Læsetid: 3 min.

Alle vil være yokozuna

Til foredrag på den japanske ambassade om sumosporten, dens seneste udvikling og Eurosports manglende seriøsitet
20. november 2004

Sumo
Sumosporten er aldrig slået an som aktiv kampsport i Danmark – uden tvivl fordi Jens Okking valgte at blive skuespiller. Han kunne nok ellers let have fejet banen ren nede i EU og med sin determinerede tilgang til alting være blevet en glimrende yokozuana (mester), selv om nogle vil mene, han lige mangler 100 kilo, men skudt forbi: Sumo er ikke kun et spørgsmål om vægt. Der findes små brydere, som har fældet de store, stærke kødbjerge ved med raffineret teknik at gribe fat om deres lår og trække til.
Det er noget af det, Mari Anne Woll fra Dansk Sumo-seerforening fortæller i efter-fyraften-foredrag på Den japanske ambassade, der ligger klos op ad Gyldendal midt i København. Men først spørger vi hende:
– Hvor mange medlemmer er I i foreningen?
»Åh, en ca. 30 stykker,« siger hun. »Heraf 10, der er så aktive, at vi mødes, når Eurosport viser kampene. Vi spiser japansk mad, og hver anden måned går der et par uger med at kigge i timevis.«
– Findes der ikke-japanske sumobrydere?
»En overgang var der tre fra Hawai. Mongoliet har også leveret nogle, og Grusien en, som går under navnet Sorte Hav.«
Mari Anne Woll blev som barn adopteret af et dansk par, som boede i Japan, udstationeret af Mærsk. Siden sit femte år har hun boet i Danmark og underviser i dag i japansk som lektor på Rungsted Statsgymnasium. Interessen for at finde sine rødder førte hende tilbage til Tokyo og sumo.

Tv med forsinkelse
Men nu er lokalet blev fyldt med et halvt hundrede danskere, hvis spørgelyst bagefter viser sig at være intens.
Mari Anne Woll fortæller om sumo som ritualer, underholdning og sport. En basal brydekamp, hvis historie kan føres tilbage til 760 f. Kr. og de første olympiske lege, siger hun og viser lysbilleder, der viser udviklingen frem til i dag. Grundlæggende gælder det om, at skubbe (eller narre) den anden uden for ringen.
Her følger en implicit kritik af Eurosport. På den ene side viser de kampene, og det er godt, men »alle ritualerne, der hører med, er klippet væk,« siger hun. Desuden sendes kampene »med et par måneders forsinkelse.« (Det var aldrig gået i fodbold. Red.)
Ritualerne er vigtige, fordi sumo er indskrevet i shintoreligionen.
En kamp varer ofte kun et minut. Varer den fem minutter – det sker uhyre sjældent – vil kamplederen dekretere pause, mens salen koger. Bryderne skal derefter fortsætte fra de samme positioner som før pausen. Er der tvivl om udfaldet, tages video til hjælp, ligesom kampene analyseres grundigt af bryderne på videooptagelser. Hvorfor tabte jeg?
Der er seks store turneringer (1.000 kr. for de billigste pladser) om året og ca. 800 professionelle brydere i det professionelle system i dag. De unge tages i stald, fra de er fyldt 15-år, og derefter handler deres liv kun om sumo med alle de regler for træning, påklædning, fødevareindtag etc., der nu engang er. I deres aktive periode hyldes de som popstjerner og sexsymboler, og efter karrieren bliver de slankere og får job som tv-kommentatorer, staldmestre eller lignende.

Doping i sumo?
Alle drømmer om at blive grand champion, yokozuna, men det opnår kun nogle få. Chiyonofuji hed 80’ernes store yokozuna, også kendt som The Wolfe, der opnåede at komme i Madame Toussauds vokskabinet i de år, hvor engelske Channel Four udbredte kendskabet til sumo i Vesten. Tukanohana var 90’ernes store idol, og i dag er der en, som er begyndt på noget uhørt: Han viser følelser. Slår i gulvet, når han har tabt og den slags, omtrent som vestlige sportsfolk.
»Man er dog ikke begyndt at råbe ’Yes!’ når man har vundet,« siger Mari Anne Woll. der nu må svare på alverdens spørgsmål. Hvordan bliver de aflønnet? Vistnok 200.000 kr. om måneden plus præmier for vundne kampe fra sponsorerne. Hvad med deres frisure? Den er sat op med et gingoblad. Er der doping i sumo? Nej, det kan ikke betale sig, allerhøjest smertestillende midler. Kan man se dem træne? Ja, det er vist relativt nemt at komme til.
Og så var der sumobryderen, der var så stor, at man måtte rydde en hel sæderække, når han skulle flyve. I øvrigt er alt tilladt i ringen undtagen at rive i hår, tage kvælertag, bruge knytnæver, angribe kønsdele samt stikke øjne ud.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her