DEN FRANSKE præsident Jacques Chirac og den britiske premierminister Tony Blair afsluttede i går deres årlige topmøde, hvor de ud over at diskutere verdens gang også markerede afslutningen på et helt års festligholdelse af 100-årsdagen for den britisk-franske venskabstraktat, Entente Cordiale, som blev underskrevet i april 1904.
Traktaten markerede i sin tid afslutningen på århundredes krige og rivalisering mellem de to stormagter, og garanterede også en alliance mellem London og Paris i tilfælde af en krig mod Tyskland. Og selv om både Chirac og Blair gennem hele mødet fremhævede de mange ting, som også i dag binder de to lande sammen i venskab og fælles interesser i Paris kaldte Chirac relationen mellem de to lande for et amour violent, et voldeligt kærlighedsforhold, så er det et ubestrideligt faktum, at de to EU-landes forhold er anstrengt til det yderste først og fremmest på grund af Irak-krigen og den afgrundsdybe forskel i holdningen til USA og den amerikanske indflydelse i verden. Fødselsdagsfestlighederne, som har været fejret på spektakulær vis igennem hele året med parfumerede tog, der bragte den britiske Dronning Elizabeth til Paris, gallamodtagelse på Buckingham Palace af præsidenten og britiske soldaters deltagelse i den årlige march på Bastilledagen har således fundet sted på den dårligst tænkelige baggrund og har på visse tidspunkter nærmet sig det parodiske.
Festtaler har afløst festtaler med historiske henvisninger en masse, samtidig med at den aktuelle virkeligheds ministre har udvekslet spydigheder for fuld udblæsning.
EN NY START er nu det bedste, de to ledere kan håbe på. Spørgsmålet er, hvad det er, der skal motivere dem til en sådan det amerikanske valg er næppe nok. Bedst er det naturligvis med en basis af faktiske, fælles interesser, som de to lande kan trække på. Frankrig og Storbritannien har traditionelt et stærkt militært samarbejde, som også inkluderer politi- og efterretningssamarbejde et område, der betyder langt mere i dag end for blot få år siden grundet den øgede terrortrussel.
Dette bunder netop i nogle faktiske omstændigheder; vi taler om de to lande i Europa, der har kernevåben og som samtidig er permanent repræsenteret i FNs Sikkerhedsråd.
På forsvarspolitikken har vi derfor at gøre med en af de få politikker, hvor alle EU-kendere f.eks. ved, at der skal være enighed mellem London og Paris, før den europæiske union kan vedtage noget vigtigt. Men der er andre områder, hvor de to lande står tæt på hinanden. To af de ønsker, som stod og fortsat står øverst på Blairs ønskeliste om en ny politik til den genvalgte amerikanske præsident, George W. Bush, er klimapolitikken og fredsprocessen i Mellemøsten.
De prioriteringer deles af Chirac. Når det gælder den europæiske union træder forskellene umiddelbart klarere frem end lighederne. Storbritannien er traditionelt med sin stærkt markedsorienterede tradition, sin ikke-deltagelse i euroen og sin binding til USA et godt stykke væk fra Frankrig, hvis kendetegn i det europæiske er et ønske om en stærk europæisk egenart, der kan tage konkurrencen op med USA og gerne vise sin overlegenhed, sin insisteren på en industri-og kulturpolitik, der smager af protektionisme. Dertil kommer en tradition for stærk europæisk integration i tæt samarbejde med makkeren, Tyskland.
Men mange overser, at de to lande deler en stærk satsen på det mellemstatslige samarbejde, et nationernes Europa, hvor det er de store lande, som styrer spillet, og gerne gennem de jævnlige EU-topmøder, hvor det er stats- og regeringscheferne, som er i spidsen.
MEN, MEN USA deler fortsat vandene. Dage før Chiracs besøg forsvarede Blair stolt den britiske plads ved siden af USA i kampen for frihed, demokrati og menneskerettigheder mod terror og diktatur og svor, at han som britisk premierminister ville sørge for, at EU og USA stod sammen i arbejdet for en bedre verden.
Chirac derimod sagde og det er unægtelig svært at være uenig til BBC torsdag, at »hvis man betragter situationen i hele verden, ikke bare i Mellemøsten, i forhold til sikkerhed og ekspansionen af terrorisme kan man ikke med troværdigheden i behold påstå, at verden er blevet et sikrere sted«.
Den bedømmelse vil Blair aldrig kunne gå med til, eftersom han fortsat mener, at Saddam Hussein var en større trussel mod menneskeheden og sit eget folk, end hvad der lige nu sker i Irak.
Ligeledes mener Blair som bekendt, at man kun vinder indflydelse på USA ved at være solidarisk ikke gennem kritik. Og så længe det er tilfældet bliver der ikke noget tættere fransk-britisk samarbejde, uanset at de to lande kan fortsætte det vigtige samarbejde om specifikke områder såsom Mellemøsten, klimaet og terrorkontrol.
