Læsetid: 4 min.

Underkastelse og den evige jøde

Man skal ikke forkaste ’Submission’ – den myrdede hollandske instruktør, van Goghs film. Man skal tage filmens budskab alvorligt. Også for troens skyld, siger lektor i medievidenskab, Karsten Fledelius
27. november 2004

Flot! Hold kæft, det er et flot filmdokument,« lyder Karsten Fledelius’ umiddelbare reaktion, da Submission ender i sort videoskærm.
Fledelius er lektor i medievidenskab på Københavns Universitet med speciale i film- og mediehistorie med særlig henblik på propaganda. Anledningen til, at Information har inviteret ham til særfremvisning af den myrdede hollandske filminstruktørs omdiskuterede film, er en passage i Politikens kronik den 18. November. Heri afviser samfundsdebattør og forfatter Omar Shah, at Submission fortjener etiketten ’debatfilm’, og sammenligner van Goghs budskab og virkemidler med nazismens:
»Den instruktør han nok bedst kan sammenlignes med i sin mission, er Fritz Hippler (nazisten, der instruerede Der ewige Jude, fra 1940), og Submission har da også klart mere til fælles med Der ewige Jude end med Moores Fahrenheit 9/11 eller Riefenstahls Viljens Triumf for den sags skyld. Hvor Fahrenheit 9/11 var debatskabende og Viljens Triumf er proaktivt glorificerende, er Submission (i stil med Der ewige Jude) manipulerende og stigmatiserende. Som propagandist havde van Gogh således intet andet formål end at lægge en befolkningsgruppe for had og nedgøre en religion og dennes udøvere.«
Karsten Fledelius karakteriserer budskabet i Submission ganske anderledes:
»Det er en feministisk film, som viser, hvordan nogle mænd bruger islam til at undertrykke kvinder – en fortælling om en ung kvinde, der mister troen, fordi hun gang på gang bliver misbrugt, mishandlet og ydmyget i religionens navn,« siger han.
Submission er enkelt formet som en 10 minutter lang bøn. Den bedende kvinde er iført hajib, dvs. tørklæde og slør, der dækker underansigtet, men ikke hendes store mørke øjne. Stoffet, der dækker kroppen, er tyndt som et negligé – hendes nøgne bryster og ben og de koranvers, som står skrevet på maveskindet, skinner tydeligt igennem.
I rytmiske intervaller tilråber kvinden Allah sin lidelseshistorie om tvangsægteskabet, om voldtægten på bryllupsnatten og de bank, hendes mand jævnligt giver hende. Van Gogh krydsklipper til en rystende, sønderbanket brudeklædt kvindeskikkelse med korancitater på skuldrene, og den bedende kvinde fortsætter:
»Du siger, at mænd er kvinders beskyttere, fordi du har givet dem styrke. Jeg føler mindst en gang om ugen styrken fra min mands knytnæve i ansigtet. Livet med min mand er svært at bære, men jeg underkaster mig din vilje.«
Kvinden fortsætter sin historie – onklen voldtager hende, og da hun bliver gravid idømmes hun 100 piskeslag for utroskab:
»Dommen har dræbt min tro på kærlighed,« siger hun til Allah, og tilføjer, at »underkastelse til dig føles som selvbedrag.«
Den stilistiske form – kvindens direkte henvendelse til Allah – viser, hvor instruktøren placerer anvaret, mener blandt andre Omar Shar og imamen Fatih Alev. Sidstnævnte kalder filmen »et hadebudskab«:
»De vederstyggeligheder, som van Goghs film forbinder med islam, kan ikke tilskrives islam, men derimod enkeltpersoners misbrug af religion,« skrev Alev i politiken den 20. November.

Karsten Fledelius afviser denne tolkning, og drager sammenligning til film og bøger, der kritiserer kristne mænds brug af religionen til at undertrykke kvinder;
»Van Gogh har fungeret som fødselshjælper for en forfatter, der modigt udfordrer det patriarkat, som søger at hente sin legitimitet i islam – på trods af, at islamiske skrifter beskriver kvinder af formiddabel styrke og selvstændighed, som eksempelvis Muhammeds første og sidste kone.«
»Det er kedeligt, at nogle muslimer, har svært ved at se det.«
At den bedende kvinde holder sin Gud anvarlig for sine lidelser, tolker Fledelius også diametralt modsat af muslimer, som føler sig krænket af filmen:
»Når mennesker i religionens navn misbruger deres autoritet til at undertrykke og forgribe sig på andre, ender det ofte med, at ofret forkaster religionen – som vi ser kvinden i Submission gøre det.«
»Det er såre menneskeligt.«
»Og derfor beskriver filmen en dobbelt forbrydelse – dels det fysiske overgreb, dels det åndelige overgreb, som fraraner ofret troen på Gud.«
»Nej – Submission er sandelig ikke en film, man skal forkaste, det er en film, man skal tage alvorligt. Også for troens skyld,« konkluderer Karsten Fledelius, før vi går til andet punkt på dagsordenen: Den evige Jøde.
Lektoren kender denne nazistiske propagandafilm fra utallige gennemsyn, og spoler hjemmevandt mellem horible passager, der tilsammen tegner et billede af, at jødedommen ikke er en religion, men en »sygeligt listig, forgiftet races sammensværgelse mod de ariske folks sundhed og mod deres morallov.« Ved systematisk først at sætte sig på den finansielle magt i verden og derigennem få indflydelse på den politiske og kulturelle dagsorden er jøderne godt på vej til at beherske verden, er budskabet.
Et element i bevisførelsen er voldelige og selvforherligende citater fra Thoraen. Et andet element er billeder fra schæchtninger – en slagtemetode, som svarer til halalslagtning og gammel danske slagtetradition med at skære halsen over på svin og fjerkræ.
Billederne er stærkt ubehagelige – køer, kalve og får filmet i dødskamp med blodet piskende ud af halssåret, omringet af grinende jøder.
Begge dele – Thora-citaterne og slagtebillederne – giver stærke mindelser om nutidig hetz mod muslimer, eksempelvis fra Dansk Folkepartis Ungdom. Andre passager i filmen minder om islamistisk kritik af vestlig dekadence, påpeger Fledelius. For eksempel nazismens væmmelse ved den påståede jødisk inspirerede moderne kunst og frisind i mellemkrigstiden:
»I de forskruede sundheds- og renhedsidealer ligger nazismen tæt på fundamentalistiske udgaver af islam – og fundamentalistisk jødedom og kristendom, for den sags skyld.«
»Den sunde ariske races klassiske figurer sættes i modsætning til abstrakt maleri og moderne arkitektur.«
»Lige så sættes modernitetens frigjorte og værdige kvinde i modsætning til den ariske kvinde, som skal gå i skyggen af mænd.«
Propagandistiske budskaber og virkemidlerne bruges forstemmende ens på tværs af syv årtier og religiøse og ideologiske skel.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu