Læsetid: 5 min.

Universets historie i hver eneste celle

Med den stiliserede dokumentarserie ’Nede på Jorden’ ramte Max Kestner en ny klang i dansk dokumentarisme. Nu er han tilbage med et spøjst selvportræt
5. november 2004

Ny film
»Det tilfældige er det, der ikke har nogen orden. Men man kan aldrig vide, om der er en orden, før man har set den. Så derfor kan der være en orden i alt, og hvis det er tilfældet, findes tilfældet ikke.«
Sådan lyder argumentationen et eller andet sted omtrent midtvejs i den rablende talestrøm, som findes på lydsiden til Max Kestners højst usædvanlige selvportræt, Rejsen på Ophavet. Løsrevet lyder formuleringen måske højtragende eller lommefilosofisk, men i sammenhængen er den blot ét blandt adskillige bud på en tilværelsesfortolkning, der antager, at alt i universet hænger sammen, og at menneskets såkaldte identitet dermed potentielt er sammensat, ikke alene af de myriader af impulser som det har været i berøring med livet igennem, men også af alt hvad der er gået forud for fødslen, arveanlæg fra bedsteforældre og oldeforældre og i videre forstand hele universets historie.
I tilfældet Max Kestner (født 1969) findes en del af byggeste-nene således i det, han har oplevet under sin opvækst i 70’erne på Amager. Dvs. indtryk fra en familie, hvor livsstilseksperimenterne florerede, og hvor den politiserede atmosfære tenderede mod at opdele alting i sort og hvidt. Til ’de gode’ hørte Knud Jespersen, Che Guevara og Bob Dylan, til ’de onde’ Poul Hartling, Frank Sinatra og Pelle Jarmer; og mens forældrene realiserede sig selv og forsøgte at lave verden om, drømte lille Max om væg-til-væg gulvtæpper og en mor, der støvsugede og ikke gik med bare tæer.
Og, som det hedder: »Jeg forstod ikke, hvordan det kunne være sket, at jeg, der var normal, var vokset op med de to forældre.«

Sandhed i anførselstegn
Forklaringen søges derfor i familiemytologien om de generationer, der er gået forud. Måske stammer fortællerens forkærlighed for sømandssweatre fra oldefaren, der var søn af en snedker, som tog til Amerika for at prøve lykken og blev gift med en kvinde, hvis far havde været sømand og sejlet på den tomastede skonnert St. Laurentius? Eller måske er det maritime islæt kommet ind via mormoren, der arbejdede i en boghandel, hvor de solgte fyldepenne af mærket Waterman, og som mødte sin mand ved Silkeborgsøerne, hvor de sammen satte ud i en robåd og blev fanget i en storm?
Således gennemtrevler fortælleren sin familiehistorie i stadig mere løbske tankehvirvler, indtil det samlede sammensurium af mere eller mindre sandfærdige fortællinger og detaljer og sidespor smelter sammen til en uigennemtrængelig knude af skæbnetråde. Hele vejen er tonen lige så spøjs, som informationsmængden er massiv. Og hele vejen er den animerede, collageprægede og stærkt manipulerede billedside et vink med en vognstang om at det dokumentariske sandhedsbegreb er sat i larmende anførselstegn.
Rejsen på Ophavet indskriver sig i en vis forstand i den igangværende bølge af dokumentariske film om emner tæt på instruktørernes personlige liv. Film om jagten på forældre eller rødder. Film om søgen efter forklaringer på egen identitet, ofte med døren på klem ind til det allermest private. Hos Kestner holdes døren til det private imidlertid demonstrativt lukket, dels i redigeringen af de informationer der lægges frem på lydsiden, dels helt konkret i en række genkommende billeder af lukkede døre.

Eget sprog
Det er med andre ord ikke filmens ærinde at krænge det indre ud eller at blotlægge familiens hemmeligheder og smertepunkter. Snarere opererer Kestner på et metaplan, hvor han – samtidig med at han på elegant vis sammenkæder træk fra sin egen historie, sin familiekrønike og refleksioner omkring universets tilblivelse og altings sammenhæng – indirekte kommenterer de film, som alt for skråsikkert eller forsimplet peger på sandheder om menneskelivet og dets identitetsskabende faktorer.
En del af baggrunden for Max Kestners tilgang til at fortælle historier, og til filmmediet i det hele taget, skal findes i hans tro på nødvendigheden af at finde sit eget sprog. En tro, der blev bekræftet, da Kestner i midten af 90’erne kom ind på Den Danske Filmskoles (dengang) to-årige tv-Linje:
»På Filmskolen fik jeg cementeret troen på, at det ikke er idéer, men mennesker, der er noget værd,« har Kestner sagt.
»At der ikke findes historier, som kan adskilles fra det sprog, de bliver fortalt i. Det er sådan en vrangforestilling i vores branche, at historier er noget, der findes ude i virkeligheden, og som man bare kan gå ud og finde og så fortælle dem i et eller andet medium. Sådan synes jeg ikke, det er. Historier kommer ud af dem, der fortæller dem, ud af sproget. Derfor giver det ikke mening at tale om, at noget er en god historie, men at den er dårligt fortalt. Hvis det er tilfældet, så er det en dårlig historie – for de to ting kan ikke adskilles.«
Inden Kestner kom ind på Filmskolen, havde han været en kort tur omkring universitetet, hvor han havde snuset til det filosofiske studium, og derefter Journalisthøjskolen, hvor han holdt et enkelt semester. Og først fem år efter endt uddannelse trådte han for alvor i karakter som instruktør med tv-serien Nede på Jorden (2002), et stiliseret og alligevel sprællevende dokumentarisk indblik i hverdagen hos en gruppe ansatte på en fabrik i Esbjerg. Serien blev en solid succes, og materialet blev i 2004 omsat til en biograffilm.
Også i Nede på Jorden afholder Kestner sig fra at bore for dybt ned i personernes psykologi og bruger i stedet komediens distancerende form til at tegne en række små solidariske portrætter af et persongalleri, som – med afsæt i virkeligheden – er formet af manuskriptforfatter og instruktør i fællesskab, men som ikke desto mindre uden tvivl vil kunne genkende deres egen hverdag oppe på lærredet.
Insisterer man på at tale om et dokumentarisk udgangspunkt, kunne man hævde, at det drejede sig om en slags iscenesat dokumentarisme. Men allerede her rejser spørgsmålet sig, om ikke al dokumentarisme i et eller andet omfang er iscenesat – og om ikke Kestners metode kan komme lige så tæt, eller tættere, på den såkaldte virkelighed, netop fordi den afholder sig fra ethvert postulat om objektiv observering og i stedet søger én blandt mange subjektive sandheder om den verden, der berettes om.
I den nye film har Kestner så vendt linsen mod sig selv, samtidig med at han mere eksplicit, omend med et lune grænsende til galskab, reflekterer over det livssyn, der ligger til grund for hans metode. Og tilsammen tegner de to værker en ny stemme i dansk film, en stemme, som ikke blot i indlysende grad har sit eget sprog, men som også har noget at sige.

*Rejsen på Ophavet. Instruktion: Max Kestner. Dansk. Vises på cph:dox, Cinemateket, 6.11. kl. 19.15 og 12.11. kl. 19.30

*www.cphdox.dk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu