Læsetid: 8 min.

I dag er jeg glad for, at de ikke slog mig ihjel

En ny bog, ’I lyst og vold’, fortæller om unge piger, der har oplevet at blive ydmyget eller voldtaget. Men uden at have følt, at de selv eller omstændighederne kunne bære en sag. Her skriver ’Sanne’ til Tine Bryld
6. december 2004

BOGUDDRAG
»Kære Tine. Det er første gang, jeg gennemgår det i alle detaljer, første gang, jeg sætter mig ned og tænker det hele igennem – men jeg tror, det måske bliver en lettelse. Her er min historie:«
»Det skete i Grækenland, i sommerferien. Jeg var dernede med en svensk veninde, på hvad man kan kalde en ’bolleferie’. Det var på et tidspunkt i mit liv, hvor jeg var fuldstændig ovenpå. Jeg havde tabt mig virkelig meget efter at have været ret overvægtig hele mit liv, det gik utroligt godt i gymnasiet, jeg var netop blevet 18, og vi skulle drikke os stive hver aften, ’bruge’ så mange drenge som muligt og have det fedt! Jeg havde altid været meget uafhængig og stærk og var ikke interesseret i at få en kæreste, ville blot nyde min nyfundne babe-identitet efter de mange tabte kilo, flirtede med så mange drenge som muligt og hev da også en del med i sengen, på stranden osv. Kort sagt nød jeg livet i fulde drag.«
»En aften sad vi på et diskotek nede i byen, min veninde var som sædvanlig forsvundet med en fyr, og jeg sad og flirtede med en ret lækker irer. Jeg var efterhånden noget fuld og havde scoret ireren uden det store besvær.«

Kalder mig luder
»Da rejste jeg mig for at gå på toilettet, og som jeg åbner døren til toilettet, bliver jeg skubbet voldsomt bagfra, så jeg falder forover og slår hovedet hårdt ind i væggen og ned på flisernepå gulvet. Derefter husker jeg, at jeg ikke kunne røre mig. Jeg blev holdt fast og lå på en ret akavet og smertefuld måde på toilettet, alt mit tøj var revet af, undtagen min bh, der hang på min ene arm.«
»Jeg får hældt øl i øjnene, jeg kvæles i øl, når de holder min mund åben og hælder, det er i min næse, i mine øjne. Så husker jeg smerten i underlivet; en af dem er i gang, han ser ned på mig med et ansigstudtryk, der får mig til at råbe om hjælp …
Jeg råber mig hæs, men ingen kan høre mig udenfor, musikken er for høj, og det ved de godt, de gør nar ad mig.
Jeg bliver ved med at råbe, men de hælder øl i munden på mig, og jeg ser, at ireren oppe fra baren er en af dem, der holder mig, det er ham, der hælder øllet i mit ansigt og spytter mig på brysterne. Han kalder mig en luder og slikker mig i ansigtet, bider mig i brysterne. De skiftes til at komme op i mig, bruger også flasker, fingre, stikker deres pikke ind i min mund, nogle onanerer og kommer på mig. De vender mig også om, gør det i min røv.«
»Jeg ved ikke, hvor længe det står på. Jeg tror, de også lukkede andre ind. Det, jeg husker bedst, og det, der stadig kommer i mine drømme, er følelsen af, at jeg bliver udhulet, de gør mig hul, fjerner alt, hvad der er mig, gør mig følelsesløs, nærmest ligeglad; situationen gør, at jeg kommer i en form for trance… Og så kigger jeg
op, ser to mænd, der joker, den ene tager en slurk af sin øl, de ler, kigger ned
på mig og morer sig over situationen.«
»På et tidspunkt slutter det. Da jeg beder dem om at slå mig ihjel, som de forlader toilettet, griner de, og en af dem siger til sin kammerat: ’You’re THAT bad, Rob!’«

Tabu i halvandet år
»Jeg ville ikke leve. De havde taget alt fra mig. Men da de gik, fór jeg op og låste døren, tørrede alt blodet op, gjorde mig i stand og gik ud fra toilettet, som om intet var sket, mødtes med min veninde … og talte ikke om det i halvandet år efter. Jeg kunne ikke kapere det. Jeg var ikke typen, der blev voldtaget. Jeg har altid været ’one of the guys’. En rigtig stodder! En stærk pige som mig kunne ikke blive udsat for den slags ydmygelser.«
»Jeg fandt mig hurtigt en kæreste. En kæreste af typen, der lukkede mig inde i en lille verden kun med ham og mig, der forbød mig at ses med mine drengevenner og tvang mig til sex, når jeg ikke havde lyst, fordi jeg skulle bevise, at jeg elskede ham. Det var trygt på en eller anden måde. Først for nylig er jeg kommet ud af det forhold, startet på universitetet og er blevet klar til at prøve at finde mig selv igen. Jeg tror aldrig, jeg helt kommer af med den pludselige følelse af, at jeg er udhulet, at jeg er tom og følelsesløs. Selv om jeg nu har fået mig en kæreste, jeg holder meget af og har et godt sexliv med, kan jeg stadig få den hule fornemmelse indeni, når at vi har elsket – jeg har stadig svært ved at være nøgen, da jeg føler mig for sårbar.«
»Jeg kan stadig føle den hadske bitterhed over, at de ikke i det mindste er blevet straffet. Men hvad skulle jeg gøre? Det ville blot gøre min daværende situation værre at melde det på øen og derefter forsøge at få en retfærdig retssag. Det kan knap nok lade sig gøre i Danmark, så at de skulle kunne blive dømt for voldtægt i Grækenland, er naivt at tro. Det ville have været endnu mere bittert at få mændene involveret i en retssag og så se dem gå fri, fordi ingen troede på mig. Så jeg har holdt det hemmeligt, og nu er jeg 20 år. Jeg har det okay i dag.«
»Der kommer billeder i mine drømme, nogle gange også, når jeg er vågen.
Følelsen af at være udhulet, som en tom skal, overvælder mig en gang imellem. Behovet for enten at holde andre mennesker klæbrigt tæt ind til mig eller skubbe dem langt væk. Men jeg klarer mig. Og er ligefrem efterhånden glad for, at de ikke
slog mig ihjel. Kærlig hilsen Sanne.«

Hej Sanne
»Det er en frygtelig, voldelig, grusom historie, du går rundt med. Og jeg tror, det er godt for dig, at du har skrevet den ned. Det er hårdt at læse, men også ufatteligt, at du er kommet levende fra det. Fortalte du intet til din veninde? Og mændene – mødte du dem senere under din ferie? Din kæreste, ved han noget? Hvordan har du det indeni? Hvad skulle der til for at hjælpe dig, og hvordan med skyldfølelsen, skammen? Hvad med din familie?«
»Ja, du må undskylde, jeg fylder nye spørgsmål på dig; jeg synes, din egen
historie fortæller en hel del, men jeg er meget interesseret i at vide, hvordan du overlevede. Jeg ved, at mange, der har været udsat for voldtægt, vold m.m. holder det for sig selv – de kan simpelthen ikke holde ud at dele skammen med andre, samtidig med at de føler det, som om andre kan se på dem, hvad der er sket. Kærlig hilsen Tine.«

Hej Tine
»Nej, jeg fortalte intet til hverken veninder, forældre eller kærester i halvandet år. Jeg kunne ikke klare at forholde mig til det, det var for hårdt, jeg ville hellere skubbe det væk, glemme det, så jeg kunne fungere i hverdagen. Hvis jeg skulle til at fortælle andre om det, ville det jo eksplodere, åbne for nye minder, tvinge mig til at forholde mig til oplevelsen. Desuden – hvad skulle det hjælpe? Andre kunne da umuligt fortælle mig noget, jeg ikke allerede vidste i forvejen! Det, der skete, kan ingen og intet lave om på. Desuden vil jeg ikke have, at andre ’har det på mig’. Jeg vil ikke have, at andre kender til mit svage punkt, at andre ved, at jeg er blevet ’besejret’ på en så ydmygende måde.«
»Jeg må indrømme, at jeg følte skam over min ’løsagtighed’ op til voldtægten. Selv om der ikke er noget, der retfærdiggør den behandling, jeg fik, kunne jeg ikke helt lade være med at se det som en slags straf for, at jeg havde været så seksuelt eksperimenterende, brugt så mange mænd og haft det fedt med det.«
»Skammen har dog aldrig fyldt lige så meget som hadet og bitterheden. Kæresten, jeg fandt lige efter, tvang mig til at fortælle ham det, efter at vi havde kommet sammen i halvandet års tid. Det var som en kæmpe boble, der sprang, og jeg græd nærmest konstant i en uges tid. Jeg ved ikke, om det var en lettelse. Den eneste forskel var, at jeg ikke var alene med det. Ellers har jeg selv valgt at fortælle min nuværende kæreste om det. Ingen andre.«
»Jeg har selvfølgelig aldrig kunnet skubbe det helt væk. Jeg kom ud med det nu og da ved at skrive i min dagbog; digte og lignende. Og ved at læse bøger; udelukkende om kvinder og feminisme, ved virkelig at fordybe mig i feminisme, ligestillingsproblmer, fornedrende porno osv., ved at starte ophedede diskussioner med mænd, ved at lave hærværk på diverse Cult- og H&M-plakater! Og ved at høre musik. Så hårdt og så højt som muligt, gerne med feministiske eller ligefrem mandehadske tekster! Ved at skråle med, råbe og skrige og flå benene af Barbie! Det lettede alt sammen! Det er stilnet lidt af nu. Jeg tror, at jeg er ved at falde til ro. Jeg er stadig vred, men mest i mine drømme – jeg havde saftige fantasier om at torturere mændene fra den aften til døde, på nærmest sygeligt voldelig vis.«
»Jeg tror, at det, der har hjulpet så meget nu, er, at jeg er sluppet ud af den lille trygge verden, min ekskæreste havde spærret mig inde i, kommet ud i helt nye omgivelser, da jeg startede på universitetet, blevet smaskforelsket i et helt utroligt menneske, som lader mig være den, jeg er.«
»Det har været ret godt at skrive det her ned til dig, Tine, det har lettet en
hel del.Kærlig hilsen Sanne.«

*’I lyst og vold’ – om voldtægt blandt unge, forfatter Trine Bryld, Gyldendal, 160 s., pris: 229 kr. ISBN: 87-02-02583-3

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her