’ ganske særlige boldbane af. Og for sytten saltede søtunger hvor det dog fungerer i al sin aparte bagstræberiskhed; med et klangideal, der syntes at høre hjemme i tiden mellem de to verdenskrige og trækkende på urgenrer som landarbejder- og fængselssange, blues, cirkus- og markedspladsmusik, folk, Weimarrepublik-klange, hillbilly og ur-jazz løfter sange, arrangementer og produktion sig såvel ud af som op over tid og sted og rammer plet et sted hinsides godt og ondt næsten hver gang.
Og repertoiret bar præg af Waits’ nyfundne tro på sig selv og sine seneste udgivelser, thi med helt få undtagelser stammede sættets 18-19 kompositioner fra hans sidste fire albumudgivelser, begyndende med 1999’s Mule Variations.

Slingrende søsyg
Skønt var det atter at opleve Waits med guitaresset Marc Ribot ved sin side. Sidstnævntes spil hører til i den absolut mere originale ende af spekteret og med hans dissonante løb, skæve fills og hele uortodokse tilgang til sit instrument supplerer Ribot solistens minimalistiske, men ofte ret hårdtslående kompositioner perfekt, ja han er nok den mest karakteristiske og meddigtende aktør på Waits-arenaen, man kunne ønske sig. Trods kun tre mand på scenen – suppleret et par gange af Waits’ søn Casey i rollen som human beatbox og med solisten selv på benhård rytmeguitar samt et keyboard i ny og næ – var lyden mægtig, grænsende til det imposante; Larry Taylors effektivt hårdtpumpede gulvbasspil ramte på det nydeligste lytteren i mellemgulvet, Brain undgik på sine trommer alle af mennesket kendte klicheer og matchede snildt Ribot i opfindsomhed og viljen til at søge nye veje, mens sidstnævnte vekslede mellem rollen som slingrende søsyg akkompagnatør og frådende og spruttende solist på nogle af de mindste guitarmodeller, nogensinde set på en scene; ja, de lignede den slags, man køber i en legetøjsbutik, for at Junior kan posere til det seneste udslip fra et af tidens rocknavne, men lyden var lige så stor som en bissende flok bisonokser. Og hvirvlede mindst lige så meget støv op.
Men hovedpersonen var og blev denne Mr. Tom Waits, der nu i over tre årtier har gjort populærmusikkens periferi til stedet at være for dem på flugt fra tidens pornograficerede MTV-stjerner m/k eller de raske ungersvende, der i ramme alvor mener, det udgør en revolution at sætte rockuret tredive år tilbage. En bajads, til tider, men også en alvorsmand, der konstant sætter spaden i USA’s underbevidsthed for at bringe de typer, der bor dér, op i lyset. Han er nok mest kendt for sine bastante treakkorders bastardhybrider af da blooze, og de fungerer upåklageligt på en scene. Sammen med måske PJ Harvey er Waits én af de få moderne sangskrivere, der formår at trække på bluesen uden at forvandle den til alletiders mest forudsigelige skabelon. Hele hans projekt er gået mod at reducere såvel antallet af akkorder og toner som hvor mange ord, der skal til at opridse et scenarie eller iscenesætte en situation, hvor det meste overlades til lytterens febrile fantasi.

Afsporet lokomotiv
Og så kan Waits alligevel vise sig så fandens sofistikeret, at man er ved at tabe både næse og mund. I nærværende sæt fremstod de intrikat sammenskruede ballader »November«, »Trampled Rose« og »Alice« som renskurede dementier af mandens forældede ry som ’wasted barfly’ i amokløb hen over klaverets tangenter. Thi mærkeligt nok skabes disse ofte på kanten til kaos balancerende kompositioner af en af de mest nøgterne skikkelser på musikscenen, en mand, der nidkært hæger om sit efter eget udsagn kvalmende ordinære privatliv med konen og samarbejdspartneren Kathleen Brennan og deres noget i retning af fire børn et sted langt ude på Lars Tyndskids marker et ikke nærmere defineret sted i det nordlige Californien. Omend netop typerne derude, hvor kragerne vender, i høj grad befolker hans tekstunivers, der er fyldt til bristepunktet med rygter fra randområderne.
I sange som »Don’t Go Into That Barn«, »Hoist That Rag«, »Sins Of My Father«, »House Nobody Lives In« og »Murder In The Red Barn« befinder vi os i rurale omgivelser som hentet ud af white thrash-filmklassikeren Udflugt med døden (Deliverance), mens hans mere moralistiske side kommer til udtryk i udsagn som »God’s Away On Business« – hvor også hans iboende trang for det burleske forløses; et element af hans scenekunst, der får fuld skrue på syng-med-rutinen »Tabletop Joe« – og »Misery Is The River Of The World«, sidstnævnte fra den meget omtalte Robert Wilson-opsætning af Woyzek.
Få bærer som Tom Waits summen af det 20. århundredes mest aparte musikalske udtryksformer i sig, og ingen formår som han på det grundlag at skabe en så eksplosivt prægnant musikalsk cocktail, der både pirrer, nager, bevæger, ryster og maner uden sidestykke. Hele tiden med et skævt smil i mundvigen, thi Waits ikke så meget ler af folk som med dem; den menneskelige tragikomedie udsat for trædeorgel, el-guitar, gulvbas, slagtøj og den der helt uforlignelige stemme, beliggende et sted mellem et afsporet damplokomotiv og et jernstøberi i højeste omdrejninger. Et helt igennem sublim aften i selskab med en suveræn særling.

*Tom Waits m/ band, Theater des Westens, Berlin, torsdag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu