Læsetid: 7 min.

Dickens for børn

Victoria-tidens London er blevet genskabt i Prag som kulisse for Roman Polanskis nyfilmatisering af Charles Dickens’ Oliver Twist, der især henvender sig til børn
10. december 2004

KLASSIKER
På Pentonville Road er lugten af hestegødning gennemtrængende. En af de formastelige heste står tålmodigt på brostenene, tøjret til sin drosche. Den bistert udseende kusk sidder på sit sæde og skutter sig i sine groftvævede klæder, imens han venter på at blive prajet. Butikkerne i den nærliggende King Street er mennesketomme. Så lyder der ståhej fra Mill Street. Og som ud af intet fyldes den snævre, mudderopkørte gade med ét med et optog af larmende gadedrenge, lurvede bønder, døddrukne tiggere og forpinte kvinder, der klynger sygeligt udseende spædbørn tæt til sig. To små drenge maser sig vej igennem menneskemængden. Den ene, som ser ud til at være omkring 12 år, fører den anden – en 10 årig knægt – med sig. Da de gør deres entré på pubben De Tre Krøblinge, opsluges Artful Dodger (‘durkdrevne lurendrejer’) og hans nyfundne ven Oliver Twist i det myldrende, urbane folkeliv.
Det er en solbeskinnet efterårseftermiddag på et kratbevokset, murbrokkebestrøet bakkedrag fem kilometer fra Prag. På foranledning af en bemærkelsesværdig velpræserveret 71-årig filminstruktør med den besynderligste accent og en hvid løvemanke af en hårpragt er det dystre og klamme London anno 1837 genopstået i disse omgivelser. Det er dag 51 i det 16 uger lange optagelsesforløb af Roman Polanskis nyfortolkning af Charles Dickens’ Oliver Twist. Der er tale om megaproduktion. Omkring 800 pjalteklædte statister er spredt ud over de 40 hektar kulisser ved Barrandov-studierne – flagskibet i en boomende tjekkisk filmindustri. Budgettet er sat til 350 mio. kr.

11-årig stjerne
For beløb i den størrelsesorden kan man købe sig et sæt kulisser, der er udarbejdet i særdeles naturtro detaljeringsgrad. Et så vidtspændende budget giver også råd til at hyre den Oscar-vindende Sir Ben Kingsley til rollen som Fagin – lederen af den berygtede børnetyvebande, Oliver Twist rekrutteres til. Kompetent støtte leveres af Jamie Foreman (i rollen som Bill Sikes), en karakterskuespiller med en lang række glansroller bag sig – han var bl.a. jarlen af Sussex i Elizabeth – og af Mark Strong (som Sikes forbryderfælle Toby Crackit), som høstede store roser for markante optrædender i tv-dramaerne Our Friends in The North og The Long Film.
Til hovedrollen som Oliver er valget faldet på Barney Clark, en 11-årig dreng fra Hackney i London, der brillerede i sin birolle i den uafhængige dramakomediefilm The Lawless Heart. Artful Dodger spilles af 14-årige Harry Eden fra Epping (der var med i Pure, Peter Pan og The Lazarus Child).
Der er afgjort tale om en børnefilm. Vel bliver Polanskis Fagin spillet med intrigant selvsikkerhed af en fremragende udmajet Kingsley, men der er langt fra hans fortolkning til den uhyggelige Fagin-psykopat, som inkarneredes af Alex Guiness i David Leans mareridtsagtige gyserversion fra 1948.
Denne Oliver Twist er også en radikalt anderledes film end de forgangne klassikere, vi kender Polanskis hånd: Knife in the Water, Rosemarys baby, Chinatown og Pianisten. Polanski ønskede at bevæge sig ind på nyt terræn efter sin prisvindende Holocaust-film fra 2002, og hans kone foreslog ham at prøve kræfter med Oliver Twist.
»Det er frem for alt en eventyrfortælling for det unge publikum,« siger Polanski om sin version af Dickens-klassikeren. »Min ambition er at lave filmen, så børn vil synes om den. Jeg har læst utallige historier højt for mine børn som godnatlæsning, så jeg ved, hvad der henrykker børn, og hvordan de lever sig ind i figurerne. I Oliver Twist er det afgørende, at jeg ikke skuffer børnepublikummets forventninger.«
Med Ronald Harwood som manuskriptforfatter har Polanski søgt en versionering af filmen, hvor »vi ikke stræber efter realisme – tværtimod. Figurerne i denne historie er større end det levede liv, og derfor er vægten lagt på deres fabelagtige humor og ekcentriciteter. Dette er en Dickens-historie i den fulde betydning af dette ord, hvilket betyder, at den sprudlende, spændende, eviggyldig og spækket med action.«

‘Mere en lykkelig’
Ved sekstiden, da solen daler over Prag og temperaturen falder føleligt, ankommer Sir Ben Kingsley til sætstykket. Foran ham ligger timelange, natlige optagelser. Inden han begiver af sted for at underkaste sig kyndig behandling af filmens ledende makeup-artist og sin egen personlige sminkør, indvilger han i at give et interview. Sir Ben erklærer sig »mere end lykkelig« over at være genforenet med Polanski, som han sidst arbejdede sammen med for 10 år siden med Death And The Maiden. Han anser polakken for at være en af de få instruktører i dag, som er i stand til at løfte den udfordring, Dickens repræsenterer.
»Det nytter jo ikke at have en lige ud ad landevejen-instruktør til at filme en Shakespeare-produktion. En jævn instruktør ville ikke kunne tilbringe fem minutter på en pub med Shakespeare uden at føle sig knust og intellektuelt intimideret af gamle Will. I forhold til de store klassikere er man nødt til at finde en instruktør, som er i besiddelse af intellektuel vigør, selvtillid, instinkter og nysgerrighed,« siger Kingsley.
»‘Et hovedmotiv for mig er ønsket om at mine børn skal kunne værdsætte en af litteraturens store fortællinger’ – sådan skrev Roman til mig i et personligt brev. Filmen skulle være en gave til den næste generation,« fortsætter en begejstret Sir Ben, »som tørster efter historisk dybde og tæthed. Og efter kontekst. Derfor henlagde vi den til Dickens London, som var et forfærdeligt sted og ikke til det moderne London, skønt London i dag på nogen måder kan forekomme at være et lige så væmmeligt sted.«

Dyrker det autentiske
Hvor omhyggeligt et arbejde, der gøres for at opbygge effektfulde og autentiske kulisser kan man få et indtryk af at ved at gæste de scenografer, der arbejder med at udsmykke og opbygge interiørerne i Barrandovs huleagtige studier. Pubben De Tre Krøblinge føles præcis så skummel og tilrøget, som man ville forvente det af en sådan bule i Victoriatidens London. Bill Sikes loftkammer-skjulested ligner den type desperado-celle, man har set på billeder fra Irak, og den forladte stearinlysfabrik, hvor Toby Crackit holder til, er fyldt med gamle redskaber, der er hentet fra perioden.
»Alt er praktisk håndtérbart, alt fungerer – jeg er ikke gået på kompromis med noget,« siger chefscenograf Allan Starski, der vandt en Oscar for sit arbejde med kulisserne i Schindlers liste og også samarbejdede med Polanski på Pianisten.
Tilbage i kulissen er det nær midnat, og alle fryser. Harry Edens Artfuld Dodger nipper til et bæger yoghurt. Han har vanter på og sidder henslængt i en stol og ligner den fuldendte unge slyngel. Barney Clarks Oliver får glattet håret og er klar til at gå i aktion. Af Polanski har han fået forbud mod at spise is og slik så han kan blive med at ligne det radmagre fattiglem, han skal forestille at være. Hans kerubagtige slanke ansigt får ham til at se endnu yngre og endnu mere nuttet ud, end man husker ham. Polanski lader et faderligt ransagende øje glide hen over sine to unge stjerner.
Pludselig glider en besynderlig skabning med pjusket hårmanke, en tydeligt fremtrædende pukkelryg, en udpræget kroget næse og i luvslidt tøj ned af Pentonville Roads brosten (der er håndlagt af lokale brolæggere). Han sniger sig frem bag Roman Polanski. »Næ, men se!«, kvækker han hæst, da han får øje på en ledig stol. Ifølge Barney Clark træder Sir Ben aldrig ud af rollen, når han først er iført det fulde Fagin-antræk.

’De havde ikke Nike-sko’
Denne nats sidste optagelse er en scene, der involverer Fagin, Dodger og endnu en af ’Tiggerkongens’ drenge, som jagter Oliver ned af en lumsk mudret Mill Lane. Drengene spæner forbi af flere omgange fulgt af en stønnende Fagin. En scenograf justerer flammelyset i et fyrfad. En anden sætter plakater på husmure, der annoncerer ‘Stor Ballonfærd’ og ‘Maskebal’. Gaden overrisles jævnligt med vand for at gøre den mere mudret. Efter Polanskis anvisninger dirigerer førsteinstruktørassistenten rundt med statisterne. Polanski og chefscenograf Starski bladrer i Gustave Dorés illustrerede London, A Pilgrimage – en rejsebog fra perioden efter yderligere inspiration. Polanski tjekker sit ur. Drengene må have et frikvarter hver time, og nu er tiden ved at være gået. Barney Clark er faldet omkuld i smøgen. Han har slået sit ben og hans bukser er helt tilmudrede.
»Skift bukser, spæn af sted og prøv at falde om igen,« bjæffer Polanski. Og drengene løber atter gennem sølet med stor energi.
Det gør Sir Ben Kingsley ikke. Fagin er en forhærdet skurk, men et skrøbeligt skrog, og Sir Ben ønsker ikke at løbe så stærkt, at han glider. Han er ikke klædt på til det, siger han. »De havde altså ikke Nike-sko dengang,« kvækker den gamle tyv, idet han humper af sted og retter på sin lasede jakke.

© The Independent og Information

*Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her