Læsetid: 2 min.

10 markante

24. december 2004


1. Nephew: USADSB (Copenhagen Records)
I grænselandet mellem pop og rock, mellem dansk og engelsk og mellem TV-2 og U2 oplevede Nephew et gedigent folkeligt gennembrud med en række ultrafængende, vittige og mundrette slagsange for zappergenerationen – og alle os andre.

2. Blue Foundation: Sweep Of Days (Virgin/EMI)
Et fornemt og stofligt lyddesign folder sig langsomt ud og svøber sangerinden Kirstine Stubbe Teglbjærg og rapperen MC Jabbers fælles bestræbelser på at komme overens med en verden i opbrud i de skønnest tænkelige klange.

3. Martin Ryum: Uden Garanti (Auditorium/Playground)
Både på plade og på scenen slog Ryum sit ry som en sand original fast med syvtommersøm. Som en af de få, der forsøger at trække den dansksprogede sang i nye retninger, forbliver han indtil videre en kultfigur, men fortjener et større gennembrud.

4. Juncker: Snork City (Columbia/ Sony)
Musikalsk er duoen Juncker næsten rørende gammeldags i både tilgang og udtryk, men til gengæld er forsanger Christian Juncker årets bedst begavede tekstforfatter, hvilken denne sangcyklus om en opvækst i forstæderne ubesværet demonstrerede.

5. Jomi Massage: Aloud (Morningside/Target)
Signe Wille Høirup-Jørgensen er i dén grad ikke som de andre piger i skolegården og bruddet med/pausen fra Speaker Bite Me har frigjort hendes enorme potentiale, som det kan høres på denne skæve og kontrære, men også begavede og illuminerende cd.

6. Benny Holst: Himlen må vente (Gambas Records)
Klassens gamle dreng er i år denne Benny Holst, der med comebacket Himlen må vente ikke blot fik lov til at oversætte og indspille to Bob Dylan-kompositioner, men også i høj grad berigede vor tilværelse med en håndfuld af egne åndfulde sange.

7. Claus Hempler: Hempler (GoGo Records/Playground)
En af DK’s få vaskeægte rockcroonere fandt for alvor melodien med dette statelige udspil, hvor Hempler viste rosset hvad klasse egentlig er for en størrelse. Er De til sang og sangskrivning på internationalt niveau, så sæt Dem blot godt til rette.

8. Karen: Ingen Smalle Steder (Playground)
Ikke bare Danmarks bedste, men også eneste dansksprogede R&B-sanger. Karen kommer med på listen, fordi hun virkelig vil noget med sin musik og oven i det udgør en attraktiv og råswingende modvægt til på hiphop-scenens infantile drengehørm.

9. Efterklang: Tripper (Leaf/VME)
Årets nok ubetinget mest ambitiøse satsning og samtidig dets mest vellykkede fusion af akustiske instrumenter og diskret electronica. Hjernefræsende og bevidsthedsåbnende på en underskøn underspillet psykedelisk facon.

10. Allan Olsen: Gæst (Columbia/Sony)
Sjældent har denne Olsen foldet sig så smukt ud, sprogligt som klangligt og hurra for det. Gæst udgør kulminationen på mange års hårdt arbejde og placerer ophavsmanden helt i toppen af den danske sangskriverpyramide. Og så er den hylende morsom.

Tre fæle fusere
Swan Lee: Swan Lee (GoGo Records)
Lyden af tomt buldrende almindeligheder pakket ind i det nydeligste ingenting. Ualmindelig ufarlig rockmusik.

Niarn: Årgang ‘79 (Copenhagen Records)
Hvis De har spekuleret over, hvordan det ville lyde, hvis en hjernedød Bandidos-rocker gav sig til at rappe, fås svaret her.

Saybia: These Are The Days (EMI)
Der er så megen patos at finde her, at den ender med at dementere sig selv og i stedet fremstå som en ophobning af hule postulater.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her