Analyse
LONDON Problemet Yasser Arafat er væk. Præsident George W. Bush kan puste ud med udsigten til fire år i Det Hvide Hus uden pres om genvalg. Irak holder høgene i og omkring regeringen travlt optaget. Og den på hjemmefronten stærkt pressede britiske premierminister Tony Blair kræver noget for noget. Er mon dette et af de unikke øjeblikke i historien, hvor begivenheder i USA, Europa og Mellemøsten falder sammen og danner en gunstig platform for nye fredsbestræbelser mellem Israel og palæstinenserne?
Umiddelbart ser det ud til, at noget så småt er begyndt at tage form. Om end Tony Blair under sit besøg i Washington i fredags ikke fik lovning på en international fredskonference i London næste år, så fik han dog et klart løfte fra Bush om at engagere sig i en løsning af konflikten.
Mandag kom det tilmed frem, at udenrigsminister Colin Powell der trods indleveringen af sin afskedsbegæring i går rejser på besøg hos de nye palæstinensiske ledere i næste uge for som han selv udtrykte det at undersøge hvilke nye muligheder, der er opstået i lyset af Yasser Arafats død. Kan denne håndsrækning til palæstinenserne mon tolkes som, at USA er på vej tilbage mod tidligere tiders mere balancerede holdning til konflikten?
Skæbnesammenfald
Historisk set er Bushs ivrige omfavnelse af Israels ministerpræsident Ariel Sharons politik og synspunkter abnorm. Det særlige forhold mellem Israel og USA begyndte ikke ved statens oprettelse i 1948, men først flere år senere, da Koldkrigsfjenden Sovjetunionen gjorde indhug i den amerikanske interessesfære i den arabiske verden, hvorved Washington valgte at knytte tættere bånd til den jødiske stat. Men dengang blev der stillet betingelser til israelerne for støtte, hvilket gav USA reel magt, som blev brugt til at styre Israel i retning af forhandling om fred med sine naboer, inklusive palæstinenserne. Omend det ikke er lykkes til fulde, så var der langt til det carte blanche, som Israel under Bush-regeringen reelt har opnået i forhold til at håndtere konflikten med palæstinenserne på deres betingelser. Spørgsmålet i disse dage og måneder er, om George W. Bush ejer ønsket og viljen til at tilbagekræve og bruge den amerikanske indflydelse til at presse israelerne der nægtede at forhandle med Arafat til forhandlingsbordet.
De i indledningen nævnte begivenheder trækker alle i positiv retning. Yasser Arafats død giver Washington en mulighed for at involvere sig uden at tabe ansigt de brugte jo som Israel Yasser Arafat som en undskyldning for ikke at tale med palæstinenserne. Dertil er der den frihed ved en anden og sidste præsidentperiode, at Bush ikke behøver at tage helt samme hensyn til sine pro-israelske vælgere. En fredsaftale mellem Israel og palæstinenserne kunne desuden have en positiv indvirken på resten af det uroplagede Mellemøsten ikke mindst Irak, argumenterer Blair m.fl.
Der er imidlertid også en række ting, der trækker i modsat retning. Først og fremmest er der troen på, at jernnævnepolitikken, som både USA og Israel fører mod terrorismen, virker. Israel er tidligere blevet kritiseret af USA for samme politik, men det ændrede sig efter 11. september-angrebene mod USA, som Israel dygtigt brugte til at pointere eksistensen af et israelsk-amerikansk skæbnefællesskab og sårbarhed i forhold til terrorisme. Siden har Sharon fået grønt lys fra Washington til gennem hårdtslående militære invasioner, drab på Hamas- og Islamisk Jihad-ledere og fysisk såvel som økonomisk blokade at forsøge at knække de militante palæstinensiske grupper.
Her tre år efter 11. september kan Bush når det ser rigtig sort ud i Irak skimte til det hellige land og konstatere, at terrorangreb mod civile israelerne er faldet.
Dertil kommer, at konservative ideologer i kredsen omkring Bush ganske enkelt ikke er enig med Tony Blair i, at Israel-Palæstina-konflikten er »dén mest presserende udfordring i verden i dag«, og at netop dén konflikt er brændstoffet bag de anti-amerikanske følelser i Mellemøsten. Det er ønsketænkning at tro, at ændringer i USAs Mellemøstpolitik vil have nogen indvirken på terroristerne, lyder argumentet.
Ingen ny politik
Når man opvejer argumenterne for og imod amerikansk engagement i fredsprocessen er det imidlertid svært at se, hvordan Bush kan lade dette øjebliks unikke sammenfald af begivenheder og interesser forpasse, og Powells besøg hos palæstinenserne i næste uge tyder på, at vi i øjeblikket ser starten på et sådant engagement.
Dette kan føre til forhandlinger, men selvsagt ikke i sig selv til fred. Idet magtbalancen mellem Israel og palæstinenserne er blevet forrykket yderligere til israelsk fordel under Bushs første embedsperiode især efter hans udtalelser om, at det vil være utopi at forestille sig, at alle de israelske Vestbred-bosættelser bliver fjernet, samt at de palæstinensiske flygtninge ikke kan få lov til at vende hjem kræver det en omfattende revidering af den amerikanske Israel-politik, hvis der skal komme en fredsaftale ud af kommende forhandlinger. Der er intet i Bushs seneste udtalelser, der tyder på, at han påtænker en sådan revidering af det særlige amerikansk-i
sraelske forhold. Kun Colin Powell talte for en mere kritisk Israel-linje, og med hans afgang i går tyder alt på, at det bliver de konservative ideologer, der kommer til at dominere amerikansk udenrigspolitik de kommende fire år.
