Læsetid: 5 min.

Uforudsigeligt familieliv

Brad Birds ’De Utrolige’ er ikke blot en fremragende animationsfilm, den er også på alle måder fremragende
12. november 2004

Ny film
Gennem de seneste 10 år har John Lasseter og Steve Jobs’ Pixar gang på gang udvidet grænserne for, hvad der er muligt med computeranimation. Med Toy Story (1995) lavede selskabet verdens første computeranimerede spillefilm og understregede samtidig, at en overlegen teknik kun giver mening, hvis den ledsages af en god historie. Siden har Lasseter og Co. udfordret både sig selv og konkurrenterne hos Dreamworks og begavet publikum med det ene velformede og vittige eventyr efter det andet, senest Monster’s Inc og Find Nemo.
Nu er Pixar aktuel med De Utrolige, der på én gang er et superhelteportræt, en satire over middelklassens fejring af middelmådigheden, en hyldest til familien og en teknologisk og visuel triumf.
Lasseter, der tjener som filmens producent, har allieret sig med Brad Bird, der tidligere har været forfatter på The Simpsons, og som skrev og instruerede det sørgeligt oversete, manga-inspirerede 2D-animerede mesterværk Drengen og jernkæmpen.
Ligesom den film foregår De Utrolige i en umiddelbart genkendelig verden uden talende fisk, monstre i skabene eller legetøj, der bliver levende, når man ikke kigger. Det er en såre realistisk verden, og de helt igennem troværdige personers problemer er nogle, som vi alle går rundt og tumler med: Børneopdragelse, det svære teenageliv, den første forelskelse, knas i ægteskabet, problemer på jobbet.
Dog er der den lille forskel, at hovedpersonerne, familien Parr, har superkræfter, og at far og mor er pensionerede superhelte, som efter mange år i samfundets tjeneste lever et anonymt liv med deres tre børn i en fredelig (og kedelig) forstad.

Familiedrama
Bob og Helen Parr alias superstærke Hr. Utrolig og Elastipigen, der kan strække sin krop langt, har været nødt til at gå under jorden, fordi de efterhånden kun fik bøvl og sagsanlæg ud af at redde andre mennesker. Bob er ansat som menig forsikringsmand i et stort selskab, der lever af at snyde sine kunder. Han er dybt frustreret, alt for overvægtig og slet ikke til stede i sit liv.
Helen går derhjemme og forsøger at holde styr på husholdningen, inklusive de to ældste børn, 10-årige Dash, der er hurtig som lynet, men som til sin store ærgrelse ikke må bruge sine evner på skolens løbebane – og kommer i vanskeligheder, da han udnytter sine evner til at placere en tegnestift på klasselærerens stol – og den lettere utilpassede teenager Violet, der blandt andet kan gøre sig usynlig og skabe kraftfelter omkring sig – hvilket kun understreger hendes generte, selvudslettende væsen, når det kommer til de drenge, hun er begyndt at interessere sig for, men ikke tør tale til. I det hele taget bruger Bird superkræfterne til at fremhæve karakterernes menneskelige egenskaber. Faren er stor og stærk, moren fleksibel, sønnen fuld af energi og svær at holde styr på, og den mindste, babyen Jack-Jack, har endnu ikke vist, hvilke kræfter han er i besiddelse af, ligesom alle babyer først senere viser deres personlighed.
De Utrolige er et detaljerigt familiedrama af en sådan kaliber, at man ofte glemmer, at man sidder og kigger på animerede karakterer, og med humoren som slagkraftigt værktøj får Brad Bird hurtigt slået fast, at den ekstraordinære familien Parr er ved at gå til i almindeligheder.
Kun når Bob er sammen med vennen og den tidligere kollega Lucius alias Mr. Frozone, og de lytter til politiradioen i håbet om at kunne få lov til at bruge sine evner til at redde andre mennesker, liver han op.
En dag overreagerer Bob over for sin undermåler af en chef – chefen ender i stræk efter at være blevet smidt gennem fire vægge – og bliver fyret. Bunden synes nået, men så får han en opringning fra den smukke Mirage, der på vegne af sin mystiske arbejdsgiver har en mission til Hr. Utrolig. Han siger ja, og til at begynde med går det godt. Bob og Helens samvær bliver markant bedre, til hendes store glæde og forundring, men det viser sig, at Bob bliver udnyttet, og inden længe er hele familien i livsfare, og for at overleve må de lære at samarbejde og udnytte deres evner fuldt ud.

Uforudsigelig
Også mindre børn vil kunne leve sig med i ikke mindst De Utroliges hæsblæsende, anden halvdel, hvor en superskurk skal nedlægges – en wanna be-superhelt, der må tage teknologien til hjælp, fordi han ingen specielle kræfter har og derfor vil udradere alle andre superhelte. Det går stærkt, er ikke helt ufarligt for de involverede og ofte meget morsomt for publikum. Men går man ind for at se filmen i en forventning om, at det er et stykke pointeret, familievenlig underholdning i stil med Monster’s Inc og Find Nemo, bliver man skuffet.
Brad Birds film er først og fremmest et uforudsigeligt, karakterdrevet værk, som på sin vis forlanger mere af sit publikum end Pixars øvrige film. Endelig en film, som rent faktisk giver stof til eftertanke.
Den lever ikke højt på indforståede referencer – selv om elskere af superhelte-genren givet vil more sig med at spotte instruktørens inspirationskilder – slapstick, eller verbal ping-pong. Brad Bird er blandt andet interesseret i at diskutere et samfund, hvor ingen får lov til at skille sig ud, og alle er specielle, hvorfor ingen ender med at være det. Det fører intet godt med sig, mener han, i stedet råder middelmådigheden, og udviklingen sættes i stå.
Filmens virkelige genistreg er de på det følelsesmæssige og psykologiske plan helt igennem troværdige karakterer. Deres superkræfter giver blot de hverdagslige konflikter og problemer en mere dramatisk og humoristisk dimension at udspille sig i, ligesom den ligefremme, ofte sjove dialog, som Brad Bird lægger dem i munden, understreger deres menneskelighed.

Funny animals
Bob og Helen Parr er nok superhelte, men de er også et snart midaldrende ægtepar, der har måttet se deres drømme blive knust og nu skal finde ud af, hvordan de vil leve resten af deres liv.
De Utrolige er fuld af elementer som mennesker, hår og hud, der er svære at få til at se rigtige ud, og teknisk set er den endnu en landvinding for Pixar. Den stringente, plastiske stil låner både fra japansk manga og avisernes karikaturtegnere, og selv om filmen foregår i vor tid, trækker Brad Bird og hans animatorer designmæssigt på 50’erne og modernismens skarpe linjer. Den afdæmpede fremgangsmåde præger hele filmen, også musik, lyddesign og stemmerne, der for en gangs skyld leveres af skuespillere og ikke overgearede komikere.
Af samme grund er det heller ikke så vigtigt, om det er den danske eller den amerikanske version af De utrolige, man ser – begge er naturligvis tilgængelige – for selv om både Craig T. Nelson og Holly Hunter er gode som Hr. Utrolig og Elastipigen, så lader de deres stemme tilpasse sig karakteren og ikke omvendt, som det ofte er tilfældet - f.eks. i Shrek, hvor figurerne i høj grad følger Eddie Murphy og Mike Myers’ verbale præstationer.
Brad Bird respekterer superhelte-genren, og filmen bygger op til et klimaks, der både er spændende og fuld af humor. Samtidig udnytter han konventionerne til at fortælle en usædvanlig historie, der har mere med tegneseriepioneeren Stan Lees anfægtede superhelte at gøre end den traditionelle animerede familiefilms funny animals.
Og det kan man kun være dybt taknemmelig for.

*De utrolige. Instruktion og manuskript: Brad Bird. Amerikansk (Imperial, Empire, Palads og CinemaxX i København og yderligere 86 biografer landet over)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu