Lønnedgang II
»Det havde karakter af afpresning,« siger Wolfgang Nettelstroth, talsmand for fagforeningen IG Metall i den tyske delstat Nordrhein-Westfalen. Hvis ikke fagforeningen i juni indgik en aftale, som sænkede lønomkostningerne, ville elektronikkoncernen Siemens flytte sin produktion af mobiltelefoner til Ungarn.
To fabrikker var truet, 5.000 job stod på spil. IG Metall gav efter. Lige som den danske slagterigigant Tulip i denne uge ville have sine medarbejdere til at gå ned i løn, oplever også tyske ansatte, at deres arbejdsgiver vil have mere for pengene længere arbejdstid eller lavere løn. Vesteuropæisk arbejdskraft er blevet dyr hver dag forsvinder 1.000 tyske job til lønbilligere lande i Østeuropa eller Asien, anslås det. Siemens-aftalen, der bl.a. betyder fem timers ekstraarbejde om ugen uden lønkompensation, blev af tyske medier og arbejdsgivere omtalt som en murbrækker; 40 timers ugen var på vej til at blive genindført i Tyskland, hed det.
Hos IG Metall finder man den udlægning vildt overdrevet. Dels er aftalen tidsbegrænset, dels har de ansatte til gengæld fået jobgaranti i to år og løfter om millioninvesteringer i fabrikkerne. »Der skal opbygges nye produktionslinjer. Nye produkter er nødvendige for at sikre beskæftigelsen. Man kan jo ikke garantere en afsætning af et bestemt produkt frem til år 2010,« forklarer Wolfgang Nettelstroth.
Store smerter
Let var Siemens-beslutningen ikke, den blev indgået »under store smerter«. Først forsøgte IG Metall at finde alternative redningsmåder. »Vi fik en revisor til at gennemgå virksomheden for at finde andre besparelsesmuligheder, men vi fandt ingen. Vi diskuterede, om vi skulle sige: Okay, produktionen går til Ungarn. Havde der været andre beskæftigelsesmuligheder i regionen, havde vi ikke accepteret aftalen.« En signalvirkning på det tyske arbejdsmarked kan der heller ikke være tale om, mener Wolfgang Nettelstroth. Signalvirkning har snarere de aftaler om løntilbageholdenhed, som IG Metall de senere år har indgået med omkring 400 kriseramte virksomheder. »De har alle en tidsbegrænsning, og 35 timers ugen er normen. Aftalerne tillader to-tre timers ekstra arbejde om ugen uden løn men kun på betingelse af, at der ikke sker fyringer.« Arbejdsgiverne får altså ikke mulighed for at indkassere den forhøjede produktivitet i form af fyringer.
Motorfabrik reddet
Som bevis på, at den slags indrømmelser fra fagforeningens side faktisk hjælper, peger Wolfgang Nettelstroth bl.a. på motorproducenten Deutz i Köln. I slutningen af 1990erne kom virksomheden i vanskeligheder. »Vi lavede en aftale for årene 1998-2000, som gjorde det muligt at konsolidere virksomheden. Arbejdspladserne blev sikret, og de ansatte betales nu efter overenskomsten. En del af overarbejdet blev siden udbetalt, resten blev afskrevet som de ansattes investering i fremtiden.«
Når en virksomhed henvender sig, forsøger IG Metall at efterprøve dens redningsplan. »Til to-tredjedele må vi sige, at det ikke går; enten fordi der skal andre skridt til, eller fordi de kommer for sent.« Efter aftalen med Siemens banker også de velkonsoliderede på hos fagforeningen. »Det er virksomheder med 40, 30 eller 10 procents overskud. Hos dem er der ingen grund til at forhøje overskuddet,« siger Wolfgang Nettelstroth.
wpr@informatoin.dk
