Læsetid: 9 min.

Er arkitektur liv eller kunst?

Arkitektur: liv eller kunst? Spørgsmålet bliver knap nok stillet i samtalen mellem 80-årige Gehrdt Bornebusch og 30-årige Bjarke Ingels. Men de to arkitekter kredser om det, når de her krydser streger
13. december 2004

Arkitektur: liv eller kunst? Spørgsmålet bliver knap nok stillet i samtalen mellem
80-årige Gehrdt Bornebusch og 30-årige Bjarke Ingels. Men de
to arkitekter kredser om det, når de her krydser streger

KAMPZONEN
Ligger kampzonen mellem generationer? Eller spiller andre forskelle ind, når arkitekturidealerne skifter, og arbejdsmåder ændres i projektering og byggeri?
Godt nok skal den unge arkitekt ikke konkurrere med den ældre om opgaverne, men det varede ikke mange øjeblikkes dialog, før Gehrdt Bornebusch (f. 1924) og Bjarke Ingels (f. 1974) var uenige. Synsmåderne demonstrerer, at der ikke findes universelle eller eviggyldige værdier inden for arkitektur og bygningskunst.
Gehrdt Bornebusch (GB): »Der er noget mærkelig dødt ved computertegninger. Jeg synes det er en blandet fornøjelse, og jeg har vist kun set den slags fremstillinger af jeres projekter. Vi brugte akvarel og hårtørrer til perspektiverne i sin tid.«
Bjarke Ingels (BI): »Mediet er jo på en eller anden måde budskabet. Det er klart, at kul eller akvarel på groft papir har nogle muligheder, men computeren har nogle andre muligheder, og det er ikke fordi, vi er en særlig digitaliseret tegnestue.«
»Jeg tror meget af det, du har set af vores ting, er fotografier af fysiske modeller med skrappe farver på, som vi har scannet og lagt ind i computeren for at bearbejde dem med overflader og effekter, nærmest som en slags collage eller assemblage.«
»Et foto af en model med flot lys på kan i sig selv have en særlig mystik eller energi, men via computeren får du en nøgen fremtræden, så du selv må tilføre liv og figurer til resultatet.«

Processen
GB: »Men sig mig, skitserer I også på computer? Det interesserer mig at høre, fordi selve tilblivelsesprocessen er så vigtig. Jeg har altid haft det hele inde i hovedet, inden jeg skitserer huset. Hvad gør I? Arbejder jer gradvis frem?«
BI: »Ja, i høj grad! Fordi det er en kollektiv proces. Det er nødvendigt, hvis vi skal kunne udnytte alle tilstedeværendes ressourcer. Hvis vi hver især bare sidder og grubler inde i hver sit hoved, er der jo ingen mulighed for at de andre kan bidrage.«
»Ikke at det hele dermed foregår efter demokratiske principper, for det er ideerne der bestemmer.«
GB: »Jeg kan godt forstå hvad du siger, men vi er langt fra hinanden på det her punkt, som generationer betragtet. Jeg er glad for at se, hvad I laver, men jeg tror på, at arkitektur er en kunstart, præget af den person, der har tegnet huset. Ligesom med en roman eller en symfoni. Jeg har sikkert været en kedelig chef, for jeg har altid skitseret det hele selv!«

Bjarke Ingels er 30 år og driver tegnestuen PLOT sammen med Julien De Smedt og en snes yngre medkombatanter. Foreløbig er virksomheden mest kendt for præmierede konkurrenceprojekter, og for svømmebassinet i Københavns havn, en maritim ungdomsklub på Amager, og et igangværende boligbyggeri i Ørestaden.
Gehrdt Bornebusch er 80 år, og lagde ud som selvstændig sammen med Jørgen Selchau, Max Brüel og Henning Larsen. Det blev til en række af 1950’ernes bedste danske kommuneskoler og, organisatorisk opsplittet, til det store amtshospital i Herlev. Men Holbæk Seminarium, Skovskolen ved Nødebo og Forskningscentret for Skov og Landskab i Hørsholm har Bornebusch blandt mange realiserede opgaver selv stået for sammen med medarbejderne på tegnestuen. Han har også været kongelig bygningsinspektør.

GB: »Da vi var unge, arbejdede vi sammen om konkurrencer. Så lavede vi gerne to projekter – Henning og mig, og Max og Jørgen. Men det varede ikke så længe på den facon, for vi kom bare til at sidde og slå hinanden over fingrene. Så det endte med hver vores opgaver og tegnestuer. Max tegnede og tegnede iøvrigt altid, så vi havde et kolossalt papirforbrug. Han sad i skitsepapir til hofterne.«
BI: »Når vi starter, skitserer vi mest i modeller. 60 eller 70 små principmodeller skåret i blå skumplast, og det er selvfølgelig alt for mange. Men hver af modellerne tester forskellige polemikker eller intuitive udsagn. Når tingene så virkelig klikker, og dét, der er kommet frem har sin egen styrke, eller skønhed måske, så kan vi allesammen arbejde videre mod samme mål på forskellige niveauer.«
GB: »Hvor mange mennesker er det?«
BI: »10 måske...«
GB: »Det er mange...«
BI: »Det er på en måde også forfærdeligt, men der er sket noget i branchen på de 50 år, siden I startede. Eller siden Utzon vandt konkurrencen om Sidney-operaen. Han afleverede nogle få ark med blyantstegninger, og det blev uden videre begyndelsen til et af verdens største bygningsværker.«
»I dag er et konkurrenceprojekt nærmest at sammenligne med en film production, med models og illustrator og photoshop.«

Idéerne
GB: »Når I så fyrer jeres fantastiske projekter af, ved I så godt, hvad bygningerne er lavet af?«
BI: »Vi står tit med en idé, hvor det ikke er afgørende, hvad det hele er lavet af, som udgangspunkt. Vi havde et projekt med store skrånende tage, der udviklede sig som et alpelandskab, her midt inde i byen. Og hvad skulle det nu laves af? Så begynder man at gennemtænke forskellige muligheder. At der kunne gå får og slå græsset på skråningerne, eller at tagfladerne kunne være tækket med kobber, måske zink...«
GB: »Det er fremmed for mig! – dén måde at tænke på. Man skal da lige fra starten vide, hvad tingene er lavet af!«
»Måske viser I nye veje, måske er det en blindgyde. Jeg ønsker jer alt muligt held med, at det lykkes! Men for mig at se, skal du som arkitekt faktisk tænke belysningen i rummene samtidig med, at du tænker fundamenterne. Del og helhed skal laves i ét hug!«
BI: »Jeg er ikke helt enig. Selvfølgelig skal et værk have en indre konsistens. Alligevel er der altid et kæmpe-
repertoire af muligheder, hvor der ikke bare er én måde at gøre tingene på. Ikke at det hele skal ende i anarki, men det drejer sig om at skabe frihed, frem for at begrænse mulighederne. På forhånd at se det hele færdigt for sig inde i hovedet er begrænsende.«
»Hos os i PLOT sker idé-undfangelsen i materiale og i fysiske modeller og tegninger og hvad man nu har til at håndgribeliggøre ideer. Men når hovedtanken er der, så rokker vi ikke en tøddel ved det overordnede greb, så handler det om at støtte idéen igennem processens faser.«
GB: »Der findes love og regler for den enkelte opgave, men ikke generelle regler. Det sagde Alvar Aalto engang!«

Kampzone-scenen er sat i bunden af det nye kongelige bibliotek for at finde en tidsneutral ramme. Bornebusch og Ingels hentes fra laks og sild i restauranten ud for at blive fotograferet foran forhallens panoramaruder. De er forbavsende enige om, at Schmidt, Hammer & Lassens sorte bilblioteksbygning er glimrende, med kløfter og gitterbroer. Selv om Gehrdt Bornebusch er bekymret for, at skævheden i huskroppen vil virke lidt latterlig om 30 år, og Bjarke Ingels kalder forhallens balkonrum for en blafrende vagina.
Tilbage ved bordet kommer der ost, og den omhyggelige servitrice vil gerne gennemgå anretningens udvalg. Gehrdt afbryder hende, fordi han godt ved, »at det er ost, der er på tallerkenen«. Tonen er tegnestue-rå, men også en lille smule nervøs. Aldersforskellen mellem de to duellanter er 50 år, og de aldrig har mødt hinanden før. Servitricen fjerner sig smilende.

GB: »Jeg læste forleden dag, at en redaktør af et billedblad siger, han ikke er blevet journalist for at forbedre verden. Men tænk, jeg tror sgu, jeg blev arkitekt for at gøre verden bedre!«
BI: »Jamen helt klart, også her! Og jeg kan også godt læse ud af den bog, der lige er kommet om dine huse på Arkitektens Forlag, at I var tre musketerer, sådan som I blev kaldt dengang – Brüel, Bornebusch og Selchau, med Henning Larsen som d’Artagnant.«
»I det bedste hus, jeg synes, du sidenhen selv har lavet, seminariet i Holbæk, kan jeg stadigvæk godt se, at det er Ridder Gehrdt, der drager ud og kæmper for skønhed og sandhed. Men så er der også nogle huse fra 1980’erne, sådan typisk 80’er-huse med runde hvide hjørner, dem bryder jeg mig ikke om!«
GB: »Det er den store tegnestue, der har givet Ridder Gehrdt problemer! Det er det sgu! Husk på, at dengang jeg sad hos Arne Jacobsen som ung arkitekt, tegnede vi 95 procent af tiden, og der gik kun fem procent med administration. Da jeg 30 år senere holdt op på min egen tegnestue, var det nærmest omvendt. Metervis af ringbind med økonomi og tekniske beskrivelser, og faktisk kun tid til det kreative, hvis man tog aftenen med.«

Sagsmapper
GB: »Men det lykkedes trods alt at holde tegnestuen som et atelier med skitser og papmodeller over det hele. Er det ligesådan hos jer i PLOT?«
BI: »Ja, det ligner nærmest julemandens værksted! Og det er jo netop ved at opretholde den kollektive proces, at du kan føle glæde ved at være med til at redigere i materialet, uden selv at have produceret det.«
GB: »I det lange løb er det nu nok lige så svært, som at være alene om det! Men jeg kan da huske situationer, hvor skitsen er sprunget lige ud af en lang samtale med den ansvarlige bygherre. Det er vidunderligt, når det er sådan – og skitsen så holder!«
BI: »Vi vil gerne undgå, at værket blive domineret af en masse middelmådige ting, så vi håber på at kunne opretholde en åben proces, også i store komplicerede opgaver, som skal have nærvær og nerve hele vejen igennem, selv om der er mange specialister og bygherrerepræsentanter og økonomer ind over i processen.«
»Arkitekturen er bare midlet. Det er livet, der er målet!«

Bjarke Ingels regner Pompidou Centret for et arkitektonisk kvantespring i sin tid. Gehrdt Bornebusch finder bygningen tarvelig. PLOTs projekt til et torv oven på Magasin, synes Bornebusch, mangler sammenhæng med husene nedenunder, hvorimod Ingels ser det som en utopi om nye overraskelser i byen.
Og Bornebusch har skrevet noget ned, »noget jeg har tænkt på når nu vi skulle tale sammen her i dag«:
»Jeg har altid, når jeg tegner et hus, søgt at undgå enhver form for uvedkommende ydre virkninger, men stræbt efter at lade selve stoffet, menneskenes drømme og stedets ånd, komme til udtryk fuldt og helt, uden at overskride de altid iboende udefinerbare grænser«.
– Har det været sådan?
GB: »Jae!«
– Hånden på biblen?
GB: »Ja for satan! Men det er måske nok blevet lidt mere bevidst med årene...«
(Alle griner)

BI: »Det er sjovt, du siger det med stedets ånd. Vi tegnede for længe siden i en konkurrence et vandkulturhus til Ålborg, som ikke blev til noget. Og det har vi turneret med og fortalt om andre steder. Nu har Odense besluttet sig for at bygge det...«
GB: »Er I gode til det, der hedder akkvisition?«
BI: »Jeg kan godt lide at argumentere for noget, jeg tror på, ja!«
GB: »Der tror jeg nemlig, at vi var for hovne i sin tid. Hvis nogen ville have et hus, kunne de ringe til os. Og så var der selvfølgelig konkurrencerne, men på den måde tog det jo faktisk en helvedes tid, før vi fik noget at lave...«
»Faktisk tror jeg kun, jeg én gang har ringet og budt mig til, og det var Skovskolen ved Nødebo. Den ville jeg tegne, fordi jeg er ud af en forstslægt. Men ikke ellers.«
Altanspids
BI: »Det store boligbyggeri, vi er i gang med ude i Ørestaden, fik vi uden at have opført så meget som et hundehus. Bygherren blev simpelthen pirret af de ting vi viste frem på tegnestuen.«
GB: »Er det ved at blive bygget?«
BI: »Ja ude ved Fields og Ferring, syd for Bella Center...«
GB: »Ja, for jeg har kun set det på jeres computertegninger, og så tænker jeg: Hvad er det for nogle mærkelige spidse altaner?«
BI: »Det er ligesom stævnen med de to elskende i
Titanic-filmen (...] Nej, det er for at komme så langt som muligt ud over parken nedenfor huset, og så er det billigere med en spids altan, der hænger i en wire. Så kan der sidde otte om et rundt bord inde ved altandøren, og der kan stå en Weber-grill ude i spidsen!«
GB: »Jeg synes de ser meget aggressive ud de altaner! Meget umenneskelige.«
BI: »De er mindre bastante end firkantede altaner ud over hele facaden. Og når nu hr. og fru Jensen har malet deres del af facaden mintgrøn, og en anden familie valgt okseblod, så bliver det meget varieret og let med reflekterende glasfelter og skygger henover.«
GB: »Jeg vil følge det med interesse!«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu