Læsetid: 5 min.

Væk med underholdningsdjævelen

’Jeg ser mit arbejde som en fortsat udforskning af det at være menneske,’ siger den svenske skuespiller Mikael Persbrandt, der er aktuel i filmen ‘Nat og dag’ instrueret af danske Simon Staho
26. november 2004

Portræt
Den svenske skuespiller Mikael Persbrandt er en meget stor mand, overvældende, både på biograflærredet, tv-skærmen og i levende live. De fleste kender ham primært som den kompromisløse, barske, men også godhjertede politimand Gunvald Larsson, der indimellem virker, som om han er ved at eksplodere, i en lang række tv-film baseret på Sjöwal og Wahlös kriminalromaner om kommissær Beck.
På forhånd er jeg blevet advaret om, at Persbrandt kan være vanskelig. At han har et voldsomt temperament, som indimellem rammer uskyldige journalister. Så det er ikke uden en vis nervøsitet, at jeg tropper op på Hotel d’Angleterre for at interviewe manden.
Anledningen er den danske instruktør Simon Stahos svenske spillefilm, Dag og nat, hvori Persbrandt har den altdominerende hovedrolle. I pressematerialet beskriver Staho skuespilleren som Miss Piggy på speed og fortæller om sammenstød, de to mænd havde under optagelserne til kortfilmen Nu. Sammenstød, der inspirerede Staho til sammen med Peter Asmussen og som en slags hævn at skrive rollen som den selvmorderiske Thomas, der i Dag og nat kører rundt i sin bil for at sige farvel til familie og venner, til Persbrandt.
Men min frygt viser sig at være helt ubegrundet. Persbrandt er en meget venlig mand, som iført sixpence og afslappet tøj kæderyger og spiser chokolade, mens han langsomt og eftertænksomt svarer på mine spørgsmål med sin karakteristiske, dybe stemme.
I virkeligheden, fortæller han, forløb optagelserne til Dag og nat uden problemer, og Stahos tekst er blot et misforstået forsøg på at skabe en slags zentropa’sk opmærksomhed omkring filmen – en dynamik som den mellem Lars von Trier og Peter Aalbæk eller måske Trier og Björk, der som bekendt rev sit kostume i stykker og flygtede fra optagelserne til Dancer in the Dark.
»Vi havde gode diskussioner om skuespillerens behov for at kunne trække på egne referencer, egne oplevelser,« siger Persbrandt, som dog har stor respekt for Staho og kalder ham en skuespillernes instruktør.
»Simon mener, at man ikke har brug for noget, at man bare kan lade som om. Og jeg mener, at det har han naturligvis ingen forstand på. Han er alt for grøn til at have sådan en mening.«
Han er 41 år, Staho 32, og Persbrandt understreger, at han ikke kunne have spillet så følelsesmæssigt og psykologisk svær en rolle som Thomas, hvis ikke han havde haft en vis alder og erfaring. Hele filmen er optaget i to faste indstillinger med to kameraer sat op inde i bilen, og det krævede meget af Persbrandt, der konstant var i billedet.
»Man skal orke at sidde stille og turde afstå fra de store udtryk,« siger Persbrandt, der gav sig selv som opgave at spille så rent og nøgent som muligt.
»Jeg blev frataget min krop. Man ser mig jo stort set kun fra brystet og op, og det stiller krav til, at man har et indre liv, at rollen så at sige ligger og gløder i det stille. Da jeg sad i bilen for 10. dag i træk, tænkte jeg, at jeg burde se ud på en anden, mindre kedelig måde. Men jeg fik overbevist mig selv om, at der ikke måtte komme et smil over mine læber, at jeg ikke måtte lade mig friste af underholdningsdjævelen, et problem, som alle skuespillere rammes af.«
Gennem sin karriere har Mikael Persbrandt spillet mange forskellige roller på både teatret, tv og film, og det, man altid husker, er hans kraftfulde udstråling og stærke udtryk. Rollen som Gunvald Larsson, der har gjort ham berømt over hele Skandinavien, er nok mere udvendig end rollen som Thomas i Dag og nat. Men Persbrandt trækker på det samme materiale, og rollerne har begge den indre glød, som gør de fleste af hans præstationer så uforudsigelige og interessante.
Det var slet ikke meningen, at han skulle være skuespiller, og han var 30 år, før han besluttede sig for at satse fuldt og helt på skuespilfaget. På det tidspunkt havde han både gået på kunstskole og danset, men takket være blandt andet en statistrolle i en Ingmar Bergman-opsætning af King Lear på Dramaten, en mindre rolle i en tidligere omgang Beck-film med Gösta Ekman som Beck og Rolf Lassgård som Gunvald Larsson, og ikke mindst en kontrakt med Theater Galeasen fik Persbrandt smag for skuespillet.
»Jeg var meget genert, da jeg var yngre,« siger han, »og gennem skuespillet får man en måde at overvinde det på. De fleste skuespillere har også et lille barn i sig, og arbejdet er en måde at blive bekræftet og elsket på. Måske har skuespillere i højere grad end andre mennesker det behov.«
Mikael Persbrandt betragter teatret som sit fags moder og stedet, hvor man lærer at være skuespiller og forstå pausen, den magiske stilhed og musikaliteten i en dialog. Da han var yngre, var det vigtigt for ham at vise, at han mestrede hele følelsesregistret og på kommando kunne græde, grine, vise smerte, være hadefuld og glad. Det er det ikke længere, fordi, som han siger, »det er publikum, ikke skuespilleren, som skal græde til slut.«
Hvor teatret er moderen, er filmen den lille elskerinde, der har som sin vigtigste opgave at stille spørgsmål, ikke besvare dem. Og Persbrandt har en drøm om at komme tættere på kilden ved at instruere, ligesom en maler, der kun har farverne, lærredet og tilskueren at forholde sig til. En skuespiller, siger han, »har manuskript, producent, instruktør, kameralinsen, fotografen, lærredet og tilskueren - der er så mange flere led, og man har ikke kontrol over slutproduktet. Jeg vil gerne tættere på kilden for at forsøge at skabe noget, der er mit helt eget.«

Det haster dog ikke med at begynde at instruere, når man løber ind i unge og begavede instruktører som Simon Staho, erkender Persbrandt, der godt kunne lide, at Staho havde gjort et stort stykke forarbejde med manuskript og rollebesætning og derfor lod skuespillerne være i fred på optagelserne.
»Ofte er det de instruktører, som taler mest og kommer med psykologiske udlægninger af en rolle, der har mindst at sige. Dem, der ved, at de har det hele i manuskriptet, og ved, hvad de vil have frem, når de optager, er ganske stille.«
Mikael Persbrandt beskriver sig selv som disciplineret og forklarer, at han altid forbereder sig grundigt på en rolle. Når han arbejder, bevarer han sin koncentration ved at leve et stille liv. Han synes, at en rolle kan fungere som terapi, og at han fik meget ud af at lave en dyster og alvorlig film som Dag og nat, en af de mest interessante film, han har været med i, siger han.
»Mange skabende mennesker, kunstnere, musikere, skuespillere, henter ofte en form for lystfølelse i de mørkeste stunder.«
I Persbrandts øjne er skuespilfaget en kompliceret kunstart.
»Se bare på Mephisto, der handler om skuespilleren som hykler. Der findes så mange komplikationer i faget. Skuespilleren som billig underholder. Skuespilleren som nar. Skuespilleren som sandhedssiger. Jeg ser det som en fortsat udforskning af det at være menneske, men man kan føle sig udnyttet og fornedret på mange måder. En eller anden har sagt, at ’hver eneste rolle er en personlig forulempning.«
Han smiler og siger så: »Egentlig handler det jo bare om, at man skal ’fake it as good as you can.’«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu