Læsetid: 2 min.

Alpesanatorium opgiver ånden

Kurstedet, der blev uddødeliggjort i en Thomas Mann-klassiker, drejer nøglen om
9. december 2004

TROLDOMSBJERG
DAVOS – Karl-Heinz Helmus og Friedrich Baumann har kun én lunge. Det har Royal Air Force og Den Røde Hær sørget for. I 1944 var Helmus på vej gennem Luxembourg i tysk militærkolonne, da RAF-fly angreb. En bombe ramte Helmus’ panserkøretøj og berøvede ham brugen af højre lunge. Under slaget om Königsberg i 1945 kom Baumann for tæt på en sovjetisk granat. Sprængsplinter perforerede hans venstre lunge.
I deres civile liv siden krigen er begge hvert år vendt tilbage for tilbringe rekreationsperioder på Hohenklinik Valbella i Davos – en schweizisk kurby i Alperne, for her besidder bjergluften helsebringende egenskaber. I panoramasalen i Valbella-sanatoriet nipper Bauman og Helmus til rosenteen, mens de betragter den blændende udsigt: De fyrtræsbevoksede bjergskråninger, lysene, der tændes i dalen, månen, der kommer til syne over klippemassivet, der er så fortryllende, at forfatteren Thomas Mann opkaldte en bog efter det. På Trolddomsbjerget kan disse gamle mænd ånde ubesværet.
»Vi kommer her for det generelle velvære,« siger Baumann, »som faste gæster føler vi os som del af familien. Derfor er vi bestyrtede over, at Valbella skal lukke.«
Davos’ storhedstid begyndte ca. 1840. I årtier drog generationer af astmatiske, tuberkuløse velhavere fra hele verden til et af kurbyens 30 sanatorier for at synke ned i hvilestole og indånde frostklar luft. Byen var befolket med flere syge end raske. De skrantende rigfolk betalte ikke blot for rene lagener, råkost og nystrøgne skjorter, men også for friske blomster, dampbade og tidens tvivlsomme ’mirakelkure’ med Røntgenstråler og arsenik.

Liggekur
I dag er kun fire sanatorier tilbage. Moderne medicin har erstattet traditionel tuberkulose- og astmabehandling. Valbella lukker denne måned efter 106 års praksis, og to andre sanatorier står for tur. Dermed vil Baumann og Helmus ikke have andet valg end at indkvartere sig på Wolfgang – en fuldkommen »upersonlig« institution. »Wolfgang er et hospital – ikke et sanatorium – jeg bliver hjemme,« siger Baumann.
Aldersstegne tyske krigsveteraner er ikke de eneste, der er ramt af Valbellas fortryllelse. I maj 1912 ankom Thomas Mann hertil med det ufuldendte manuskript til Døden i Venedig i bagagen. Egentlig skulle han blot opholde sig i tre uger for at besøge sin kone, Kajta Pringsheim, der blev behandlet for en bronkielidelse – hver dag blev hun indpakket i flere lag kameluldstæpper, beordret på ’liggekur’ og anbragt i en hvilestol, hvor hun blev trakteret med alt det yoghurt, suppe, kyllingesteg og kage, hun kunne spise.
Manns berømte beskrivelse af »en langstrakt bygning med kuppeltårn, som lå på et lavt fremspringende engplateau med facaden vendt mod sydvest, og som med sine balkonloger på afstand virkede hullet og porøs som en svamp« er en eksakt skildring af Valbella (i romanen kalder Mann dog sanatoriet for ’Berghof’), som det så ud indtil sanatoriet blev renoveret i 1950’erne.
Mann skulle komme til at forlænge sit ophold ad flere omgange. Dog ikke så længe som hovedpersonen, Hans Castorp, i Trolddomsbjerget (eller Troldfjeldet, som den danske titel var, før Gyldendal i 1991 udsendte en ny version, red.), der blot skulle besøge sin fætter, men blev der syv år, indtil Første Verdenskrig hævede fortryllelsen.

© The Independent og Information

*Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her