Læsetid: 3 min.

USA med på en kigger hos SAS

EU-Parlamentet forsøgte at standse en aftale mellem EU og USA om at udlevere data om flypassagerer til de amerikanske myndigheder
13. november 2004

BRUXELLES – Var det noget med en let vegetarret på den lange flyvetur til USA, eller måske fisk i stedet for svinekød? En ganske almindelig service hos de fleste flyselskaber. Og en yderst interessant oplysning for de amerikanske myndigheder. Sammen med 33 andre personlige oplysninger såsom navn, adresse, rejsekammerater, rejserute og kreditkortnummer bliver de såkaldte PNR-oplysninger (Passenger Name Record) udleveret til det amerikanske grænsepoliti. Hos SAS er løsningen, at amerikanerne får adgang til den del af SAS’ computere, hvor oplysningerne om de amerika-rejsende ligger.
»Ellers kan vi ikke få lov at flyve dertil. Så enkelt er det, når man har med amerikanere at gøre,« siger Lars Andersen, direktør i SAS.
Aftalen trådte i kraft midt i september, og bygger på en overenskomst mellem EU-Kommissionen og USA, som Rådet af europæiske udenrigsministre godkendte i maj. Den udløber om tre et halvt år. Men EU-Parlamentet er imod. Et flertal af parlamentarikerne mener, at aftalen strider imod retten til privatlivets fred og mod EU’s eget direktiv om databeskyttelse. Parlamentet er derfor gået til EF-Domstolen for at klage. Parlamentarikerne mente, at det burde være en hastesag. Men det har domstolen nu afvist.
»Det er en mærkelig afgørelse,« synes Ole Krarup fra Folkebevægelsen mod EU. Han er det danske medlem i det retsudvalg under Parlamentet, der i sin tid besluttede at indklage sagen for domstolen.
»Hvis der om to til tre år kommer en dom, som siger, at det var ulovligt, så er det ligesom lidt ’postfestum’,« mener han.

Klart flertal
»Der var ingen slinger i valsen i udvalget,« fortæller Ole Krarup om dengang, Parlamentet markerede sig på sagen: »Det var en prestigesag for Parlamentet.«
EU-Parlamentet stemte allerede i april mod at udlevere passager-data med et solidt flertal på 299 mod 218 stemmer. Dermed var Kommissionen og Rådet advaret.
»Jeg håber, at den Europæiske Kommission vil lære af denne afstemning og ikke igen prøve at undvige en demokratisk godkendelse af dens afgørelser,« sagde Graham Watson, formand for Parlamentets liberale gruppe, dengang. Men amerikanerne pressede på for at få aftalen på plads inden både EU-Parlament- og Kommission skulle udskiftes. Og på plads kom den så i maj.

Rejsefæller og svinekød
De 34 oplysninger, som amerikanerne får om hver passager, omfatter foruden navn, adresse, telefon- og kreditkortnummer også hele rejseplanen, hvem man rejser med og ikke mindst oplysninger om eventuel sygdom, diæt eller særlige madønsker. Også eventuelle bemærkninger fra flypersonalet og – hvis det fremgår af rejseplanen – oplysninger om hotel og leje af bil indgår. Det viser en rapport fra Parlamentet, der gennemgår aftalens omfang.
»Det, de ser efter, er for eksempel atypiske rejsemønstre,« forklarer Troels Rasmussen, informationschef hos SAS.
»En rejserute, som ingen ville tage, hvis de ønsker at spare tid og penge,« siger han.
Men Parlamentet mente, der var for mange oplysninger, og at det ikke var sikkert, hvem der ville få adgang til dem,? og hvor længe de måtte opbevares.
Graham Watson sagde dengang: »Når først oplysningerne er samlet i USA, er der ingen garanti for, at de ikke vil blive givet videre til tredjelande.«
I sin afgørelse går Domstolen ikke nærmere ind på selve indholdet i aftalen, men siger, at der ikke er grundlag for en hurtig sagsbehandling. Dels er det ikke muligt, at finde frem til, hvor mange personer der bliver berørt af den, og dels bad Parlamentet ikke om en udsættelse, da det henvendte sig til domstolen.
Mens nogle luftfartsselskaber allerede begyndte at udlevere data inden aftalen, har SAS været mere forsigtig, og ville først have de juridiske og tekniske problemer løst. SAS tager ikke stilling til EU’s databeskyttelsesdirektiv, der blandt andet siger, at oplysninger ikke må bruges til andet end det, de er indsamlet til – i dette tilfælde bestilling af billetter.
»Vi henholder os til national lovgivning,« siger Lars Andersen.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her