Læsetid: 6 min.

Virkeligheden er tilbage

Med sidste års brag af en debut viste cph:dox, at der er brug for en international festival for dokumentarisme i København. Nu er cph:dox tilbage med 140 film over 10 dage. Vi har smugkigget på de 10 film i hovedkonkurrencen
4. november 2004

cph:dox
Da den første udgave af den københavnske festival for dokumentarfilm, cph:dox, lukkede og slukkede den 16. november sidste år, var den ikke blot kommet hæderligt fra start. Med et billetsalg på 11.706, næsten det dobbelte af arrangørernes forsigtige forhåndsskøn, demonstrerede festivalen til fulde, at timingen for i den helt store målestok at præsentere hovedstadens publikum for dokumentarfilm var helt rigtig.
I morgen starter så anden udgave af cph:dox, stadig på et relativt beskedent budget men med et program, der er vokset fra 81 til 140 titler – samt en række special events, foredrag, seminarer, etc. Alt i alt et massivt vidnesbyrd om, at dokumentarismen i disse år er dén filmiske kategori, hvor den største dynamik og mangfoldighed samles. Og samtidig – når man ser nærmere på filmene – et signal om, at den aktuelle dokumentarisme ikke alene sprudler af kreativ energi, men at den tillige, efter en mere introvert periode, nu i overvejende grad drives af viljen og modet til at gå i kødet på en større virkelighed, også en politisk.

Historiens vingesus
Det sidste kan iagttages i omtrent en håndfuld af hovedkonkurrencens 10 granvoksne biograffilm, hvoraf flertallet ligger og balancerer på en spilletid omkring de to timer. Hører man til dem, der føler, at man har set rigeligt af intime og selvudleverende dokumentarfilm, hvor instruktøren placerer sig selv foran linsen og bruger sit eget baglands snavsede vasketøj som materiale, vil man kunne gå efter en film som A Social Genocide af den argentinske instruktør Fernando E. Solanas.
Her rulles den helt store historie om Argentinas tragiske og meningsløse nedtur ud. Udgangspunktet er det paradoks, at mens udlandet har talt om ‘det argentinske mirakel’, har befolkningen efter militærdiktaturets fald måttet døje med en udgave af demokratiet, hvor den ene korrupte statsleder efter den anden – især Carlos Menem og De la Rúa – ganske uden hensyn til befolkningens interesser har solgt ud af statens ejendom, samtidig med at nationens gæld er eksploderet til den svimlende sum af 170 milliarder dollars.
Den vanvittige og komplicerede historie er i gode hænder hos Solanas, som med sikker hånd orkestrerer de talrige stemmer og spor, så man efterfølgende føler, at man har været på en rejse, hvor man på én gang har følt den store histories vingesus og har bevæget sig på gadeplan og i øjenhøjde med de tusindvis af enkeltskæbner, som er blevet ofre for politikernes og storkapitalens brutale kværnen. Det er klassisk, veldrejet, informativt, medrivende og engagerende.
Storkapitalen står også for skud i den canadiske instruktørduo Mark Achbar og Jennifer Abbotts næsten to-en-halv time lange The Corporation, en agitatorisk, højtråbende og veloplagt analyse af hele det fænomen, der går under betegnelsen ’Corporate America’. I et hæsblæsende tempo og med en informationsmængde, der ville være en Michael Moore værdig – han medvirker i øvrigt – overdænger filmen sit sagesløse publikum med alle den amerikanske storkapitals dårligdomme.
En del af eksemplerne er velkendte til det fortærskede, men rygraden i filmens argumentation – en historisk gennemgang af korporationstanken, som går tilbage til den amerikanske borgerkrig, og som juridisk set sidestiller store selskaber med individer og dermed friholder investorerne for personligt ansvar – giver unægteligt et interessant perspektiv på de mange case stories. Og så er filmen regulært underholdende med sin hårdtpumpede og hittepåsomme stil.

Personligt fingeraftryk
Mens de to oven for omtalte film vægter information højere end indlevelse, kunne det modsatte stort set siges at være tilfældet for den følgende håndfuld af titler, som alle forener et udsyn til en politisk eller ligefrem storpolitisk virkelighed med et personligt filmsprogligt fingeraftryk og en fornemmelse af intim henvendelse fra instruktør til beskuer.
I Darwin’s Nightmare dykker den østrigske instruktør Hubert Sauper ned i den mærkværdige historie om nil-aborren, en kæmpemæssig krabat af en fisk, som, efter at den i 1960’erne blev sat ud i Lake Victoria i Tanzania, stort set har udryddet alt andet liv i søen. Nil-aborrens grådige udpining af omgivelserne er en slående metafor, ikke alene for den industri, som udnytter fiskebestanden uden at det for alvor kommer de lokale til gode, men for Vestens forhold til Afrika generelt.
Det mest slående ved filmen er imidlertid Saupers evne til at være til stede blandt historiens forskellige aktører, at ryste journalistikkens forventningspres af skuldrene og bare at afvente og iagttage, således at tragediens egentlige omfang træder frem som dunkle og ubehagelige undertoner i de tavse nattebilleders stemningssitrende og anelsesfyldte inferno.
Mere munter er tonen i den britisk-amerikanske Trollywood, en undersøgelse af situationen for de 136.000 hjemløse, som skønsmæssigt lever i Los Angeles, heraf en stor del i Hollywood. Titlen hentyder til, at filmen startede som et projekt, der skulle fotodokumentere de hjemløses livsstil, hvoraf det mest iøjnefaldende visuelle træk er blevet den nærmest emblematiske indkøbsvogn læsset med plasticposer og andet habengut. Men instruktøren Madeleine Farley blev undervejs så engageret i den verden, hun havde bevæget sig ind i, at det æstetiske udgangspunkt måtte vige for en serie respektfulde møder med hjemløse, hvoraf mange virker påfaldende ressourcestærke, mens andre døjer med misbrugsproblemer og ubehandlede psykiske lidelser.
Størst indtryk blandt de politiske film gør dog den erfarne finske dokumentarist Pirjo Honkasalos nye værk, Three Rooms of Malancholia, om konflikten i Tjetjenien, set fra børnehøjde. Filmen er komponeret som et triptykon, hvor første og sidste del, optaget med tyste, indfølende farvebilleder på henholdsvis et militærakademi på øen Kronstadt ved St. Petersborg og en tjetjensk flygtningelejr i Ingusjetien, udgør de to fløje, mens den midterste del består af en mere rå sort-hvid reportage fra Grosnij. Hovedpersonerne er børn i tolvårs alderen, forældreløse eller fra opløste hjem, og alle er fanget, ikke alene i mellemstedet mellem barn og voksen, men også i en konflikt, der på begge sider går i arv fra generation til generation. Det er på én gang hjertegribende smukt og isnende uhyggeligt.

Elegi og rock
Endelig kunne konkurrenceprogrammets to danske bidrag tages med i puljen af film, hvor emner med politiske implikationer behandles ud fra dybt personlige vinklinger. Det drejer sig om Jerusalem, min elskede af debutanten Jeppe Rønne og Min morfars morder af Søren Fauli og Mikala Krogh. Dem vender vi tilbage til ved given lejlighed.
Til slut skal nævnes tre film, som på hver deres måde skiller sig ud fra mængden.
Efter sine forældres skilsmisse kastes Jonathan Caouette ud i et turbulent forløb, hvor han først pendler mellem en række plejefamilier og siden havner hos sine bedsteforældre i en lille by i Texas. Som elleveårig begynder han at videodokumentere sit eget liv, og kort efter kaster han sig over Super 8-film, teater, etc.
Med tiden opbygger han således et helt arkiv af materiale, som nu danner udgangspunkt for den Gus Van Sant-producerede debutfilm Tarnation, et kludetæppe af et selvportræt, som dels skræller sig stadig dybere ind til kernen af en dysfunktionel familie, dels afspejler energien og mangfoldigheden i populærkulturen de sidste tredive år. En slags Sadie Benning møder Richard Kern – og dén film som Harmony Korine kun kan drømme om at lave.
Er Tarnation hovedkonkurrencens eneste selvportræt, må Arseny Tarkovsky Eternal Presence siges at være den eneste egentlige portrætfilm. Men hvilken! Den russiske digter Arseny Tarkovskij var instruktøren Andrej Tarkovskijs far, og Viatcheslav Amirkhanians næsten to timer lange elegiske filmhyldest kunne da også med sit monumentale format og sine insisterende mentale landskaber bringe mindelser om såvel sønnens film som værker af hans nulevende kollega Alexander Sokurow. Det er filmkunst, der dyrker nærvær, stemninger, poesi og metafysik i en sjælden grad.
Er man derimod mere til sex’n’drugs’n’rock’n’roll, kan det anbefales at indløse billet til Ondi Timoners Dig, et dynamisk dobbeltportræt af frontfigurerne fra to amerikanske independent-bands, Dandy Warhols og The Brian Jonestown Massacre. Filmen følger de to grupper over syv år og tegner ikke bare omridsene af et par vidt forskellige temperamenter, men skitserer tillige den balancegang mellem kommercialisme og idealer, mellem kompromis og autenticitet, som til stadighed synes at forlene rockmusikken med konfliktstof, udfordring og fascinationskraft.
Sidste år så undertegnede godt halvdelen af programmets 81 film og oplevede jævnt hen fyldte sale og et engageret publikum. Om kunststykket kan gentages i år, vil de kommende ti dage vise. Arrangørerne har i hvert fald gjort deres.

*cph:dox, 5. til 14. november. www.cphdox.dk

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her