Sprogpurisme
Da den spanske konge Juan Carlos i sidste uge åbnede Kataloniens nationale kunstmuseum (MNAC), trak han et purpurrødt gardin væk fra mindepladen, og hokus pokus var Majestætens navn ændret til Joan Carles I. Forinden havde værterne nægtet at spille den spanske nationalhymne og hejse det spanske flag, som det ellers er kutyme ved indvielser med kongens tilstedeværelse.
Navneændringen skyldtes ikke gravørens staveproblemer. I sommers, da kongeparret åbnede Forum i Barcelona, blev de også tiltalt med deres katalaniserede navne. Da kongen er en kultiveret person med et åbent sind, lader han sig ikke mærke af katalanernes etnolingvistiske udrensning.
Bag den sigende detalje på et nationalmuseum der har ambitioner om at fremvise tusind års katalansk kunst gemmer der sig et mønster.
Navneændring
Fra Katalonien til De Baleariske Øer har de etnolingvistiske kadrer organiseret sig stærkt, de dominerer på pædagog- og læreruddannelser, og de har dannet et kulturelt omnium til at overvåge, at de regionale regeringer ikke afviger fra de sidste 20 års lov-doktrin om sprog-normalisering. Normal betyder, at alle myndigheder diskriminerer positivt til fordel for det katalanske sprog frem for spansk/kastillansk.
Det går så vidt, at disse sprogkommissærer sidder og ændrer folks navne, hvis de ikke lyder katalanske. Den baleariske regerings bulletin trak i efteråret en række spanske arkitekter igennem en kafkask korrektion.
Under licitationsrunden for Palmas nye kongrescenter fik arkitekten Juan Herreros sit efternavn ændret til Ferrers. Victoria Acebo blev til Victoria Grèvol, og Gabriel Mora blev forvandlet til Biel Viu. Det synes arkitektforeningen dog ikke var så fornøjeligt, så de tvang de ansvarlige til at udsende et rettelsesblad. Måske for at kompensere rettede bulletinen så det spanske ord toiletter lavabos til hygiejniske rum.
Jord i sproget
I sprogpuristernes mentale kamre trives overdrivelserne. Selv om der aldrig har været flere, der har kunnet læse og skrive katalansk, påstår (læs ledende) nationalister, at deres minoritetssprog er truet af et sprogligt holocaust. På markedet, i institutionerne og i medierne.
Da den balearske regering i år ville indføre bilinguisme i skolerne fifty-fifty spansk og katalansk og sagde, at forældrene kun kan øge andelen for det ene sprog efter en folkeafstemning på skolen, blev det kaldt et folkemord. Ganske morsomt, hvis ikke det er tragisk.
Den etniske sprogfilosofi er, at jorden, dvs. nationen, taler et sprog selv om det vist er menneskene og derfor skal det katalanske sprog beskyttes, fremmes, udbredes og helst presse det spanske sprog væk. Til Spanien, kaldet Staten.
Mindst halvdelen af de katalanske indbyggere i 2004 har spansk som modersmål, og en stor majoritet ønsker fortsat, at Katalonien skal være en del af Spanien. Men den katalanske præsident, Pasqual Maragall, drømmer om den dag, hvor »skolebørnene kan huske og afsynge« Kataloniens nationalforfatning. Katalanerne føler symbolerne stærkere end spanierne, hævder han.
Ikke alle lader det blive ved symbolkampen. I oktober malede en flok hætteklædte skydeskiver og slagord imod filosofiprofessor Francisco Caja på Barcelonas Universitet. De kaldte ham en fascistisk fjende af Catalunya og af det katalanske sprog fordi han har vundet en retssag, der forpligter myndighederne til at spørge forældrene, hvilket sprog skolebørnene taler derhjemme. Den liberale Caja, der i Franco-tiden blev fængslet, bliver i dag anklaget for at være feixist af katalanske sprogpurister. Det er den omvendte verden.
