Læsetid: 2 min.

Danskerne: Velfærdsstaten er truet

90 procent frygter for velfærdssamfundet. Globalisering og svulmende stat bekymrer, viser undersøgelse
8. december 2004

Fremtidens velfærd
Blot ni pct. af danskerne er fulde af fortrøstning, når det handler om velfærdssamfundet. Den lille gruppe oplever nemlig ikke velfærdsstaten som truet. Det gør de resterende 91 pct. derimod, viser en undersøgelse foretaget af Epinion A/S for Information. De repræsentativt udvalgte svarpersoner blev spurgt om, hvad der udgør den største trussel mod det danske velfærdssamfund og her fordelte svarene sig nogenlunde jævnt over globalisering, indvandring, danskernes manglende fællesskabsfølelse, og at velfærdsstaten er blevet for omfattende. Under en tiendedel mente ikke, at velfærdssamfundet er truet.
Professor i samfundsforhold ved Aalborg Universitet Jørgen Goul Andersen er ikke overrasket over, at befolkningen er bekymret.
»Tallene i Epinions undersøgelse ligger meget højt, men på den anden side er også kun en tåbe helt ubekymret. De fleste målinger viser, at befolkningen er bekymret, men både graden af bekymring, og hvad man oplever som trusler, skifter over tid,« siger Jørgen Goul Andersen
Demokratiforsker og ph.d. ved Københavns Universitet Kasper Møller Hansen, har vurderet tallene, og lægger specielt mærke til hvilke mønstre man kan se. Hvem der opfatter hvad som en trussel.
Han peger på, at man kan man se, at den ’stærke’ del af befolkningen er bedst repræsenteret i kategorien ’velfærdsstaten er blevet for omfattende og har fået for mange opgaver, hvorimod de ’svageste’ grupper frygter globaliseringen og indvandringen mest.
»Det klareste mønster er det, man kan kalde den sociale skævhed. Svarpersonerne tager udgangspunkt i deres egen situation. De svageste frygter, at nedskæringer eller velfærdsreformer skal ramme dem, mens de mere velstillede tilsyneladende gør sig klar til reformer, når de svarer, at velfærdsstaten er blevet for omfattende. Med et fint ord kan man sige, at de socio-demografiske forskelle slår kraftigt igennem,« siger Kasper Møller Hansen.
Han mener, at debatten om finansieringen af fremtidens velfærd slår igennem.
»Befolkningen er tilsyneladende ved at indstille sig på, at der skal ske velfærdsreformer. Men skal der skabes bred opbakning, er det de sociale grupper, ideen skal sælges til. Her er der størst skepsis, og størst frygt for, at det er dem, der kommer til at mærke konsekvenserne,« siger Kasper Møller Hansen.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her