Bokssæt
»Trane was the father.
Pharoah was the son.
I was the holy ghost«
Liget af den amerikanske tenorsaxofonist Albert Ayler blev hevet op af East River i november 1970. Omstændighederne omkring hans død er aldrig blevet opklaret. Han blev 34 år, men forinden havde han rystet jazzverdenen med sin radikale, personlige musik. Blandt andet satte han en ny standard for, hvordan man kunne udnytte tenorsaxofonens ekspressive muligheder med en umanerlig kraftfuld tone (ikke mindst i det øvre register), fuld af nuancer, virilitet og med et stort vibrato.
Albert Ayler var samtidig en religiøs visionær ganske som vennen John Coltrane, der i sine sidste år frem til sin død i 1967 var stærkt påvirket af Ayler. Nogen har negligeret Aylers musik som værende jazz, andre har alternativt kaldt den for »fri spirituel musik«. Uanset hvad er det sidste en passende åben og ubunden betegnelse, der også markerer det stærke element af religiøsitet, der gennemstrømmer Aylers ofte messende og ekstatiske musik, og som er med til at kaste lys over, hvorfor den lyder, som den gør. Midt i vildskaben i hornets sprutten og hyl er der umiskendelige rødder tilbage i jazztraditionen til for eksempel. Coleman Hawkins brede tenorlyd og Sonny Rollins heftige fraser, og Aylers temaer henter deres simple struktur og farver i folkemusik, marcher, gamle kirkehymner og negroide spirituals.
jævn samling
Ayler indspillede kun få officielle plader. Hans hovedværk er fortsat Spiritual Unity fra 1964 med Gary Peacock (bas) og Sonny Murray (trommer). Men også My Name Is Albert Ayler, indspillet i begyndelsen af 1963 med blandt andet danske NHØP (bas) og Niels Brønsted (klaver) og Witches and Devils (1964), indspillet med amerikanske musikere, er centrale i diskografien. Nu kommer så dette monstrøse Ayler-bokssæt med en overdådighed og samlermanisk akkuratesse, som ikke har set sin mage. Den bærer navnet Holy Ghost efter ovenstående citat af Ayler om den saxofonisternes arvefølge i den åndeligt vakte amerikanske jazzavantgarde, han så sig som en del af. På ni cder præsenteres en række sjældne eller aldrig før hørte optagelser, der kronologisk følger hele Aylers karriere fra 1962 til 1970 som en slags uddybning af og appendiks til den kendte produktion. En strittende, meget ujævn samling musik med et par sensationelle fund imellem og med Ayler-interviews blandet andet fra Danmarks Radio i 64 og 66 på cd otte og ni.
Fragmenter af et liv
Selve boksen er en tyk, kvadratisk æske i sort plast, en imitation af en afrikansk spirit box med håndudskårne mønstre. Man har fornemmelsen af at sidde med en kasse, der lige er hentet ned fra pulterloftet efter 30 år. Nede i finder man ikke bare cder, men også en 208 sider lang, smuk, indbundet og garnhæftet bog med velskrevne essays, citater, musikerbiografier, fotos og en minutiøs dagbog over Aylers musikalske virke (hvor, hvornår og med hvem) fra drengeårene i 1945 til den modne kunstners sidste engagementer i sensommeren 1970. Der ligger også en række memorabilia, hengemte minder og fragmenter fra en karriere: Blandt andet et gulnet foto af Ayler som knægt med saxofon, gamle koncertprogrammer, en håndskreven Ayler-hilsen på et stykke papir fra et københavnsk hotel, en lille, tørret blomst, en ti siders pamflet om Aylers trio fra 1965 og et optrykt nummer af det »sorte« undergrundsblad, Cricket, fra 1969, der blandt andet rummer en artikel om Pharoah Sanders, én af Ayler selv (en musikreligiøs vision fuld af bibelcitater) samt en artikel om Ayler af skribenten Larry Neal.
Kuriosa og mytologi
Hvad musikken angår, er det basale problem den fysiske afstand til begivenhederne. Ikke mindst når nu Ayler scared the shit out of everyone med sit ekstremt fysiske spil. Det fornemmes ofte kun fra distancen i en del af optagelserne med en rædselsfuld lydkvalitet, der på ingen måde honorerer musikkens oprindelige nærvær og nuancer. Derfor har mange af disse lydspor først og fremmest akademisk interesse, hentet fra mere eller mindre obskure optagelser i Finland, Danmark, Frankrig, Tyskland, Holland og USA. En sand kuriositet er på cd fem den miserable men rørende optagelse af Aylers ekstatiske sørge- og hyldestmusik ved John Coltranes begravelse i St. Peter Lutheran Church i New York, juli 1967. Et mytologisk øjeblik for mange jazzfolk.
Sættet rummer blandt andet den første og den sidste optagelse, der kendes med Ayler, sidstnævnte en udmærket piratoptagelse fra Saint-Paul-de-Vence i Frankrig ved udgangen af juli, 1970, med Ayler i solistisk storform få måneder før sin tragiske død. Der er ind imellem fremragende musik blandt andet på cd et, der ikke bare gør bokssættet, men også Aylers eftermæle ære. Først tre optagelser med Ayler som gæst i guitaristen Herbert Katz kvintet med lokale musikere i Helsinki, 1962. Ayler søger og finder sprækker i det konventionelle bopsprog blandt andet i en rolig version af »Summertime«, hvor han spiller med udsøgt brug af pausen og med poetisk fabulerende fraser, der peger frem imod Jan Garbareks stil mindst ti år senere.
Sensationelt lydspor
Legendarisk og grotesk er historien om de to legender, Ayler og pianisten Cecil Taylor, der blev booket til studieoptagelse i Danmarks Radio af Erik Wiedemann og Torben Ulrich i november 1962. Alt gik galt. Musikerne kom for sent, trommeslager David Murray havde ikke hentet sine trommer i Jazzhus Montmartre, og da han endelig kom derhen med taxi, var stedet låst af, og der skulle ringes rundt efter nøgler. Taylor opsøgte i ventetiden en restaurant ved Radiohuset, og blev så stiktosset, da han fik serveret kogt hamburgerryg med grøntsager efter at have bestilt »hamburger«, at politiet blev tilkaldt (hele episoden er levende beskrevet af Torben Ulrich i sidste års uomgængelige bogværk, Jazz, bold og buddhisme). Indspilningen gik i vasken, men faktisk lykkedes det DR at lave en tv-optagelse med de to avantgardister. Den blev bare siden slettet. Mangen en jazzentusiast har siden vantro revet sig i håret over den uvidende stupiditet, der førte til elimineringen af denne unikke tv-optagelse. Derfor er det også sensationelt, at et lydspor fra omtalte session har overlevet, optaget fra fjernsynet af en privat samler endda i en god lydkvalitet. Optagelsen kom DR i hænde engang i 1980erne, og kun få har kendt til dens eksistens. Her høres Cecil Taylor (klaver) og Albert Ayler (tenorsax) med Sonny Murray (trommer) og Jimmy Lyons (altsax) med den 22 minutter lange kollektive improvisation, »Four«, hvor Ayler falder vildt og smukt ind i helheden, og hvor særlig Taylors spil gnistrer af intensitet. Det er, så vidt vides, den eneste eksisterende optagelse på kloden med Taylor og Ayler sammen. Holy Ghost er et særligt bokssæt, en sand hyldest til en underkendt gigant, et samlerobjekt for de hærdede, for nørderne og entusiasterne, men også interessant for enhver med videbegærligheden og den frie ånd intakt.
Albert Ayler: Holy Ghost rare & unissued recordings 1962-70. Ni cder, bog på 208 s. og memorabilia. (Revenant Records 213) www.revenantrecords.com
