Fodbold
Som at kysse sin søster. Sådan har man vel altid sagt om en fodboldkamp, der ender 0-0, og sådan var det, da Juventus og Milan lørdag delte points i første sæsonhalvdels absolutte topkamp. Et skræmmende forudsigeligt resultat efter en kamp, hvor Milan havde alt initiativ og hjemmeholdet i Torino koncentrerede sig om at forsvare sig. Kynisk og effektivt forsvarede de det forspring på fire point, de har på førstepladsen til Milan i turneringstabellen. Kun de to kan komme på tale i mesterskabskampen, skønt mere end en halv sæson resterer.
Men Juventus har også skullet forsvare sig på andre fronter. Efter en årelang retssag rejst af anklagemyndigheden i Torino blev klubbens læge Agricola dømt for at have administreret ulovlige medikamenter, bl.a. Epo, til spillerne. Den første dopingsag i Italien, hvor det ikke er en spiller, men en klubs ledelse og ansatte, der er anklaget.
Det opsigtsvækkende er ikke, at Agricola blev dømt, men at hans ledelse blev frikendt. Har han virkelig handlet af egen tilskyndelse uden en eneste af sine foresattes viden?, blev der spurgt, inden man hastede videre til nye skandaler.
Det var den tjekkiskfødte træner Zdenek Zeman, der i sin tid gav anledning til sagen. Han havde offentligt undret sig over nogle af Juventus-spillernes forbløffende muskulære udvikling på kort tid, og det gjorde ham meget upopulær blandt flere kolleger. Især den daværende Juventus-træner Marcello Lippi i dag landstræner og uviljen har ikke lagt sig på trods af, at dommerne i retssagen jo har givet Zeman medhold. Tvært imod. »En idealistisk sværmer,« kaldte Lippi i et tv-interview den flegmatiske tjekke, og det blev sagt som et meget groft skældsord.
En parallel sag
En anden gentleman bogstaveligt talt blandede sig i debatten og kom Zeman til undsætning. Det var den lille Gianfranco Zola, som nu er kommet hjem til sin fødeø Sardinien efter en lang karriere i Chelsea, hvor nobel optræden og eventyrlige fodboldfærdigheder for nylig blev belønnet med en adels-titel af Dronning Elizabeth.
Sir Gianfranco brokkede sig i et interview i urbane men klare vendinger over alskens snyd og humbug i fodbold i almindelighed og i Juventus i særdeleshed, men dagen efter trak han i land: Hans harme var generel og ikke møntet specielt på nogen, sagde han.
Zola var i den særlige situation, at han i den sæson, dopingen i Juventus skulle have fundet sted, spillede for Parma, der var Torinos rival til mesterskabet det år. Men in-gen har fundet anledning til at pille ved Juventus mesterskab på trods af dommen. End ikke moralsk. Og heller ikke de daværende Parma-spillere.
Man piller ikke ved Juventus. Der er et skær af aristokrati over den fine gamle Fiat-ejede klub, og de der vover at pille lidt, bliver diskret gjort til skurke i stedet for helte.
Parallellen til de retssager, Milans ejer, premierminister Silvio Berlusconi, netop har været involveret i, er markant. I italienske og udenlandske aviser også i dette dagblad kunne man læse, at han var blevet frikendt for bestikkelse af dommere. Vel blev han ej. Han blev frikendt for et enkelt punkt vedrørende en handel, men retten fandt korruptionen bevist og kendte så sagen forældet. I samme sager der var to er Berlusconis nærmeste medarbejder idømt i alt 15 års fængsel. På samme måde som doktor Agricola i Juventus har måttet tage hele skraldet for en ledelse, som nu har rettens ord for ikke at have gjort noget galt, og som med uplettet ry kan lade drengene spille videre mod et nyt mesterskab.
