Læsetid: 5 min.

Det andet Amerikas førstedame er død

Hun var en meget læst forfatter, en akademisk anerkendt kritiker og kulturanalytiker. Men som intellektuel var Susan Sontag helt enestående insisterende
30. december 2004

Nekrolog
Det var som om, den vestlige verden blev en étpartistat. Det var som om, terroristerne havde ramt den frie tanke. Det var selvfølgelig et chok. Attentaterne i New York og Washington i september 2001 ramte både 3.000 ofre, deres familier og venner og en hel kultur. Det var i dette chok, at alt, der ikke var amerikansk patriotisme, blev diskvalificeret som ’antiamerikanisme’.
Det var i dette chok, at attentaterne af intellektuelle og politikere blev udlagt som ondskaben selv sluppet løs mod friheden og civilisation. Dette kunne kun forklares med religiøse begreber. Som den tyske filosof Jürgen Habermas har sagt: Terrorattentaterne den 11. september satte en religiøs streng i bevægelse i de vestlige samfund.
Den amerikanske forfatter og kritiker Susan Sontag sad på et hotelværelse i Tyskland og fulgte det på tv.
Hun var en sand new yorker. Født i New York i 1933. Hun boede siden i Los Angeles, Chicago, Paris og Boston, hvor hun studerede på Harvard Universitetet. Men hun vendte tilbage til New York. Hun kunne lide de amerikanske storbyer. Især New York. Men som hun sagde: »Resten af USA er for mig bare noget, man kører igennem.«
Og tirsdag den 28.december blev Sontag efter længere tids kræftsygdom erklæret død i New York.
Hun dør som en anerkendt forfatter, der har nået et større publikum med romaner som The Volcano Lover og In America.

Bøsser og massekultur
Susan Sontag dør som en respekteret og original kulturanalytiker. Hun fik et gennembrud med sine studier i bøssekulturen fra 1964, der blev til hovedværket Notes on camp.
Hun udlagde bøssekulturens æstetik og livsstilistik som svar på spørgsmålet: Hvordan kan man være dandy i et massesamfund? Og hun svarede med et forsvar for ’camp’:
Der er i Sontags kritiske arbejde en næsten nostalgisk veneration over det moderne begrebsrepertoire: Her er ambivalens, dandyen, marginalkulturens fascination med videre sat i spil:
»Jeg er selv stærkt tiltrukket af ’camp’. Og næsten ligeså stærkt frastødt.«
Sontag skrev også analyser af fotografiet. I 1970’erne foreslog hun en ’fotoaskese’; hun udgav en fotobog uden billeder som opfordring til, at man holdt igen med billedbombardementet i mediesamfundet. For et par år siden udgav en ny fotobog, hvor dette projekt var opgivet. Susan Sontag vil blive husket for sin modstand mod fortolkning, og for sin tese om, hvorfor Leni Reifensthals æstetik var fascistoid. Men Sontag var ikke nogen stor tænker. Hvilket hun selv erkendte:

Ingen stor tænker
»De siger, jeg er en stor tænker. Det er noget vrøvl. Jeg tænker kun, når jeg skriver, eller når jeg taler. Og jeg er faktisk temmelig langsom.«
Men hun dør som en af de største stemmer overhovedet. Da hun sad på sit hotelværelse i Berlin i september 2001, var hun chokeret. Ikke over den bibelske ondskab eller den barbariske brutalitet. Men over at alle kunne være enige, at det her var ondskaben selv på spil. Hun skrev et essay, som blev bragt i magasinet The New Yorker:
»Hvor er bevidstheden om, at dette ikke var ’feje’ attentater mod ’civilisationen’ eller ’friheden’ eller ’menneskeligheden’ eller ’den frie verden’, men et angreb på verdens selvudnævnte supermagt udført som konsekvens af bestemte amerikanske alliancer og handlinger?«
Den bevidsthed var væk. Tænkende mennesker, der plejede at kritisere den amerikanske udenrigspolitik, reducerede deres intellektuelle aktivitet til at sige: Vi står samlet bag præsidenten. Vi tror på amerikanske værdier. Det lignede ifølge Sontag kulturen i en sovjetrussisk étpartistat: »Politik, demokratisk politik, der skulle respektere uenighed og sætte åbenmundethed som norm, er blevet erstattet af psykoterapi. Lad os da for Guds skyld sørge i fællesskab. Men lad os ikke være dumme i fællesskab. Bare en lille smule historisk bevidsthed kunne hjælpe os til at forstå, hvad der lige et sket, og hvad der måske vil fortsætte med ske. Vi får hele tiden at vide: Vores land er stærkt. Jeg oplever ikke dette som beroligende. Hvem er i tvivl om, at USA er stærkt? Men det er ikke det eneste USA, skal være.«
Efter sit essay om reaktionen på terrorangrebene blev hun lagt for had og hånet. Essayet gik verdens aviser rundt og blev af modstandere fremhævet som eksempel på ’anti-amerikanisme’. Men Sontag fik i 2003 de tyske boghandleres prestigefyldte fredspris i Frankfurt og sagde ved den lejlighed, at ledende amerikanere ser sig selv som dem, der forsvarer selveste civilisationen mod barbarerne ude på den anden side af porten.
Sontag insisterede på, at civilisation er ikke en kamp mod barbarerne udenfor, men stadige kultiveringer af vores egne dæmoner.
Hun var stærkt aktiv i bevægelsen mod Vietnamkrigen i 1960’erne og proklamerede, at ’det hvide menneske var verdenshistoriens cancer’. Hun forsvarede Salman Rushdie mod de iranske mullaher, og hun forsvarede intervention i Jugoslavien i 1990’erne:
»De væsentligste tilfælde af massevold i verden i dag bliver begået af regeringer inden for deres egne juridiske anerkendte rammer. Kan vi virkeligt sige, at det har vi ikke noget svar på?«.
Susan Sontag var som intellektuel en af dem, der gjorde, at USA er så meget mere end stærk. Hun var det, man kalder ’Det andet Amerikas førstedame’; det andet Amerika forstået som den kritiske kultur, der minder om, at moderne idealer aldrig kan blive realiserede, og at åbne samfund ikke prædiker, men praktiserer sine sandheder.

*Forlaget Tiderne skifter har udgivet Sontags roman I Amerika, fotobogen At betragte andres lidelse og hendes essay om den 11. september er i antologien 11. september 2001 – eftertanker, også på Tiderne Skifter. Gyldendal har udgivet romanen Manden der elskede vulkaner

FAKTA
Susan Sontags blå bog
•Født i New York i 1933
• Gik på college i Chicago og studerede videre på Harvard og Oxford
•Skrev både romaner, ikke-fiktive bøger, skuespil, filmmanuskripter og essays.
•1987-1989 var hun formand for forfatternes organisation, Pen American Centre, hvor hun særligt støttede forfulgte forfattere
• Størst forargelse vakte hun, da hun umiddelbart efter terrorangrebet 11. september 2001 skrev sit essay i The New Yorker om USA’s ansvar for sine alliancer og handlinger
•Senest har hun gjort sig bemærket med sin kritik af besættelsen af Irak.
•Hun efterlader sig sønnen David

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu