Læsetid: 3 min.

Blasfemi til hver en tid

Det er det mest forskelligartede, der kan virke anstødeligt
10. december 2004

Litteratur
Ovid blev sendt i eksil år 8 e. kr. af kejser Augustus, fordi han var en trussel mod sædeligheden. Salman Rushdies Sataniske Vers forbydes i 1988 i Indien, Sydafrika, Bangladesh, Sri Lanka og Sudan. I 1989 i Pakistan.
Imellem disse to historiske milepæle har Geoffrey Chaucers Canterbury Tales, Boccaccios Decameron, Defoes Moll Flanders, Rousseaus Bekendelser, Thomas Paines The Age of Reason, Voltaires Candide, John Clelands Fanny Hill, James Joyces Ulysses, D.H. Lawrences Lady Chatterleys elsker, Walt Whitmans Leaves of Grass og en mangfoldighed af andre værker været forbudt i forskellige lande, fordi de stødte an. Det er de mest forskelligartede ting, der kan virke anstødelige på andre mennesker!
Alice i Eventyrland blev således i 1931 forbudt i Kina, fordi dyrene i Lewis Carolls fortælling taler menneskesprog og behandles som mennesker.
Sydafrika forbød i 1955 Mary Shelleys Frankenstein som ’indecent’, ’objectionable’ og ’obscene’. Frankensteins uhyre mindede måske afrikaanerne om dem selv.
Et medlem af skolebogsudvalget i Indiana, USA krævede i 1953 Robin Hood fjernet fra skolebibliotekerne, fordi Robin tog fra de rige og gav til de fattige. Så måtte han jo være kommunist!
Og Sherlock Holmes blev forbudt i Sovjetunionen i 1926, da myndighederne mente, han var tilhænger af okkultisme og spiritisme. Samme myndigheder nedlagde også fra 1926 til 1956 importforbud mod Bibelen og Koranen. Den sovjetiske censur havde et ’omvendt’ forhold til blasfemi: For den historiske materialisme var det religionen, der var blasfemisk.

Dette er ikke tilfældet i USA, hvor den navnkundige Anthony Comstock (1844-1915) i Jesu navn trækker sindelagsspor helt til i dag. Nu står kampen blot om obskønt materiale på internettet under det, der er blevet kaldt en ny Comstock-lov.
Anthony Comstock var en ihærdig mand, hvis virke samtidig kan løfte lidt af sløret for, hvad det er, der driver folk til at stå op på alverdens stole for nøje at tage det, der forarger dem, i øjesyn og forfølge det. Comstocks forældre var puritanere, og hans mor døde, da han var 10. Anthony besluttede at vie sit liv til gøremål, der kunne ære hendes minde. Se, det kunne Freud, der også har været forbudt i USA, jo nok få et og andet ud af!
Som 18-årig drak vor helt sig for første og sidste gang fuld, og sin anger viste han ved at bryde ind i den lokale spiritusforretning og hælde alt flydende ud på gulvet. Herefter vendte han sig mod pornografien.
I 1873 skabte han The New York Society for the Suppression of Vice. Han blev agent for postvæsenet med ret til at gå ind på ethvert postkontor og åbne de forsendelser, han mistænkte for blasfemisk indhold. Det var også ham, der sørgede for en fyreseddel til Walt Whitman, der indtil da havde været ansat i Indenrigsministeriet.
I 1913 fortalte han The New York Evening World: »I de 41 år, jeg har været her, har jeg fået dømt nok personer til at fylde et passagertog med 61 vogne, hvor de 60 hver indeholder 60 passagerer og nummer 61 er næsten fuld.« Han har sikkert nået at fylde også nummer 61 inklusive ståpladser, for Anthony Comstock virkede endnu to år iblandt os, før han i 1915 døde af lungebetændelse. Hans gravsten bærer indskriften: »Til minde om et frygtløst vidne.«
En vis Heywood Broun ristede ham en lidt mindre respektfuld rune: »Anthony Comstock har muligvis været fuldstændig korrekt i sin antagelse af, at opdelingen af levende væsener i hanner og hunner er en vulgær fejltagelse, men en fortielses-sammensværgelse omkring dette forhold vil næppe ændre ved kendsgerningerne,« mente han.
Og hvad kan man så lære af det? Måske først og fremmest, at blasfemi også altid handler om noget andet end selve det anstødelige udtryk. Der er en grund til, at man vælger at blive stødt, der – som hos Comstock – kan have personalhistoriske rødder eller dreje sig om magt. Når man ihærdigt snuser rundt efter blasfemiske bøger, er det jo næppe, fordi man mener, at man selv tager skade. Så ville man nok holde sig på lang afstand af smudset. Næh, det er fordi man vil have magt til at bestemme, hvad andre har godt af.

*www.cs.cmu.edu/People/spok/banned-books.html

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her