Læsetid: 4 min.

Dynamit-Harrys visdom

21. december 2004

»Det er det, jeg altid har sagt. Svigtet bliver man. Ensom og forladt. Alle mennesker tænker kun på sig selv. Den eneste, der tænker på mig – det er mig.«
Dynamit-Harry i Olsen ’Banden går amok’

Da der i begyndelsen af november var menighedsrådsvalg i Danmark, var der få steder, hvor valget adskilte sig fra det traditionelle fredsvalg. Men i Maria Kirke på Vesterbro i København drejede det sig ikke om kirkens indre liv og vækst. En gruppe lokale borgere havde dannet en liste med det ene formål at få fjernet de narkomaner, som i årevis har holdt til ved kirken og blandt andet har fået varm mad og anden pleje af korshæren. Det var valggrundlaget, og listens medlemmer fortalte, at de ikke havde noget forhold til kirken og heller ikke havde tænkt sig at opbygge det. Det handlede om den ene ting at få fjernet narkomanerne fra kirkepladsen. Det var det, der fik korshærspræst ved kirken Johan Petersen til lakonisk at sige: »Der er nogle, som har valgt kirken fra. Nu ønsker de at komme i menighedsrådet, så de kan smide dem ud, der har valgt kirken til.« Listen vandt dog ikke valget.

Borgerne på listen ved det vesterbroske menighedsrådsvalg har sikkert haft alle mulige grunde til at ville have fjernet narkomanerne foran kirken. De var blandt andet nervøse for, om deres børn skal samle brugte kanyler op. Det er nemt nok at blive bange for narkomaner, som digteren Søren Ulrik Thomsen sagde om sagen her i avisen og fortsatte: »men jeg er endnu mere bange for en by, hvor der ikke er plads til dem. Ja, ikke engang plads til folk, der vil hjælpe dem. Det er simpelthen for småborgerligt.« Og uden at fælde dom over listen på Vesterbro, så er den vel et meget godt eksempel på, hvordan et velfærdssamfund som det danske har udviklet en kultur, hvor man ganske vist anerkender, at der findes problemer, men også føler sig i sin gode ret til at kræve dem fjernet fra synsfeltet. Sådan er det med narkomanerne på Vesterbro, sådan er det med de næsten 800.000, der mere eller mindre permanent står uden for arbejdsmarkedet, og sådan er det uden tvivl med mange andre problemer.

Betragter vi det danske velfærdssamfund som et økonomisk projekt, er succesen hjemme. Vi er for tiden i gang med at slå den danmarksrekord, vi slår hvert år til jul – antallet af milliarder kroner vi bruger på gaver og mad i forbindelse med den store fælles familiehøjtid. Ganske vist er der også trusler. Globalisering, indvandring, tilpasningskrav er blot nogle af de ord, der dukker op, når farerne mod den særlige danske samfundsmodel diskuteres. Men vi er rigere end nogensinde, aldrig har så mange haft så meget, og aldrig har de individuelle muligheder været så mange.
Men anskuer man i stedet velfærdssamfundet som en relation mellem mennesker, ser det anderledes trykket ud. Ganske vist er der mange i Informations artikelserie om ’Fremtidens velfærd’, der har udtrykt optimisme på velfærdssamfundets vegne. Både blandt eksperter, der dog alle peger på, man ikke kommer uden om grundige reformer og store justeringer, hvis også fremtiden skal byde på gratis skolegang, sundhed, uddannelse og pension. Men også blandt almindelige mennesker har meningsmålinger vist, at der er tillid til velfærdsstatens fremtid. Især da blandt de i forvejen privilegerede, mens de arbejdsløse, lavtlønnede og på anden måde marginaliserede ikke har den store tillid til fremtidens velfærd.

Det peger på et egentligt problem. Velfærdssamfundet har i sit udgangspunkt baseret sig på forestillingen om, at de stærkeste skuldre skulle bære de svage. Men tidens gunstige vinde, den almindelige konjunkturudvikling og den indre logik i velfærdsstatens omsiggribende udvikling har villet det anderledes. I dag gælder lighedsideologien alle, man taler om et 90-90-samfund, hvor de 90 procent rigeste betaler til de 90 procent fattigste. Hvad der oprindeligt har måttet være af borgerbevidsthed er fortrængt af en nærmest universel klientbevidsthed, hvor borgerne serviceres, uden det nødvendigvis kræves, at de bliver involveret.
Alle har samme krav på ydelser; det er ikke længere kun de svages forrang. Der er tværtimod opstået en stærk fokusering på individuelle rettigheder og med det en helt anden kamp om goderne end tidligere. Som det blev formuleret i avisen i lørdags af historikeren Henrik Jensen, er det, man kunne kalde samfundssind, erstattet af »en kræmmermentalitet, hvor velfærdsstaten ikke længere er et projekt for fællesskabet, men en supermarked, hvor man ikke vil betale for mere, end det man tager ned fra hylderne«. Der lader til at være så stor politisk konsensus om velfærdspolitikken i dag, at alle partier bakker ubegrænset op om den og derfor ikke tør røre ved den enorme omfordeling, som i sidste ende truer det moralske grundlag under samfundet. Bestikkelsesprojektet er lykkedes, og flere årtiers velstandsstigning har overbevist om, at det kan bære. Men velfærdssamfundet holder ikke til alt. Velfærdsstaten er måske nok truet af globalisering og udflytning af arbejdspladser. Men den er i lige så høj grad truet indefra af individualisering og rettighedstænkning. Den dag, globaliseringen for alvor sætter samfundet under pres, vil det blive synligt, at middelklassen er de egentlige narkomaner, og at ingen har turdet at føre en politik endsige en politisk debat, der også forbandt rettigheder med krav. weis

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu