Læsetid: 3 min.

børn vil have gaver – om de så er fra byens sidste julemand

Byen lyser af julepynt. Stormagasinerne glæder sig i denne tid, men ét tør de ikke sige til kunderne: Glædelig jul...
11. december 2004

børn vil have gaver – om de så er fra byens sidste julemand

Hvad er vel mere amerikansk op til jul end at tage ungerne med i Toys R' Us eller et andet stormagasin, hvor de kan sidde på julemandens knæ og fortælle ham om alt det, de ønsker sig? Sådan en dejlig snehvid eftermiddag i byen, hvor far eller mor tålmodigt færger purkerne gennem subway'ens menneskehav og op på Herald Square foran Macy's, hvor Frelsens Hær ringer med klokken og duften af brændte mandler kildrer i næsen. Travlhed og glæde og gule taxaer. Men hvor er julemanden?
Med til julehyggen hører selvfølgelig krybbespil i vinduerne, plastic-julenisser og tykke kataloger, der ønsker 'glædelig jul', ikke sandt?
Nej, ikke i New York. Ikke i år. Her i byen har vi tænkt os at holde [Kursiv]højtid[Normal] og ønske hinanden det bedste for fremtiden i anledning af [Kursiv]højtiden.[Normal]
Jul er tabu. At sige 'glædelig jul' er intolerant. Og ubetænksomt.
Selvom butikkerne allerede før Thanksgiving, den sidste torsdag i november, havde gran og kulørt lys i vinduerne, var det ikke lige netop jul, de havde pyntet op til. Det var hannukwanzaamas eller christhannukwanzaa... et venligt nik til både jødernes hannukah, afro-amerikanernes kwanzaa og de kristnes jul. (Muslimernes føleser er der tilsyneladende ingen, der tænker på, men det vil jeg undgå at lancere som en nyhed.) Desværre kan man ikke have ét udstillingsvindue eller katalog med hver sin højtid.

Så hvis ikke de handlende og deres reklamebureauer vil fornærme de kristne (samt gå glip af hele det moralske fundament for forbrugsfesten), så er jul uden kristi fødsel en skidt ide. Til gengæld vil en del jøder gerne være fri for annonceteksten 'Jesu fødsel', mens de leder efter gaver til deres hannukah.
De af New Yorks afro-amerikanere, som ikke er kristne – et forsvindende mindretal – formodes at fejre det afrikanske Kwanzaa og må således også formodes at være uinteresserede i krybbespil og tunge lysestager.
Samtidig vil ingen af de ovennævnte principielt have noget med julemanden at gøre, og det gælder vel så også nisser – hvor meningsfuldt det pludselig synes, at julemanden bor på Nordpolen, og at nisser er usynlige...
Men problemet er ikke nyt. Hvert år farer forældreråd på adskillige New York-skoler i flæsket på hverandre over spørgsmålet om krybbespil. "Hvis der ikke er født noget Jesus-barn i min religion, hvorfor skal min søn eller datter så deltage i et skuespil, der viser netop det." Advokater tilkaldes, og politikere og forældre strømmer til offentlige møder, hvor der sjældent er julestemning tilstede. Eller børn.
Derfor er der idag mest krybbespil på de katolske skoler i New York.
For hvis der er noget, der skræmmer forretninger, så er det religiøs vrede. Man kan ikke sælge noget til folk, der føler sig ufølsomt behandlet, derfor skal man tale pænt, og følesesmæssigt korrekt, til dem. Også i dagbladenes annoncer.

Avisen New York Times havde i sidste uge cirka en annonce dagligt, der nævnte jul eller ønskede læseren glædelig jul. I hele avisen. En mager høst ved siden af de tre daglige mere eller mindre begavede omskrivninger af "glædelig julehannukwanzaa"... Men børn læser heldigvis ikke aviser.
Desværre er der nok en ting, som børnene får svært ved at glemme i New York, men de må hellere begynde at øve sig: Siden et barn sidste år anklagede en julemand i et kendt stormagasin for at have befamlet hende, er julemanden sat på salgslisten. Ideen med at have børn siddende på skødet af fremmede voksne, fik en grim medfart i retten, hvor pigens forældre forlanger en fantasillion i erstatning.
Deres advokat kaldte praksisen ansvarsløs og påviste, hvordan stort set samtlige stormagasiner og forretninger ikke har en procedure til at forhindre pædofile julemænd. Den argumentation og udsigten til sagsanlæg i millionklassen har mildt sagt haft en afkølende effekt på markedet for julemænd i New York.
Hos Macy's på Herald Square vil de nu stadig tilbyde en julemand, selvom de ved, det er upopulært og politisk ukorrekt.
For børnene er ligeglade. De ønsker sig gaver. Om det så er fra den sidste julemand i New York.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her