Læsetid: 6 min.

Mit drømmeland – et vidnes noter

Jeg var kommet til mit drømmeland, uden overhovedet at rejse ud af mit fædreland. Nok for første gang i livet, skriver den ukrainske forfatter Jurij Andrukhovitj om sit hjemlands orange revolution
8. december 2004

Kommentar
For fire år siden knyttede jeg mine næver af afmagt. I de dage var jeg langt væk fra Ukraine, og den eneste mulighed for deltagelse, jeg havde, var gennem internettet. I Kiev var der revolution i vente. Oppositionen havde offentliggjort hemmelige optagelser af præsident Kutjmas samtaler med sine underordnede. Her stod det, som næsten alle i vores land allerede havde gættet sig til, men ikke havde sagt højt, nu helt klart: overgreb på journalister, korruption, tyveri af andre menneskers ejendom og valgsvindel.
Magthaverne i Ukraine fremstod for første gang over for samfundet som ikke blot en gruppe inkompetente og utiltalende mennesker, men som et fuldbyrdet kriminelt system. I december 2000 begyndte masseprotestaktionen ’Ukraine uden Kutjma’ i Kiev. Midt i hovedstaden opstod der en teltlejr af oppositionsfolk fra alle dele af landet, og de lovede at blive, indtil de kriminelle magthavere var fjernet.
Dette stod på i tre måneder. I marts 2001 blev demonstraterne smidt væk med magt. Den civiliserede verden lagde næsten ikke mærke til denne ukrainske aktion for demokrati. Eller troede man ikke rigtig på den, eftersom iagttagere kunne berette, at de allerstørste manifestationer ikke samlede mere end 30.000 deltagere.
Derfor fik magten mulighed for at kalde dem en »bunke lumpeniserede ekstremister«. Magten kom sig efter det første chok og med Moskvas støtte. Ved at trække tiden ud lykkedes det den ydermere at få situationen under kontrol. Jeg knyttede hænderne af afmagt, selv om jeg selvfølgelig ikke var den eneste.
Erfaringen fra de østeuropæiske fløjlsrevolutioner i 1989-91 viser, at succes kræver en kritisk masse af fredelige demonstranter i hovedstadens gader – fra 300.000 til 500.000 mennesker. Begyndende den 22. november, dvs. fra det tidspunkt, hvor Den centrale Valgkommission offentliggjorde de foreløbige stemmetal til vores voldtagne vælgere, har antallet af orange demonstranter i Kiev ligget stabilt på mellem en halv og halvanden million mennesker.

Uden ende
Et hvilket som helst europæisk regime ville være faldet forlængst. Men det ukrainske styre er ikke europæisk. Det er hele problemet. De står på landets vigtigste plads – Uafhængighedspladsen. De står i alle sidegaderne. De står foran parlamentsbygningen, regeringspaladset, præsidentadministrationen og højesteret. De har udholdt snevejr og frost, og de bliver stående. De har rigeligt med medicin mod snue og influenza, nok af te, cigaretter og kærlighed. De har den musik, der skal til for at danse, hoppe og forblive varme. Det fortsætter på 14. dag, og enden er ikke til at få øje på. De er meget forskellige, og enhver opregning vil udelade nogen, men alligevel: aktivister fra kampagnen ’PORA’ (Nu er det tid, red.), »Et rent Ukraine«, »Studenterbølgen«, aktivister fra et titals andre organisationer – alle er aktive nu: studerende, unge, deres forældre, deres forældre igen, apolitiske
Kievborgere, middelklassen, virksomhedsejere og deres ansatte direktører, arbejdere, landboer, intelligentsiaen (helt efter en lærebog i marxisme-leninsme), arbejdsløse, folk, der har mistet deres arbejde i kampen for at sandheden skal ske fyldest, oppositionsfolk fra alle ukrainske provinser, utallige foreninger, tilhængere af Det grønne Parti, troende – både russisk-ortodokse præster og uniformerede pastorer, rockere, motorcyklister, anarkister, punkere med orange ornamenter, redelige embedsmænd, fans af brødrene Klitjko (ukrainske boksere, red.), sangerinden Ruslana og fodboldklubben Dynamo Kiev, ukrainsktalende, russisktalende, organiserede grupper af borgere fra Vestukraine og kamikaze-demokrater fra selveste det østlige Donbass såvel som folk fra landets midte, det altid langsomme og ubeslutsomme center omkring Dnepr – de folk, som for første gang i det uafhængige Ukraines historie ikke stemte på magtens kandidat og ikke for kommunisterne – dem, der stemte ordentligt.
De mange forskellige flag på Uafhængighedspladsen giver indtryk af et karneval. Blot at sige, at de tælles i tusinder, siger ingenting. Det er klart, at de fleste af dem er orange eller blå-gule. Derefter kommer polske, hviderussiske (ikke Lukasjenkos flag, men det hvidt-rødt-hvide), georgiske, litauiske, parti- og bevægelsesfaner, de ukrainske nationalisters faner, faner med Che Guevara og Bob Marley, Israels flag, Den panafrikanske Republiks flag, Etiopiens flag og mange andre landes flag – deriblandt også Rusland.

Terapi mod ligegyldighed
At stå på Uafhængighedspladsen er en terapi mod ligegyldighed og demoralisering.
»Mange tak, ærede venner, skal I have for, at I står så tæt i kulden som pingviner, så I varmer hinanden« – det er Jusjtjenkos ord og må vel allerede nu regnes for de smukkeste af de mange ord, han har sagt på Uafhængighedspladsen til folket.
På en af protestens første dage kom to medlemmer af Europa-Parlamentet, en brite og en hollænder – konservativ og socialdemokrat, frem på tribunen. De havde orange symboler på sig og udtalte deres beundring for det ukrainske folk.
»Jeres magthavere bestod ikke den europæiske eksamen, men I – ukrainere – bestod den med udmærkelse,« sagde briten.
Reaktionen fra de flere hundredetusinder forsamlede gjorde det klart, at mange forstod udtalelsen uden oversættelse – og det var den afgørende symbolske lykke i triumfen.
Briten sluttede sin tale med råbet »Slava Ukraina« (Leve Ukraine, red.), hvorefter menneskemængden svarede: »Thank you very much, thank you very much« i gentagne bølger.
Måske er jeg virkelig en agent for det imperialistiske Vesten eller for globaliseringen, for i de minutter følte jeg en stor varm klump i halsen.

Drømmelandet
Jeg var kommet til mit drømmeland, uden overhovedet at rejse ud af mit fædreland. Nok for første gang i livet. Måske den allerstærkeste del af den folkelige protest er dens orange æstetik. Den er en genial opfindelse og et dødeligt slag for den zone af gråhed, som i årtier har forsøgt at påtvinge Ukraine sine antiukrainske ledere. Alt, hvad magten eller snarere dens pr-folk og imagemakers kan komme op med, er tomme plagiater. De kaldte den orange farve et amerikansk pr-påhit og forsøgte at organisere et modangreb.
Janukovitjs folk begyndte at gå i hvid-blå farver. De kopierer den orange: går med lyseblå bind på hoveder og knæ, hvid-blå halstørklæder med påskriften »Janukovitj«, og udsmykker bilerne med hvid-blå bånd. De er blevet fragtet til Kiev fra det allerøstligste af landet for at forsvare sejren for ’deres’ præsidentkandidat. De fleste af dem blev hurtigt fremmedgjort i hovedstaden, fyldt som den var med orange folk. Disse mennesker fra den allerøstligste og proletariserede landsdel, hvor man nu succesrigt udfører Orwells samfundseksperiment, begynder først nu af fornemme, at verden er meget mere kompliceret end de har fået fortalt af deres overordnede. Hvis man skal fortsætte sammenligningen med en hær, så er de snarere en hær af lejesoldater. De er blevet betalt for denne mærkelige ekskursion til hovedstaden, men de brugte hurtigt småpengene, der var til overs fra deres boss’ valgkampagne, på sprut. Efter et par dage solgte de overladt til sig selv deres hvid-blå flag til de orange.
Det blev en yndlingsport blandt de orange demonstranter at købe modstandernes flag. De bandt orange bånd i toppen af de hvid-blå flag – helligt og neutraliserende.
Vi bliver nødt til at leve sammen med disse folk – vi kan ikke blive fri for dem, ligesom de ikke kan blive fri af os.
Om få dage tager jeg igen til Kiev. Det viste sig, at jeg slet ikke kunne leve uden Uafhængighedspladsen. Uden de messende kampråb »Jusj-tjen-ko«, og »Friheden kan ikke knægtes« råbt med slidte stemmer, uden de hundredetusinder af orange ansigters samhørighed, uden i timer at stå i kulden med hjertet fyldt af menneskelig pingvinagtig varme.
Og hvad jeg så skal give mig til, når vi endelig sejrer – det er et godt spørgsmål!

*Oversat fra ukrainsk af Johannes Wamberg Andersen

©Jurij Andrukhovitj og Information

FAKTA
Jurij Andrukhovitj
• f. 1960 i Ukraine
• regnes for Ukraines førende forfatter. Han grundlagde performance-gruppen Bu-Ba-Bu (Burlesque-Bluster-Buffoonery), en vigtig del af den litterære kultur i 1980’ernes Ukraine
• Er oversat til flere sprog

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her