På Holsbjergskolen i Albertslund tester man eleverne i læsning en gang om året. Det
har givet mærkbare resultater
Test
Undervisningen i dansk i første I på Holsbjergsskolen er så småt ved at gå i gang. Eleverne sidder samlet i en rundkreds på gulvet med et kalenderlys i midten, som den eneste lyskilde i klasselokalet.
Klassens lærer Mai-Britt Gatzwiller minder eleverne om, at de lige har haft nisseeksamen, og at det gik rigtig godt:
»Man skulle bare skrive dig og mig,« siger en af eleverne uimponeret.
En anden elev i flokken på gulvet supplerer: »Mai-Britt, det lyder som om, at mig staves m-a-i,« siger en pige i klassen. »Lige præcis,« svarer Mai Britt. »Det er et rigtigt drillenisse-ord.«
Efter dårlige resultater for danske skolebørn i PISA-undersøgelsen har OECD anbefalet, at evalueringskulturen forbedres.
På Holsbjergskolen i Albertslund er man allerede godt i gang. Her bliver eleverne testet en gang om året i de ældste klasser, og i de mindste klasser fra 1. til 3. er der prøver to gange om året, og det er er et erklæret mål på skolen, at eleverne skal læse 20 minutter hver dag.
Det har givet pote. Niveauet blandt børnene er steget, og sidste år fik skolen en pris for sine målrettede initiativer inden for læsning.
Læsning høj prioritet
I hele Albertslund Kommune har læsning haft høj prioritet gennem flere år. Trods en høj andel af tosprogede børn på 29 procent lå Albertslund Kommune over landsgennemsnittet, da man målte elevernes læseevne i 3. klasse i november. På landsplan er der omkring seks procent tosprogede.
Fra centralt hold er det for eksempel bestemt, at der skal være læsevejledere på alle skoler.
Jeanette Krambs er den ene af to læsevejledere på Holsbjergskolen. En af hendes opgaver er at teste eleverne og rådgive læren i, hvor der skal gøres en ekstra indsats:
»Testene fungerer som en retningslinjer til læren om, hvor der skal sættes ind,« siger hun og fortæller om, hvordan der testes i evnen til at læse både fag- og skønlitteratur samt evnen til at slå informationer op:
»Det kan være, at der er en klasse, hvor de ikke er så gode til at læse skønlitteratur. Ved at foretage test bliver det opdaget tidligt, og så kan man sætte målrettet ind med et læsekursus, hvor man læser lige præcis den type litteratur,« siger hun.
Efter skolen er begyndt at afholde test, bliver elever med læsevanskeligheder opdaget hurtigere:
»Man finder tidligere ud af, hvis der er dyslektikere i klassen. Ofte opdager man, hvis der er nogen i tredje klasse, der ikke rigtig er med. Det er kan være sværere at erkende, at der er problemer, hvis man først opdager det i sjette klasse. På det tidspunkt har de også nået at få flere nederlag. Hvis de har svært ved at læse, kan de heller ikke følge med i matematik og biologi,« siger hun.
Newzealandsk metode
Allerede i de yngste klasser sættes der forebyggende ind med specialundervisning til de elever, der ikke er helt med.
Tre lærere på skolen er uddannet i et newzealandsk undervisningsprogram, Reading Recovery. En af dem er Maj-Britt Gatzwiller, der blev færdig med specialuddannelsen sidste år, som en af de første herhjemme:
»Det er et intensivt læseprogram, som er rettet mod dem, der ikke får nok ud af den normale klasseundervisning. Udgangspunktet er, at omkring 20 procent i en klasse har brug for ekstra undervisning, 40 procent lærer at læse på grund af undervisningen og de resterende lærer det uanset, hvad man gør,« siger hun Målet med undervisningen er at bringe de dårligst læsende på nivaeu med resten af klassen: »Vi undgår at børn kommer i specialundervisning ved, at vi foretager forebyggende undervisning, inden børnene har tillagt sig dårlige vaner.«
Samtale er afgørende
Ved at teste børnene får Maj-Britt Gatzwiller et bedre billede af, hvordan det går med det enkelte barn:
»Fordelen er, at jeg hele tiden registrerer, hvad barnet kan, så jeg kan undervise på det niveau. Det nytter ikke at sætte niveauet for højt, for det er når man har succes, at man tør gå videre,« siger hun.
Som regel er det læsevejlederen, der foretager de årlige test. For at eleverne ikke skal opleve det som et nederlag, sørger læsevejlederen for at fortælle, at eleverne skal forvente, at der vil være opgaver, de ikke kan løse:
»Testen er lavet, så den udfordrer selv de dygtigste. Det snakker vi om inden,« siger læsevejleder Jeanette Kramb.
Vigtige samtaler
I 6. klasse får eleverne eksempelvis en række billeder, hvor de skal vælge de ord, der passer til billedet. Og omvendt skal de finde det rigtige billede til det rigtige ord. Bagefter får eleverne en tekst, hvor de skal sætte de rigtige ord ind, der mangler. Til sidst skal de vise, at de kan finde de rigtige oplysninger på et faktaark.
Efter testen taler læsevejleder og lærer sammen om den enkelte elev, og hvordan det går i klassen generelt. Men det er læren, der selv taler med eleven og eventuelt forældrene.
Ingen tvivl om, at samtalerne er en vigtig del af det at teste: »Hvis vi tester uden at have samtalerne, er testene ikke en fis værd,« siger Jeanette Krambs.
Godt begavet men doven
Gennem test blev det for eksempel opdaget, at en tosproget pige, der ellers var godt begavet og godt med i diskussionerne i klassen, lå som en af de dårligste i læsning, da hun gik i 5. klasse.
I de mindre klasser, var hun ellers en af de bedste læsere i klassen målt på hastighed og forståelse:
»Hun troede faktisk også, at hun selv lå højere, men hun har været lidt doven, og har ikke gjort så meget ud af det,« fortæller Jeanette Krambs. Efter testen og samtalerne begyndte pigen at arbejde mere målrettet, og er i dag en god læser:
»Hun er uden tvivl begavet, men hvis ikke hun kan læse godt, ville hun ikke kunne klare en studentereksamen. Det vil være spild af evner,« siger Jeanette Krambs.
Udover ekstra undervisning og test, afholder skolen også læsekurser, hvor eleverne deles op efter niveau på tværs af klasserne, og lærerne deltager i studiegrupper og udveksler erfaringer og gode ideer til undervisningen.
