Følg her kunstanmelderens personlige genopdagelse af dansk malerkunsts
faderskikkelse, G. W. Eckersberg
Kunst
Folk spørger ofte: »Får du nogensinde tid til dit eget?« Hvormed menes mit personlige kunstneriske arbejde, produktionen af værker. »Øh,« svarer jeg, for jeg er uforberedt på spørgsmålet, hver gang det kommer. Efter lang tids venten siger jeg som regel ja og prøver at virke overbevisende ved at supplere udsagnet med »For øjeblikket udstiller jeg 69 fotografier på Statens Museum for Kunst« eller »til januar har jeg en separatudstilling med nye værker fra Kina og Japan her i byen.«
Folks reaktion er ofte resignation. De ved det godt. Jeg laver for lidt. Og det jeg laver, synes alligevel ikke at interessere nogen. Derfor tænker jeg mere og mere på Eckersberg. Hvor absurd det ville være, hvis man havde spurgt ham i foråret 1818, da han som 35-årig tiltrådte som professor og flyttede ind i stuerne under Festsalen på Charlottenborg med udsigt over Kongens Nytorv.
For Eckersberg bestilte noget, det vidste alle og med vore dages sprogbrug kunne man sige, han havde fokus på kernen i arbejdet i stedet for at flintre fra Herodes til Pilatus i et forsøg på at fremme væksten i kunsten ved at undervise, holde foredrag, skrive artikler og arrangere udstillinger. Men, viser det sig, også det havde Eckersberg tid til. Tre år efter sin tiltrædelse på Akademiet i hans lærer Abildgaards professorstilling, der havde stået ledig i ni år, var han medstifter af Kunstforeningen, der i dag ligger på Gl. Strand og stadig virker til fremme for den samtidige kunst. Orienteringspunktet er det samme. Guldalderen, der indvarsledes med Eckersbergs gerning, kører stadig i det spor som dansk malerkunsts fader, Eckersberg, lagde ud. Han var medvirkende til at reformere miljøet på Kongens Nytorv og efter endt uddannelse i København og sit ene år i Paris hos David viste han, at dansk natur var en selvstændig størrelse, noget man kunne arbejde efter, konstruere billeder ud fra, noget man kunne aflægge heldagsvisit i og studere indgående sammen med sine elever.
Friluftsmaleriet var på programmet, de studerende måtte endda efterhånden også male, »i fritiden« og »kunstnerisk« til afløsning af det akademiske tegneterperi. Eckersberg, så ved du at det blir til noget, kunne man med et uheldsvangert slogan tilføje. Selvfølgelig fordi det er kedeligt altsammen, så tørt og skolet, at materialet kunne selvantænde, hvis det ikke lige var for motiverne var flere: Nøgenstudier, som jeg vender tilbage til, figurmalerier, portrætmalerier, marinemalerier og så de hersens landskabsmalerier, som jeg aldrig har kunnet holde ud at se på. De er for perfekte. Der mangler snavs i krogene.
Ingen Eckersberg-bog
Og nu ser jeg det hele. Jeg tog fejl af manden og hans billeder. Jeg har fået en Eckersberg-vækkelse, for også mit private liv fletter sig ind i arbejdet. Jeg bor ikke på Kunstakademiet, men jeg kommer her jævnligt i det, der var Eckersbergs lejlighed, i Thorvaldsens og så videre. Og i den seneste tid også for at glædes ved synet af Eckersbergs billeder herinde og af de kolleger, der har mødt institutionen på godt og ondt gennem 250 år. Dette er levende historie. Vi er levende historie. Fra Købkes bagerboller til Esbens boltsaks. Fra Marias børneværelse til Salys rytterstatue. En pærevælling af identiteter og kunstværker.
I forrige uge prøvede jeg så at tage mig sammen. Jeg ville give en schweizisk bekendt en bog om Hammershøi, der ejede flere mindre værker af Eckersberg, som man kan se i Hammershøis egne interiører som diskrete indrammede tegninger på væggene. Hammershøis stuer. Billeder i billeder. Roen sænker sig. Jeg forsøgte at spørge på Statens Museum for Kunst i boghandelen. Nej, de havde ikke engelske udgaver af Hammershøi. Ordrupgaard kom mig til undsætning. I denne uge var det så Eckersberg, der stod for tur. Af den righoldige lekture om kunstneren tænkte jeg, det var godt at supplere de få bøger, jeg selv har om emnet. De første seks hits på Danmarks Kunstbibliotek var dog udlånt til midt i december. Så gik jeg på Statens Museum for Kunst i boghandelen. De havde desværre ikke en eneste Eckersberg-bog.
Så besluttede jeg mig til den tunge vej gennem aktivariaterne i Kompagnistræde. Og fandt en bog. Eckersbergs egen Vejledning i Linearperspektivet anvendt på Malerkunsten.
»Verdens kedeligste maler,« sagde indehaveren med et citat fra Asger Jorn, og rakte mig vidunderet. Da han tilføjede, at prisen var 35.000 kroner, besluttede jeg mig for at se på billederne i stedet for at læse i bøgerne.
Sans for virkeligheden
Det er hårdt sådan at genåbne Eckersberg, for historien er fortalt så godt før. Kunsthistorikeren Emil Hannovers indholdsfortegnelse til bogen om maleren giver i pluk en hel genial figur: »Navn og Afstamning Hans Barndom i Blans, skildret af ham selv Udveer Flensbogs Borgere samler ind til Hans Rejse til København Hans Ankomst dér den 22. Maj 1803.« Og så kører det ellers der ud af »Moralske eller umoralske Billeder Eckersbergs første Ægteskab Tegn på Demoralisation Tegn på en sjælelig Krisis hos Eckersberg ved Abildgaards Død.«
Virkelig stærke sager, så pengemangel i Paris, turen til Rom, malerierne, der kommer ud af anstrengelserne, skilsmisse fra den første hustru, »hans voksende sans for virkeligheden« og »hans tilståelse af ikke længere at kunne male noget uden model«, »hans produktionsevne«, kunstnersamfundet og professoratet og hans frieri til Julie Juel, datter af maleren Jens Juel som Eckersberg aldrig nåede at møde og dog. På væggen i hjemmet hang nu den 20-årige Jens Juels fantastisk følsomme selvportræt svigerfar som ung eller kunstneren som ungt menneske, en fælleshistorie igen skabt af Kunstakademiets cirkler og institutionens afhængighed af et højere mål. Eckersberg var og blev familiemenneske, han elskede sit hjem, sine døtre, og da konen døde, giftede han sig med hendes søster, så der atter blev Juel i det lille hjem, hvor mennesker færdedes og udviklede sig med kunsten som omdrejningspunkt.
Lad os for god ordens skyld begynde at kalde vor kunstner ved fornavn: Christoffer Wilhelm. Arbejdslivet sorterer under Eckersberg.
Kendte baggårde
Hvem var han? Uinteressant. Det interessante er: Hvad så han? Der har vi billederne. I hjemmet hang mange af de billeder, nutiden synes bedst om. De smukke klare prospekter fra Rom. Postkort fra rejsen, naturligvis, men også brud med en herskende akademisk situation om at tilfredsstille køberen, kongen og borgerskabet. Christoffer, undskyld udtrykket, tilfredsstillede sig selv i hjemmet. Hans billeder synes ligeså uundværlige dér som i Hammershøis billeder. Linjen er ubrudt i dansk kunst, der således viser sin styrke over for den internationale, ikke ved at forestille noget dansk, men ved at have følsomhedens styrke present. Lyset og linjerne. Roms og Christianshavns baggårde gjorde Danmark kendt. En guldalderbetragtning lidt uden for alfarvej. Mit afgørende sammenstød med Eckersbergs storhed skete således for nogen tid siden, uventet. For mine fordomme har været store.
Jeg, der ellers hylder kunstnere, der skriver, og helst kun læser kunstneres egne tekster, har aldrig kunne acceptere denne mand, der i dagbøger objektivt fortæller om sine omgivelser. Fakta om vejret, om varmen i sengen under sin døde kone den 30. december 1840, otte timer efter døden indtraf. Hvordan de bar hendes afsjælede legeme ind i hendes yndlingsstue nærmest porten, hvor vores administrationschef i dag sidder. Eckersberg fører en nøje registrant over ting og begivenheder. Og sådan ser mandens maleri ud. Og livet?
Erik Fischer skriver så morsomt: »På det private plan iagttager man ham i et lykkeligt familieliv i tidens patriarkalske stil, velsagtens allerlykkeligst for patriarken selv.« Jeg kender typen, siger jeg bare. Professoren levede i går i dag og i morgen. Han er en studie værd. Christoffer Wilhelm Eckersberg er ikke poetisk, men nøgtern, hvordan kunne jeg falde for ham?
En nøgen, ung pige
Et maleri gjorde forskellen. »Nå, der sidder du nok under den glatbarberede!« var det første, jeg sagde, da jeg trådte ind på den tidligere administrationschefs nye kontor på Kunstakademiet. Det var en Eckersberg. Men det var mere end det, der hang på væggen. Det var »En nøgen ung Pige, 11 Aar. Modelstudie.« Malet af Eckersberg i 1837, da han var 54 år.
»En quindelig model meldte sig, » står der i dagbogen den 5. juli. Sommer på Kongens Nytorv og tre dage efter er billedet færdigt. Dorothea Petersen på 19 år står klar i kulissen. Og Juliane Wittenborg. På fjorten dage har kunstneren malet tre fantastiske billeder, der alle hænger på Kunstakademiet i dag. Han har set pigerne. De er smukke, derfor er de smukt malet. Han har tilstræbt en ligefrem ærlighed i arbejdet, der er usædvanlig ukrukket, og han mestrer til fuldkommenhed sit materiale, olie på lærred. Billederne tåler dagens lys, selv om de lever i halvmørket til daglig.
Da chokket over synet af den 11-årige havde lagt sig, og mine kvikke bemærkninger var pakket væk, meldte alvoren sig. Jeg tog et billede af billedet og sendte en e-mail til en udenlandsk bekendt, og tanken strejfede mig. Er dette børneporno? Findes der en æstetisk undskyldning for alt, et guldalderens renhedssegl i kunsten? Hvad ville mine kolleger og studerende sige, hvis jeg foreslog modeltegning efter purunge piger? Eckersbergs opfindelse. Han brød konventionerne. Han var måske endda avantgardist i ordets sande betydning. Alt det modsatte af, hvad jeg gik og tænkte om manden. Tilbage til kunsthistorikeren Hannovers ord om den sene Eckersberg: »Han opflammer sine Elever med sin Kærlighed til Hjemmet og sin Lidenskab for Sandheden Hans kæreste Elever; Hans kvindelige Elever Hans Pengesorger, hans Indtægter.« Hvis ikke det er lidenskab så ved jeg ikke. Dernæst »Hans sidste Maleri Hans tiltagende Blindhed Hans Resignation Koleraens Udbrud i 1853, dens Omsiggriben paa Charlottenborg Eckersberg bliver dens Offer.« Kunstneren dør den 22. juli 1853. Eftermælet bliver fattigt. Kun Berlingske bringer en notits.
Koleraen kræver mange ofre, og kun Ligbærerne vover sig ind på Charlottenborg præsten og få andre i ligfølget venter ude på Kongens Nytorv og holder behørigt afstand til den afsjælede maler på vejen ud til Assistens Kirkegaard. Vi har meget at takke C.W. Eckersberg for. Dette er kun en begyndelse. Jeg har endelig fået tid til mit eget. Og Christoffer Wilhelm Eckersberg har været så venlig at stikke retningen ud: Kunstneren »kan ganske efter egen Tilböielighed vælge og giöre de Ting, som meest tiltale, gribe eller interessere ham, til Gienstand for sit Billedværk men Naturen bör ene være hans Mönster... lader os stræbe efter at udrydde alle Fordomme, og söge den nærmeste Vei til Maalet nemlig til Sandhed!«
*I anledning af Kunstakademiets Billedkunstskolers 250-års jubilæum holder professor Erik Steffensen forelæsning. Forelæsningen finder sted i aften klokken 20 i Festsalen Kgs. Nytorv 1. Adgang er gratis
